EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [31:61] – JEG TRÆFFER JEHOVAS VIDNER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Ingen fest – intet bal – uden denne festlige Disko-Lampe. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 31: JEG TRÆFFER JEHOVAS VIDNER

DER VAR NOGET, der sagde mig, at der måtte være nogle mennesker, der også troede på Gud, og at jeg måtte finde dem for at pleje åndeligt fællesskab med dem. Det var derfor naturligt at søge i kirken. Så jeg troppede op til gudstjeneste i Frederiksholm Kirke. Den kirke, som jeg var blevet døbt og konfirmeret i, men som jeg ikke havde været i siden.

Mens orglet spillede, tænkte jeg på den dag, da vi blev konfirmeret Holger og mig. Vi skulle fremsige et salmevers. Det foregik sådan, at alle konfirmanderne på skift skulle rejse sig, og stå midt ude på gulvet.

Kunne du have lyst til at høre, hvad jeg sagde???? Så hør godt efter: “Om end vort støv er lige tungt / så får vores sjæl dog vinger / så den med ordet evigt ungt sig let til himlen svinger / og ser så fra det høje ned med smil på Verdens usselhed med trøst på Jordens møje”.

Men lige som verset er helt ved siden af Sandheden, var der hverken hovede eller hale i det, præsten sagde. Skuffet og desillusioneret forlod jeg kirken. Det var da en kristen kirke, og han læste da i biblen. Hvorfor kunne jeg så ikke forstå noget. Jeg havde bedt Gud, om han ville vise mig, hvor han var. I min bøn sagde jeg: “Jeg kender dig ikke, men jeg ved du er til, men hvor er du? Lad dig finde af mig”.

Konklusionen var, at Gud ikke var i kirken, men der var stadig noget, der sagde: “Find nogle mennesker”. En dag så jeg en annonce: Kristne søges til sangkor. Det var måske her, jeg kunne finde Gud. Med en sang på læben, kunne jeg glæde mig over den lykkelige Gud??????

DET FØRSTE MØDE MED GUD

Men de skulle ikke gå sådan. Tænk, han var tættere på mig, end jeg troede. En skulle jeg ned og hente noget nede i kælderen. Der mødte jeg vores nabo. Vi faldt i snak. Han begyndte at tale om Gud. Min bemærkning til det var, at jeg også troede på Gud. Den bemærkning har han sikkert studset over. Han kendte mig jo godt. Det blev til, at vi aftalte, at jeg skulle komme til et møde, de havde. Han kaldte det ’bogstudie’.

Min Mor havde fortalt mig, at der foregik noget, men vi vidste ikke hvad. I min søgen efter Gud, var jeg åben for alt. Det var spændende, hvad mon det var???

Da jeg kom ind i stuen, sad der en halv snes mennesker. Unge og ældre. De hilste alle pænt på mig og bød velkommen.

Vi skulle læse i en bog, der hed ’Gud må være sanddru’. Der var ingen ceremonier. Der var en mand, der bød velkommen. Da jeg ikke havde nogen bog, var der straks én, der gav mig en. Manden bad en bøn. Han takkede for livet og kaldte Gud for Jehova. Han sluttede med at sige “I Jesus navn, amen”.

FANDT SANDHEDEN

Det hele var så naturligt, så ligetil. Selvfølgelig var Gud sanddru. Her var noget, jeg kunne forstå. Det var som om Gud sagde: “Goddag, Peer Søndergård. Ja, her er jeg så. Nu har jeg vist dig, hvor jeg er. Jeg hedder Jehova. Jeg er den almægtige Gud. Kan du lide at være her?” Det kunne jeg. Fra den dag vidste jeg, hvor Sandheden var. Den var hos Jehovas Vidner.

EN OMVÆLTNING

Behøver jeg at sige, at denne tid virkelig var en omvæltning i mit liv? Jeg var så glad og begejstret. Ved det næste ’Bogstudie’ var der en anden mand. Vist nok én, der var noget ved musikken. Han hed Børge Rye Jørgensen. Han var sikkert kommet for at se mig. Han spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Næe, det var der faktisk ikke. Jo, må man spille klassisk musik? Ja, det var der ikke noget i vejen for. Nå, tak for det. Han tænkte nok sit, og det ved jeg ikke, hvad var.

Fortsættes …