EN FISKERS BETRAGTNINGER, ÅRGANG 1934 – [1:2]

JENS FRANDSEN, Bølshavn , har rundet de 85 år. Han har fisket på Bornholm siden han var 23 år – senest med kutteren BITTEN AF LISTED. Han stoppede sidste år og har i mellemtiden haft tid og lyst til at nedfælde nogle betragtninger om fiskeriet før og nu. Dem har Bloggen fået lov at viderebringe.

Jens Frandsen sammen med hunden Gismo, som blot er i pleje. Foto©JensFrandsen.

Jeg er ikke længere i fiskeriet, og kan nu se på erhvervet med og uden farvede briller – så jeg vil blande tørt stof og små historier fra min tid som fisker i Østersøen:

VANDET OMKRING den vestlige del af øen er salt og har en torskestamme, der passer til det. Torskene i den østlige del lever i iltfattigt vand og er en anden stamme, der ikke blander sig med den vestlige stamme.

Der er ikke torsk i hele Østersøen. Når vi er på højde med Gotland, er vandet så fersk, at der er andre arter og andre dybder. 220 m. øst for Gotland og over 400 m. nord for. Jeg ved kun, hvad de svenske fiskere har fortalt.

Jeg går tilbage til 1966 og frem. Jeg vil nu fortælle lidt om laksefiskeriet:

De store både tog afsted omkring den 12. august og begyndte fiskeriet nord for Gotland, fordi vandet er koldere der, under 13 grader. Vand ligger i lag, et af skellene er 9 til 13 grader, hvor silden går op til om natten, og laksene følger efter. Der er også andre ting, der spiller ind.

Strømmen fra det dybe, kolde vand vil, når den rammer en banke, føre vandet til overfladen, hvor fiskeriet så blev bedre – der er en tendens til, at det er sådan. Det er bedre end ingenting, så det brugte vi tit, derefter spredte vi os som en ulveflok, der gør, hvad de vil.

Der var tre-mils-grænse i Østersøen den gang. Vi kom tæt på. Der var master med lyskastere, der stod langs kysten i de baltiske lande. De kunne lyse os op så let som ingenting. Vi fiskede ofte ved de baltiske kyster, fordi der var lavere vand. Der opstod tit problemer, når garnene drev ind over grænsen, så fik vi først lysstrålen, så skød de efter os. Først langt fra og så kom de tættere på og fortalte os, at vi skulle skrubbe af. Jeg har prøvet det selv.

DEN KOLDE KRIG

Det er sådan, at når det blæser meget, må man søge nødhavn – også under Den Kolde Krig og også i de baltiske lande. Vi blev altid godt modtaget, når vi var danske eller svenske. Vi fik lov at se på byen. Jeg gik op i deres skakklubber og spillede med. Så var der kaffe og kager ved bordet. Men tyskerne fik aldrig lov at forlade deres både. De blev tålt, men ikke andet.

Jeg har mange gode minder fra den tid, og jeg husker kun de lyse timer.

Vi lå i Memel Havn i Litauen for storm. Jeg traf en ung mand i skakklubben, der inviterede mig hjem. Han boede på 4. sal. Toiletterne stod i en lang række i gården. Så der var langt ned, og vandet skulle bæres op. Han havde kone og to dejlige, små børn. De havde kun et stort rum, hvor de sov, spiste og lavede mad. Og de var meget fattige.

Da vi kom ind, sprang børnene ham i møde, han tog dem i favnen og sagde: “Her bor jeg, er det ikke dejligt?”. Det var så rørende, og jeg tænkte, at det er jo livet i en nøddeskal.

HELD I UHELD

Der er og så en anden historie, der fortjener at blive fortalt.

En fisker her fra Bornholm købte en båd for at fiske laks.

Det gik ikke godt, han blev ramt af uheld. Motoren brast itu, og der gik ild i båden. Og han mistede tid på havet. Banken opgav ham, men han kom dog med på havet sammen med os andre. Vi fiskede ved Memel, da han igen fik problemer med motoren.

Så han sagde, vi går ind til Memel og får det lavet. Vi sagde, at de intet lavede uden en bankgaranti. Han svarede, det skal jeg også have derhjemme, så de sejler ind.

Der gik et par dage, så kom de ud til os igen. De havde fået motoren lavet, fået olie og proviant Og havde intet betalt – det troede vi ikke på.

Jeg var i Memel et par år efter og over et spil skak med havnefogeden, fik jeg historien om fiskeren, der intet betalte.

”Det er sådan, at vores fiskerbåde er statsejede. Og fiskerne får fast løn og lidt procenter. Ordningen betyder så også, at staten udleverer olie, fiskegrej, proviant m.m. til fiskerne og afholder udgifter til reparationer”.

Fiskeren havde fortalt havnefogeden om sit dilemma, og han fik ondt af ham. Så havnefogeden sendte ham rundt i havnen, så han fik samme behandling som deres egne fiskere/både – og altså uden at tage betaling for det.

Havnefogeden bad mig om ikke at fortælle det til nogen, da det ville koste ham altdet har jeg holdt – lige ind til nu.

Resten af historien om fiskeren fortæller jeg ikke, men han gik ikke fallit.

Andet og sidste afsnit brunges i morgen.