EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [33:61] – DØBT HOS JEHOVAS VIDNER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergard kalder sin lampe for DET SKÆVE TÅRN I PISA. Hvis tørsten banker på, er det godt at vide, at der er øl i de nederste dåser. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

 KAPITEL 33: DA JEG LÆRTE JEHOVA
AT KENDE

SÅ EN DAG sagde Aksel: ”Du skal da med til stævne, ikke sandt?”

”Hvad er det?”

Han forklarede, at det var en åndelig sammenkomst, hvor der kom flere tusinde Brødre. Det lød helt fantastisk.

”Hvor skal det være?”

”I Næstved.”

Det var jeg med på. Aksel sørgede for logi. Vi skulle bo på vandrerhjemmet.

Ved stævnet blev der rigtigt lukket op for godterne. Jeg var som en svamp, der sugede alt til sig, og sandhedens vand var der mængder af.

Med det ene øre havde jeg hørt, at man skulle døbes. Så da der blev annonceret dåb, sagde jeg til Aksel, at jeg ville døbes. Han havde ingen indvendinger. Det var udendørs dåb. Datoen var 19. juli 1957 … tre måneder efter jeg var afmønstret M/S Nordpol.

Der var sandelig sket meget på den korte tid. Jeg var helt sikker på, jeg var blandt Guds folk, og nu var jeg blevet en del af det. Jeg var blevet et Jehovas Vidne.

Dagen efter var jeg i felten for første gang sammen med Aksel. ’Fra hus til hus, fra dør til dør, forkynder vi Guds ord’. Sådan lyder en af vore sange. Det var yderst spændende. Aksel var en dygtig forkynder, men alt det nye som jeg havde lært, måtte jeg også fortælle om. Det var en skøn dag. Jeg tænkte bare, at alt det skønne aldrig ville holde op, og hvorfor skulle det også det. Den 19. juli 1997 er det 40 år siden, og det er stadig dejligt.

BIBELSTUDIER

En dag under stævnet kom en Broder hen til mig og sagde tillykke til mig. Det viste sig at være Menighedstjeneren i Valby Menighed. Han hed Willy Jensen. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg var blevet døbt?

”Jo, men skal man da ikke det?”

”Jo, men så hurtigt. Der er jo ikke nogen, der har studeret med dig! Du skal have et bibelstudie.”

”Ja, men det vil jeg da gerne.”

Da stævnet var færdigt efter det offentlige foredrag, som hed ’Nær er lægedom for folkene’, som i øvrigt blev holdt af en Broder, som hed Filip Hoffmann i øsende regn. Så rejste vi hjem. Jeg var som en vulkan, der var i udbrud. Nu skulle der forkyndes for alt og alle. Nu gik det op for min familie, hvad der var sket med mig. Jeg var blevet en af disse forhadte Jehovas Vidner, og nu brød uvejret løs. Alt andet end lige det. Festen var slut. Nu blev der krig.

KOMMUNISMEN

Mange i min familie var idealister, men ikke religiøse. De var kommunister. Der var flere, der havde regnet med, at jeg ville blive en god kommunist. Det blev der ikke noget af. Men på den anden side havde man også respekt for holdninger, og det må man sige at Jehovas Vidner har. Selv min onkel Hermand prøvede at se på ideerne. Han fik bogen ’Nye Himle og en ny Jord’. Efter at have læst et par kapitler i den, fik jeg den tilbage. Men fælles for dem alle, da de så, at det ikke var en grille, men et fast standpunkt, lod de mig i fred, men ville helst ikke konfronteres med Sandheden. Og det blev de så fri for.

DETTE BETYDER EVIGT LIV

Det kan nok være at menigheden vågnede op til dåd efter stævnet. Man var nok ikke vant til, at det gik så stærkt, men ved det første møde efter stævnet, blev jeg præsenteret for en Broder, der hed Ove Frost. Han ville gerne læse med mig!

Vi skulle læse en bog, der hed ’Dette betyder evigt Liv’, som var skrevet over Job 17:3. Det blev en stor succes. Ove Frost var en stor kapacitet. Han havde et enormt kundskab, og jeg labbede alt i mig, mens han samtidigt var en mand med begge ben på jorden og en faglig kollega. Så vi talte samme sprog.

Efter studiet ved kaffen pumpede jeg ham, og han besvarede alle mine spørgsmål, så Peer Søndergård svævede. Det var virkelig en lykkelig tid sammen med ham.

SATAN PÅ SPIL

Men det hele var gået så stærkt, at det var svært at kapere det hele eller måske hjernen forstod. Hjertet skulle også med. Det opstod en krise. Satan havde ikke opgivet mig endnu. Jeg blev grebet af depression, og da det samtidigt var ved at blive efterår, gjorde jeg noget, der var meget forkert. Jeg ville til søs igen. Alle rådede mig fra det, men jeg var klog i egne tanker. Der var jo 42 mand ombord, så dem kunne jeg jo forkynde for. De skulle også have en chance, for at lære Jehova at kende. Jeg forstod ikke, at det var en kamp om sjælene. Satan ville have mig tilbage i folden. Det vidste de modne Brødre. Men jeg kom også til at lære det.

Fortsættes …