EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [25:61] – TO DEJLIGE VENINDER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Når der er blus på lampen, er der sikkert Karat-kaffe i til de uventede gæster. Derfor hedder den Karat-Lampen. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 25: TO DEJLIGE VENINDER

DER VAR NU GÅET et lille års tid efter soldatertiden, og det var forår i Danmark, så nu kunne det være rart at komme hjem. Der var penge på lommen, og bøgen var sprunget ud. Men på en eller anden måde manglede der noget.

Sydhavnen var ikke mere den samme. Min Mor irriterede mig med sine evindelige spørgsmål og min Mormor var død. Jeg besluttede mig til at opsøge én, som jeg havde sejlet med. Var var begyndt på Maskinist-skolen. Han hed Willy Vissing. Vi blev enige om at tage til byen en dag. Det blev skæbnesvangert for ham. Vi mødte to veninder, der også var i byen. Den ene af dem blev hans kone. Han blev siden maskinmester på Olieraffinaderiet i Kalundborg.

Det viste sig at den anden kvinde var islænding. Hun hed Ingebjørk. Hun arbejdede på Diakonissestiftelsen i København. Det var en spændende kvinde og dermed en forrygende tid. Selv om hun var fra Island, var hun varm og kærlig og en rigtige dame. Hun gik med hvide handsker, når vi var i byen. Vi havde det skønt, men pludselig sagde hun: ’Peer, jeg kan ikke se dig mere. Vi har haft en vidunderlig tid sammen. Du skal ikke spørge om noget’. Hun gav mig et kys og forsvandt. Det blev jeg selvfølgelig meget ked af. Jeg var forelsket i den kvinden. Hvad var så meget nærliggende? At stikke til søs igen!

Fortsættes …