EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [45:61] – I GANG I HIRTSHALS

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Mon ikke Poul Pava vil være stolt over, at indgå i symbiose med Peer Søndergaards opsigtsvækkende toilet-lampe. Foto©JørgenKoefoed.

 I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 45: I GANG I HIRTSHALS

DET VAR SELVFØLGELIG med spænding, jeg mødte på arbejde den første dag, men jeg trak vejret en ekstra gang og sendte Jehova et par tanker om at få kraft og styrke – og det fik jeg. Det gik fint. Værkføreren hed Johannes. En stille jyde. Han sendte mig ned i en fiskekutter. Det var noget med kølevand. Jeg fik løst opgaven, og så gik det slag i slag.

Jeg syntes selv, at jeg havde et rimeligt godt kendskab til mit fag, men jeg blev en del klogere, så det var en tid, hvor jeg lærte meget. Men der er altid noget, man er god til. For mit vedkommende var det motoren.

Værkføreren skulle på hospitalet. Han skulle ellers bare ind og undersøges, men han kom aldrig igen. Han døde kort tid efter. Det er underligt, at mennesker ikke kan tåle at ryge 3 hjemmerullede cigaretter om dagen halvvåde af dieselolie uden at blive syg.

Da han døde, fik jeg hans plads og til dels hans arbejde med brandstof-dyser. Hvor de gamle, som faldt, står der nye overalt.

Willy Christiansen – en kollega – blev værkfører. Han var en meget dygtig maskinarbejder, men hans menneskelige egenskaber kunne ligge på et meget lille sted. Nå, men der stod store kræfter bag mig, som en ’smede-piner’ ikke kunne klare. De hjalp mig til nogle klare sejre.

Det siger sig selv, at være københavner og samtidig også Jehovas Vider, var svært, men også en sensation på de kanter. Det varede ikke længe, før jeg følte mig respekteret som begge dele. Min force er nok den, at jeg skubber til folk, for der skal også være plads til mig her på Jorden. Ingen har mere ret end andre. Danmark er for danskere og Jorden er for mennesker. Så kan man jo være alle steder, for mit hjem er der, hvor min seng står.

TANKER OM NY MENIGHED

De første halvandet år måtte vi tage til Hjørring i Rigssalen dér. Her var der en masse søde og rare brødre, men mit mål var jo, at der skulle være en menighed i Hirtshals. Hverken mere eller mindre. Men det var svært at vinde gehør hos kredsmanden. Han havde sine tanker et helt andet sted. Men så blev han skiftet ud, og vi fik en anden, Jørgen Boel Clausen. Han så også på det med mine øjne, som også var Jehovas, og så kom der skred i sagerne.

”Selvfølgelig skal er være en menighed af Jehovas Vidner i en moderne industriby. Det er klart, Peer”, sagde han.

Forinden havde jeg talt meget alvorligt med min far om det. Jeg husker en dag, hvor jeg var på feltet alene oppe ved Horne, hvorfra man kunne se ud over Hirtshals by, og jeg sagde til Jehova: ”Hvordan kan min familie og jeg få så mange med i Sandheden, så der kan blive en menighed?” Ja, det var et godt spørgsmål, som blev besvaret senere …

OLLER KLAREDE DEN IKKE

Lizzis mave voksede, og det nærmede sig tiden, hvor det ventede barn skulle komme. Vi kaldte ham for Olle, for vi var sikre på, at det var en dreng. Når han blev født, var det meningen, at han skulle hedde Alan.

Der er selvfølgelig mange forberedelser ved sådan en ankomst. Det var efterhånden længe siden, vi havde fået Mette. Jeg havde lavet en seng, som Lizzi havde designet. Den var ergonomisk. Sådan hedder det vist, og den blev malet af moderen selv. Alt var parat. Men desværre kom der aldrig nogen Olle til at ligge i den. Det blev en dreng, som kun blev tre dage gammel. Så det der skulle have været en glæde, blev en sorgens tid for den lille familie. Det siger sig selv, at det var trist, at bære sengen væk. Noget af det, der har smertet mig mest i mit liv. En overgang tænkte jeg at smadre den, men som Egon Jakobsen fra Rigetjenesteskolen sagde: ”Man skal aldrig træffe beslutninger, når man er ked af det”. Så sengen blev pænt sat til side til en anden. Hun kom til at hedde Sabine Solei, også kaldet Peter Sol, men det er en anden historie.

Forsættes …