EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [29:61] – GUDS BERØRING

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Lidt svært at se, men denne lampe består af en hel masse neonrør, og hedder ‘Rundetårn-lampen’. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 29: GUDS BERØRING

MIN MOR VAR PÅ MANGE MÅDER en usædvanlig kvinde. Det var derfor ganske naturligt for hende at besøge mig på værftet i Nakskov. Jeg havde lys vagt og derfor rig lejlighed til at vise hende skibet fra for til agter. Og vi havde en god dag sammen. Hun så, hvad vi lavede om bord og spurgte interesseret, og jeg fortalte stolt om mit dejlige skib. På vor rundtur i maskinen fik jeg besked om at starte en af hjælpemotorerne.

”Kom, Mor, så skal du se, hvordan man starter sådan en.”

Det foregår med trykluft, og det giver et ordentlig brag. Jeg tror nok, hun blev noget chokeret, for hun blev tavs, og sagde: ”Skal vi ikke gå op igen?!”

AFSTED FRA VÆRFTET

Efter tre uger på Nakskov Skibsværft hvor hele skibet blev skilt ad, var vi klar til at sejle igen. Det var herligt. Jeg glædede mig usigeligt meget. Vi skulle sejle til Vestafrika chartret af ’Lever Brothers’ i London.

Lasten bestod af sækkelast: Jordnødder, kakao, kaffe samt store træstammer kaldet ’logs’, som dæklast. Nogle af dem på mange tons. Af og til blev sværvægtsbommen brugt, den kunne løfte op til tyve tons.

KÆRLIGHED ER VARM …

På sådan en rejse anløb vi Hamborg, Rotterdam, London, Kanarieøerne, Madeira, Dakar, Freetown, Lagos, Accra, Port Harcut, Sapele og Laurenzo Marques. Det var mens englænderne og portugiserne stadig var koloniherrer. De regnede ikke de farvede for det skidt, de trådte på. Det forklarer måske situationen i dag: ’Kærlighed er varm, gi’ mig din arm. Had gør arm, jeg skyder dig i din barm’.

Jeg har oplevet mange uhyrligheder i den retning. Jeg er glad for disse oplevelser, som har været med til at ændre mit livssyn totalt. Efter tre rejser på Vestafrika stod jeg over for en total forandring i mit liv. En kovending

MORALSKE OPSTØD

Vi kom fra Afrika og skulle af med lasten i Hamborg. Et sted i Afrika havde jeg købt en taske i krokodilleskind til en af pigerne på vores stamværtshus ­– Irish Bar. Da jeg kom, viste det sig at Wilma, som hun hed, ikke var der. Hun var blevet gift, men af en eller anden grund kom hun næste dag. Hendes mand var med. Jeg spurgte ham, om hun måtte tage med ud på skibet, fordi jeg havde en gave til hende. Det måtte hun godt. Da vi kom ombord og ind på mit kammer, gav jeg hende tasken, som hun blev meget glad for.

Hun var en meget eksotisk kvinde, som jeg havde haft mange gode stunder sammen med, og selvfølgelig endte det med, at jeg elskede med hende, hvilket gjorde situationen meget spændt. Hun græd, da jeg sagde farvel til hende.

Efter denne hændelse fik jeg moralske opstød. Jeg forstod, at jeg var gået ind i noget, som jeg ikke havde ret til. Efter at have tænkt over tingene, kom jeg til det resultat, at jeg ville bede Gud om tilgivelse for min synd. Så skete der noget. Mens jeg bad, blev hele kammeret iskoldt. Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Jeg troede døden var nær. Inde i mig selv råbte jeg: ”Åh, nej, gode Gud, slå mig ikke ihjel, men lad mig gøre noget godt. Lad mig hjælpe Kristina ud af det liv, hun lever”. Kristina var en af de piger, som jeg har omtalt før. Så forsvandt kulden, og hele mit legeme fyldtes med en behagelig, lykkelig varme.

I sandhed en spirituel oplevelse, som satte sig dybe spor i min bevidsthed. I dag ved jeg godt, hvad det var, Men det er en anden historie.

Fortsættes …