EN FORSKRÆKKELIG KATTE-HISTORIE FRA GUDHJEM

Det var her på Holkavej i Gudhjem Downtowm, at en sort kat sad i klemme. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan cirka så fastklemningssituationen ud, da Din Blogger passerede 11. oktober 2021 kl. 8:15. Foto/Tegning©JørgenKoefoed.

DET ER OMKRING FIRE MÅNEDER SIDEN, at Din Blogger måtte redde et dyr ud af en slem kattepine. Læs her, hvad der skete en dag i oktober sidste år.

“Jeg har netop sat flag på Bokul denne morgen. Klokken er lidt over otte, da jeg spadserer ned af Holkavej mod Nørresand for at få mit daglige havbad. Lige ved bagindgangen til Terns Hotel observerer jeg et ejendommeligt syn – for ikke at sige makabert.

En sort kat er kommet i klemme mellem brandtrappen og dens gelænder. Jeg stopper op og tager katten i nærmere øjesyn. Den bevæger sig overhovedet ikke. Ser ud som om den er død. Måske har den været klemt fast i flere døgn. Der er nemlig ikke mange, som går her.

Da jeg har kigget på katten et stykke tid, drejer den pludselig hovedet og kigger på mig. Ikke med venlige øjne. Den er altså levende, men panisk rædselsslagen.

Gode råd er dyre.

Da jeg nærmer mig kattens krop for at løfte den fri, hvæser den og stritter med alle sine ti klør. Det går ikke at løfte kroppen med hænderne, hvis jeg vil undgå at blive revet til blods. Så jeg tager i stedet godt fat i dens bagben, og mens den hvæser og fægter med strittende forpote-klør, hiver jeg så meget op i bagbenene, at kroppen slipper fri fra den skarpe trekant mellem trappe og gelænder.

Katten springer nu frem og fri fra klemmen. Jeg trækker mig lidt baglæns. Dyret er i panik, selv om en venlig mand netop har reddet dens liv. Den krabber sig langs husmuren og rundt om hjørnet og gemmer sig bag en store plantekrukke. Når jeg skriver krabbe skyldes det, at den ikke kan bevæge bagbenene. De er formentlig helt døde efter fastklemningen og hænger nu bare som et vissent vedhæng til kroppen.

Næste morgen går jeg forbi gårsdagens ulykkessted. Den sorte kat er forsvundet. Forhåbentlig har den atter fået blod til bagbenene, så den igen kan springe rundt og fange mus.

En lidt chokerende oplevelse, men rart at man kunne hjælpe en levende sjæl i nød.