EN ROBERT JACOBSEN TIL GUDHJEM MUSEUM ELLER …?

Er dette en skulptur af Robert Jacobsen? Foto©OleStigemo.

HVIS MAN I SIDSTE UGE kom forbi Gudhjem Museum kunne man forledes til at tro, at Gudhjem Museum nu havde anskaffet sig en ægte Robert Jacobsen-skultur. En af dem der er af jern og virkelig vil noget.

Selv om alt i princippet er kunst, var tingen på ovenstående foto hverken en skulptur og endnu mindre et værk af vores verdensberømte ’Le Gros Robert’.

Faktisk blot nogle stativer fra smeden i Tejn, som skal danne fundament for en række granit-skulpturer af den nu afdøde billedhugger Jun-Ichi Inoue [født 1948 i Japan – død 2009 på Bornholm].

I august 2017 udlånte Jun-Ichis enke –Sheena Inoue – syv af hendes mands værker til Gudhjem Musum i forbindelse med, at hun afhændede deres fælles hjem og værksted i Olsker.

Siden leveringen har skulpturerne stået omkring den gamle stationsbygning, mens bestyrelsen har prøvet at skaffe penge til køb af de mægtige tilvirkede stenblokke, der hver i sær vejer mere end et ondt år. Det er endnu ikke lykkedes, at hive beløbet på 850.000 kroner hjem. Men der arbejdes fortsat med sagen.

Selv om det heller ikke er helt billigt, at får skulpturerne placeret i landskabet foran Museet, har man besluttet at nu skal det ske … køb eller ej.

For at billiggøre processen har smeden i Tejn lavet en række stativer, der skal bankes ned i jorden, hvorefter skulpturerne placeres ned i dem med en kran. Et arbejde der tager sin begyndelse om ikke så længe, og når græsplænen er lidt mindre våd end nu.

PRISEN PÅ DE 7 VÆRKER

Jun-Ichi Inoue: GO THROUGH. Foto©JørgenKoefoed.

Jun-Ichi Inou: HEXAGON. Foto©JørgenKoefoed.

Jun-Ichi Inoue: THE ANCIENT. Foto©JørgenKoefoed.

Jun-Ichi Inoue: HIMMEL OG HAV. Foto©JørgenKoefoed.

Ju-ichi Inoue: SKALD. Foto©JørgenKoefoed.

Hexagon 375.000 kr.
Go Through 290.000 kr.
Brønd 190.000 kr.
Skald 290.000 kr.
The Ancient 260.000 kr.
Himmel og Hav 190.000 kr.
Top 225.000 kr.
Alt i alt: 1.820.000 kroner.

Ved et samlet køb kan Museet erhverve disse skulpturer for kun 850.000 kr.

Hvis du tilfældigvis er indhaver af denne sum – og kan undvære den – er du velkommen til at donere denne prægtige skulptur-samling til Gudhjem By- og Museumsforening. Ring og aftal med Ole Stigemo på 2396 5002.