ENDELIG BLEV DER SKRUET NED FOR BLUSSET

Lyset ser bedre ud på dette foto end i virkeligheden. Foto©JørgenKoefoed.

Alle gadelysstandere har et nummer. Denne her står på Kirkestien i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

NU HAR HELE BORNHOLM efterhånden fået udskiftet alle lygtepælene med nye flotte standere og med det nærmest omkostningsfrie LED-lys.

Eneste problem ved nyskabelsen er, at det ofte lidt skarpe lys kan være temmelig generende, hvis gadelampen står tæt på ens bolig, og sender uønskede lysstråler ind i sofaen, hvor man sidder og drikker et glas rødvin eller ser tv.

Som fortalt her på Bloggen 19. december 2020 kunne man råde bod på denne ulempe. Man skulle bare sende en mail til gadelys@brk.dk og bede om, at få dæmpet lyset. Samtidig skulle man selvfølgelig opgive sin adressen plus lysstanderens nummer, der sidder som et lille skilt midt på alle lysstanderne. Efter sigende skulle lys-styrkens så blive dæmpet.

DER BLEV DÆMPET

Din Blogger bor på Kirkestien 1 og havde som genbo en gadelampe, som sendte lidt for kraftigt lys ind i stuerne. Mailen til gadelys@aegir.dk blev afsendt 30. november sidste år, men ugerne gik, og lyset blev ikke dæmpet. Derfor tog jeg kontakt til den kommunale projektleder Flemming Bech [2429 3950] i torsdags og forlagde ham problemet.

Han havde ikke set mailen, men ville ordne det med det samme. Selv om han sad hjemme og arbejdede, kunne han gå ind på gadebilledet af Kirkestien og spotte lygtpæl 06055.

Vi blev enige om at ændre lampens lysstyrke fra 100 % til 15 % og ligeledes dæmpe det lys, der blusser op, når noget eller nogen passerer med 25 %. Alt dette kunne Flemming Bech styre fra sin computer hjemmefra. Han sender simpelthen et digitalt signal til den nærmeste lygtepæl, som sender beskeden videre fra lygtepæl til lygtepæl, så den til sidst når frem til den rigtige.

Der går er par timer inden beskeden kommer frem, men så sker der også noget. Lyset fra ’min lygtepæl’ var blevet dæmpet. Spørgsmålet om det er nok. Det vil jeg vurdere fra min lænestol de næste par dage, når mørket har sænket sig over Gudhjem.

Læs også:
DU KAN SKRUE NED FOR BLUSSET
19. december 2020