EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [37:61] – MØDET MED LIZI

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Cola-lampen kan oplyse den halve verden. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 37: MØDET MED LIZI

DET VAR VED at blive forår igen, og vi skulle til stævne i Folkets Hus på Enghavevej. Broder Erik Petersen, som jeg var i oplæring med i forkyndelsen, kom hen og hilste på mig. Med sig havde han en ung søster, som han præsenterede som sin niece fra landet. ”Hun hedder Lizi; er hun ikke sød??????”

”Jo, mon ikke”.

Der stod hun med langt, krøllet hår med blå blæser og rød nederdel og hvide sko. Hvor var hun dog smuk. Hun var genert og flov over sin Onkels udtalelser, og det gjorde hende endnu smukkere. Jeg faldt pladask for hende. Jehova havde fundet en kvinde til mig. Det var den 25. maj 1958. Præcis et år efter jeg var steget i land og lært Sandheden at kende.

PÅ LANDTUR … MED LIZI

Ved stævnerne får man altid noget at tænke over. Og jeg skal love for, der var noget at tænke over denne gang! Rent sandhedsmæssigt var jeg jo stadig på begynderstadiet, men det gik stærkt fremad, og så nu det med Lizi. Hun var kommet hjem fra Frankrig, og skulle der ned igen, så kunne det blive til noget eller hvad??????

Somme tider kunne jeg blive helt forvirret over alt det, der skete. Det var sådan den gang, at man tog på det, man kaldte på landtur for at hjælpe menighederne på landet med deres distrikt.

Valby Menighed som jeg var tilsluttet, skulle hjælpe Saxkøbing Menighed. Sikke nogle dejlige ture vi havde. Unge og ældre sammen. Det passer virkelig, det der siges, at forlader man den gamle verden, får man virkelig hundrede fold det tilbage.

LIZI FERM MED NÅL OG TRÅD

Lizi var naturligvis med på disse ture. En dag var der noget, der hang fast i min jakke, og der blev et lille trådudtræk i den. Det var jeg ked af. Vi var nogle stykker samlet. Jeg spurgte om, der var nogle, som havde en nål???? Det havde Lizi. Den var i hendes pung.

”Tror du kan reparere min jakke?”

Det kunne hun. Hun gjorde det så godt, at man ikke kunne se det. Nu vidste jeg, der var noget særligt ved hende. Mange af de andre unge var noget tomhjernede, men med Lizi var det anderledes. I mine bønner spurgte jeg Jehova: ”Er det hende?”. Igennem mit hjerte svarede han ja …

Jeg benyttede enhver lejlighed til at være sammen med hende. I menigheden, hjemme hos hendes onkel og tante og selvfølgelige begyndte Menigheden at snakke. Den slags er jo altid så interessant. Men jeg var ikke kommet for at røve pigerne. Jehova var med i det, for jeg havde bedt ham … Jeg havde efterhånden set hans finger flere gange, og skulle komme til at se dem mange gange endnu.

Fortsættes …