EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [28:61] – DEN RARE BORNHOLMER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergaard med sin ‘Eiffeltårnslampe’. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 28: DEN RARE BORNHOLMER

HER DET VIST PÅ SIN PLADS, at skrive lidt om Maskinchefen. Han hed Riise og på det tidspunkt omkring de 60. En lille, lavstammet, muskuløs mand. Han var bornholmer. Han var en rigtig ’deepwater from the seven seas’. Siden han havde taget sin maskinist-eksamen, havde han sejlet. Der var ikke det sted, han ikke havde været. Jeg havde et usædvanlig godt forhold til ham – nærmest faderligt.

Han fortalte, hvordan det var at sejle under krigen. De sejlede i konvoj med fare for at blive sænket. Hvilket han også blev 3 gange. Han fortalte så spændende og fængslende, så mit eventyr-hjerte slog dobbelte slag.

Han fortale om hele udviklingen fra dampmaskinen til dieselmotoren. Det er altid skønt at lytte til mennesker, som er erfaringsrige.

Han talte om sin datter, som opdrættede Tau-Tau-hunde – det er dem, som ligner små løver.

Alt i alt et varmt og rart menneske, som der er så få af …

HJEM TIL DANMARK

Gud skabte Jorden, men Holland blev skabt af hollændere. Til dels en sandhed, men hvem skabte hollænderne??? Vi ankom til Amsterdam, og lagde til ved et malmværk med moderne kraner, så det varede ikke længe med at få lasten ud af skibet … og gæt hvor vi skulle hen på næste rejse??? Hjem til Danmark, til Nakskov, til eet års garanti-eftersyn. Hjem til Danmark i solskin … til Danmark i regn. Til de bugtede marker, til de levende hegn. ’”Til det Danmark som atter var mit”, som Victor Cornelius sang så smukt.

Fortsættes …

De første 27 kapitler kan læse i indlægget lige efter dette.