EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [34:61] – SÅ AFSTED MED SKOTLAND

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

En CLOSAN ANTIKALK LAMPE med trippel-lys. Én af Peers mest effektive creationer. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 34: SÅ AFSTED MED SKOTLAND

TELEFONEN RINGEDE en dag. Det var fra Rederiet. De havde en hyre til mig. Skibet hed M/S Skotland. Først sagde jeg nej. Det var et tankskib. Skulle jeg til søs igen skulle det være med en Cargo Liner!

Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Skibet var ellers kun et halvt år gammelt og lå i dok i Antwerpen! Min pengepung var tom, så tre, fire timer efter, fortrød jeg. Så, hvad skete der så? Mon rederiet havde fået den hyre afsat? Nej, det havde de ikke, Nå, så vil jeg gerne have den. Det var meget dumt, eller var det??????

Det blev til et 4 måneders togt med ‘Skotland’. Det viste sig at v ære et dårligt skib i alle måder, men jeg lærte at holde mig tæt til Jehova, hvilket har hjulpet mig siden.

Der skal ikke herske tvivl om, at det var en prøve på, om jeg virkelig elskede Jehova, troen og håbet.

Det var et Helvede hver dag, hånet og spottet, men på sin vis også respekteret. Jehova hjalp mig. Når jeg vågnede om morgenen kaldte jeg straks på Jehova. Uden denne forbindelse var det gået galt.

SPILDT FORKYNDELSE

Til at begynde med forkyndte jeg vidt og bredt for hele besætningen, men efterhånden blev det mindre og mindre. Til sidst spurgte de: ”Hvorfor fortæller du os ikke mere om den nye verden?? Ikke fordi de var specielt interesseret, men fordi det var påfaldende efter den nidkærhed, de havde erfaret til at begynde med. Men når man ikke kommer til møderne, er man som et batteri, der ikke bliver ladet op, men kun afgiver strøm. Derfor bliver det svagere og svagere.

Det var uendeligt dumt af mig at tage til søs igen. Brødrene havde ret. Men nu var jeg der. Det gjaldt om, at få det bedste ud af det. Jeg erfarede at Jehova er en nådig og kærlig Gud, som aldrig svigter sine. Han sendte mig en gave. Et menneske som trøster. Det var Telegrafisten.

DEN GODE TELEGRAFIST

Telegrafisten var en moden mand i 40 års alderen. Han havde problemer på hjemmefronton, og som en udvej var han taget til søs for at få tingene på afstand. Vi talte ualmindelig godt sammen. Han opmuntrede mig til at stå fast. Han var ikke interesseret i Sandheden, men han var et yderst kultiveret menneske, og den renhed som mine bibelske kundskab udstrålede, tiltalte ham.

Jeg havde købt en kaffeperkulator, og hver eftermiddag når jeg var færdig med min vagt, drak vi kaffe sammen. Det hændte også, at vi gik en tur. Kan man gøre det på et skib? Ja, det kan man, og man kan tage på ’Bakken’. Der er en velsignet ro der. Hvad tror du ’Bakken’ er på et skib? Det er forstavnen. Den skråner. Derfor kalder man den for ’Bakken’. Så blev du så klog.

SMUKKE SICILIEN

Hvis ikke Telegrafisten havde vist mig omsorg, havde jeg været helt alene med 34 mand. Men nu var vi to, og Prædikeren siger, to er bedre faren end én, og det er så sandt, så sandt.

Men var også opmuntrende momenter, som for eksempel da vi lå i dok på Sicilien. Det er en ufattelig smuk ø. Den ville vi se lidt nærmere på, så Gnisten og en anden-ass. Og mig, sagde hunden, lejede en bil. En Fiat, selvklart.

Det blev en stor oplevelse. Smuk ligger øen i det azurblå hav med orangelunde og oliven, bakker og dale, så en nordbo ganske mistede pusten. Det var næsten ikke til at forstå, at der kan være så megen ondskab et så smukt sted, men det var der. Heldigvis så vi ikke noget til den, men i stedet viste Jehova os sin storhed og mig sin trøst i denne storslåede natur.

KAPTAJN STRIDSLAND

Jehova gav mig mange klap på skulderen, og det var ikke bare nederlag, men også sejre. Sådan er han altid loyal mod den loyale. Det viste sig i forskellige situationer. Vores Skipper var på daværende tidspunkt Handelsflådens yngste kaptajn. Han var e rigtigt mandfolk. Det er så skønt at møde sådan et eksemplar. Han hed Stridsland. Når han ringede ned i maskinen, sagde han bare Stridsland, og så svarede jeg Søndergaard. Det blev til en sjov staccato-samtale, som vi kom til at grine af, f.eks. ‘2 hakker plus ­ 2 hakker plus’. Det betød ’mere fart’. Aye, aye, sir.

Fortsættes …