EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [30:61] – DEN GAMLE PEER VAR DØD

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Alle vil gerne have sådan en vidunderlig Water Close Lampe. Men det er unika, så kun én kan blive den lykkelige ejer. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 30: DEN GAMLE PEER VAR DØD

TIL ALLES STORE OVERRASKELSE skete der store forandringer i mit liv. Den gamle Peer Søndergård var død.

En dag gik jeg op til telegrafisten. Det var ham, der stod for skibets bibliotek. Jeg spurgte, om der var en bibel. Han gloede på mig. “Ja, du hørte rigtigt”. Jeg fik biblen, og den begyndte jeg at læse flittigt i. Der stod blandt andet: ’Bank på og der skal lukkes op for jer … og søg og I skal finde’.

Jeg bankede på og søgte. Bad til Gud: “Hvor er du? Hvor kan jeg finde dig?”

I maskinen på lysvagt læste jeg og fik forståelse af, at læse i bibelen og at ryge samtidig ikke var i harmoni, så der blev taget en rask beslutning. Cigaretten blev slukket og aldrig tændt igen. “Giv mig styrke til at leve et andet liv” … og det gjorde han.

EN SKØR IDIOT

Vi var på vej til Afrika igen. Der var kommet en ny 2. Mester. En skør idiot. I løbet af kort tid havde han splittet skibet ad. Da vi maskinassistenter opholdt os i Officersmessen spurgte han, hvad vi havde at gøre der. En rigtig racist. Et dumt svin. Han blev uvenner med alt og alle. Det gode skib NORDPOL var ved at gå i opløsning.

Måske var der en dybere mening med det. Det var vist tid for mig at vende næsen hjemad for at få de åndelige sider af mit liv på plads.

Det er klart, at jeg var et interessant emne ombord. Hver en ændring jeg gjorde blev diskuteret. De undrede sig over, at et menneske kunne vende så radikalt om. I stedet for at være den første, der gik ned ad gangvejen for at komme i land for at danse moderne, blev jeg ombord og tilbød dem at tage deres vagter. De fattede det simpelt hen ikke.

Den nye 2. mester blev aldrig min ven. Jeg havde nu været med NORDPOL i ti måneder, og det var ved at være forår i Danmark, så jeg gik op til 1. Mester om bad ham skrive under på side 3. Det var han godt nok ked af. Jeg forklarede ham at 2. Mester havde ødelagt skibet. Han var godt klar over, at det ikke var så godt mere.

DØDELIG UVENNER

På rejsen skete der noget, som vi alle kom til at grine meget af. 2. Mester og Gnisten blev dødelig uvenner. Hvorfor? Ja, hør her:

Telegrafisten klagede over, at der ikke var noget vand på hans badeværelse, og da vi befandt os i et område af verden, hvor der var 45 graders varme, var det rart med et bad. 2. Mester der havde vagten denne søndag, og som skulle sørge for, at der var vand, gad ikke gøre noget ved det. Det ene ord tog det andet. Det endte med at 2. Mester gik til Skipper og sagde, hvis Gnisten ikke rejste hjem, så gjorde han.

Skipper var glad for sin Gnist, og Gnisten sagde ikke noget om at rejse hjem. Det man sagde til hinanden, det stod fast. Der blev ikke talt mere om det.

Men resultatet så vi, da vi kom til Hamburg. 2. Mester havde sendt bud efter sin kone, og hun stod på kajen, da vi lagde til. Hun skulle med på næste rejse. Men der stod også en anden person på kajen. Det var en ny 2. Mester. Da den gamle Mester så spørger, hvad meningen er, bliver han konfronteret med det, han sagde i Afrika: Hvis ikke Gnisten rejste, så gjorde han … og Gnisten havde ikke sagt noget om at ville rejse. Derfor: Et ord er et ord. Det var det i hvert tilfælde i denne sag.

Da vi hørte det, skreg vi af grin. Idioten måtte rejse hjem med sin kone.

Moralen: Vær aldrig et dumt svin blandt gentlemen … nå, men jeg skulle også hjem.

OP AF SUMPEN

Efter at have sagt pænt farvel, hentede jeg Kristina på Irish Bar. Jeg havde jo lovet Gud at trække Kristina op af sumpen. Ud af det miljø, som hun befandt sig i.

Jeg havde informeret min Mor om, at der var en kvinde med hjem. Jeg skriver kvinde, for hun var 34 år, og P.S. var på daværende tidspunkt 24.

Min Mor tog det pænt. Hun plejer ellers altid, at udspørge mig om så det ene og så det andet, men underligt nok, gjorde hun det ikke denne gang.

Kristina og jeg havde nogle gode dage sammen. Så fortalt hun mig, at hun ville tage til Hamburg for at ordne nogle ting og så komme igen. Hun fik penge til rejsen, og vi sagde farvel. Farvel, Baby Face, I love you. Mens jeg skriver dette, genkalder jeg hendes stemme. Den var meget ejendommelig, som når man slår på glas.

Dagen efter hun var rejst, fik jeg tid til at tænke over tingene. Hvordan skulle jeg dog kunne klare denne kolossale opgave? Kristina havde været luder i mange år og var alkoholiker. Men det hele løste sig ganske let. En aften ringede telefonen. Det var Kristina. Hun var beruset, men dog fattet. Hun forklarer mig, at hun ikke kunne se mig mere. Hun takkede mig mange gange for den tid, vi havde kendt hinanden, og mens hun grædende sagde farvel, steg larmen på det værtshus, hun ringede fra … og med eet blev der stille. Hun havde lagt røret på, og jeg så aldrig Kristina mere. Problemet var løst.

Fortsættes …