EN STENBRO DRENGS HISTORIE [36:61] – I GIFTETANKER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

CARLSBERG-LAMPEN er stærkt inspireret af den originale elefantport foran Carlsberg-byen: ‘Laboremus pro Patria’ [‘Lad os Arbejde for Fædrelandet’], som skrevet står. Peer sendte et foto af lampen til Carlsbergs øverste chef. Det udløste en kasse Elefant-bajere. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 36: I GIFTETANKER

SKOTLAND VAR ET problem-skib. Man har et udtryk til søs om et dårligt skib. Man kalder det for en Græker-vogn. De fleste af maskinbesætningen kunne ikke døje hinanden. Her blev jeg brugt som fredsstifter.

En af Ass., Hejmann hed han, gik i sultestrejke fordi 4. og han var uvenner. Jehova brugte mig til at bevise, at mennesker kan leve i fred med hinanden. Jeg kom til at gå vagt med 4., og der blev fred, og Hejmann fik noget at spise igen. Han sagde siden, at jeg ikke havde tabt noget ved at være Jehovas Vidne der ombord.

SLUT MED SEJLERIET

Den alvor og seriøsitet som mit liv nu bar præg af, kom mig også til gode i det praktiske. Jeg opdagede en fejl på hovedmotoren, som Mester blev gjort opmærksom på, så vi undgik et total-haveri.

Når Jehovas Vidner gør noget godt, bliver deres far i himmelen æret og det modsatte, hvis man er en tåbe. Jehova er i stand til at vende enhver situation til glæde eller sorg. Til søs har man oceaner af tid til at tænke over tingene, derfor under grundig overvejelse besluttede jeg, at nu ville jeg hjem og giftes. Jeg ville have den smukkeste i hele verden. Mindre kunne ikke gøre det. Så ved først kommende lejlighed rejste jeg hjem. Det blev fra England.

DEN TEOKRATISKE SKOLE

Glad kom jeg hjem til menigheden uden at have lidt skibbrud på min tro. Jehova havde været ved min side i en svær tid, men bestemt også en lærerig tid. Det varede ikke længe, før mit åndelige batteri var ladet op igen, takket været bibelmøder og brødre.

Jeg blev medlem af den teokratiske skole. Min første opgave var oplæsning fra kongebogen om Jehu og Jesabel: ”Kommer du med fred, Simri Kongemorder?? Hvem er med mig”, råbte Jehu, ”Kast hende ned”. Det var et meget dramatisk stykke.

Samtidig med at jeg lærte Sandheden at kende, var der også en broder, der hed Poul Sørensen. Ham læste Ove Frost også med. Der var lidt konkurrence mellem ham og mig på hvilket kundskabsplan, vi var på. Det medførte, at vi løb til alt, hvad der var af møder og stævner.

Vi tog en tur til Bornholm, Hvor vi var i nogle timer og så hjem igen. Skørt, men sådan er unge mennesker.

GIFTETANKER

Det der med at finde sig en kvinde lå mig stærkt på sinde. Mit ungkarleliv huede mig ikke mere. Derfor bad jeg til Jehova om ikke han på trods af alt det andet, der var at se til, ville finde en kvinde til mig. Jeg var derfor spændt på at se, hvem det blev.

I menigheden var der flere unge søstre, som det udmærket kunne blive. Der var blandt andet en, der hed Lena. Hun var nydelig, men lidt vild på kareten. Det var tæt på, det gik galt med hende. Det må åbenbart have været tydeligt, at jagten var gået ind, for der blev talt om det i Menigheden, at jeg bare var sådan en, der kom for at røve de unge piger. Det blev jeg meget ked af, fordi mine tanker var rene nok. Men Lena forlod Sandheden, men som en ældre Søster, Brun hed hun, altid sagde: ”Ren i klæder, ren i sæder, ren i skind, ren i sind, og det passer ….

Fortsættes …