EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [47:61] – SÅ KOM RIGSSALEN

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergaard foran sin bolig – og lampegalleri – i Storegade 68 i Rønne. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 47: SÅ KOM RIGSSALEN

MENIGHEDEN SKULLE fungere på den måde, at der skulle være foredrag og Vagttårnsstudie hos Walther og Rita, skole- og tjenestemøde hos Alf og Etly og bogstudie hos os. Det kunne selvfølgelig gå, men det var ingenlunde optimalt, så gæt på, hvad der blev bedt mest om i vores bønner? Ganske rigtigt: At menigheden kunne blive en rigtig menighed og Jehova er en Gud, der hører bønner.

En dag på mit arbejde var der en af smedene, Palle Føns, som sagde:

”Peer, er der ikke nogen af jer, der bor i De Gule Blokke?”

”Jo, det er der da. Det gør Edel Fransen og Ole Søgård.”

”Hvorfor spørger du så ikke Madsen, inspektøren, om ikke I kan leje festlokalet til jeres møder!”

Det var lige før alle på værkstedet, var lige så engageret som jeg, for jeg talte ikke om andet. ”Palle Føns, din dejlige drønnert, du er alle tiders!”

Nu skulle der handles. Madsen var en flink mand og glad for Jehovas Vidner. ”Peer, du kan leje salen om torsdagen, men ikke om søndagen. Vi blev så enige om, at vi kunne bruge den mandag aften. Og, nej, hvor blev vi glade.

Det var et nydeligt lokale. En årstekst blev fremstillet, en talerstol fremskaffet og vupti, var der en Rigssal.

Det var med glædestårer, at Menighedstjeneren bød velkommen til møde og stor tak til vor himmelske far, som lytter, når vi taler med ham, og som fremmer sine hensigter. Men eventyret var ikke forbi.

Nu skulle man tro, at alt var det, som jeg elsker højt: Lagkage!, men mange af dem, der var kommet til menigheden havde problemer, der hvor de kom fra. Og når problemer ikke bliver løst, følger de med, så som Menighedstjener havde jeg nok at se til. Ældsteordningen var endnu ikke indført, men det var der noget andet, der blev.

BYGGE-PLANER

Rigssalsforeningen, en ordning som skulle hjælpe de små menigheder til bedre faciliteter, her sås med det samme en mulighed for at vi kunne bygge en Rigssal. Jeg skrev derfor en ansøgning om en sådan, men det gik nu ikke så let, som jeg havde ventet. Det gik sådan, at jeg halvvejs blev uvenner med formanden, men som alligevel måtte bøje sig. Stå ikke Jehovas hensigter imod.

Det viste sig, at princippet i det var, at man selv skulle bringe et offer. Derfor blev der lavet en kampagne om at indsamle midler til en Rigssalsfond. Dette styrkede samtidigt menigheden. Og som set før sendte Jehova gaver i form af mennesker. Han sendte bror Charles Josefsen, som havde penge og var Pioner samt var en god håndværker.

Vi meddelte Rigssalsforeningen dette. Vi måtte så skaffe en grund. Vi gik på Rådhuset og talte med Borgmesteren. Han var positiv, men kommunen havde ingen grunde, men om et par år skulle der byggemodnes nogle grunde, og så kunne vi få en af dem. Jeg gik hjem dybt bedrøvet. Om et par år!!! Det var ikke til at bære, men atter viste Jehova, at det var hans hensigt, at der skulle være en menighed og en Rigssal i byen.

Sammen aften jeg var kommet hjem dybt nedbøjet, ringede det på døren klokken 22.00. Vi kiggede på hinanden. Hvem mon det kunne være? Det var slagteren ovre fra Margretevej. Han undskyldte det sene tidspunkt, og spurgte om det var her man var interesseret i en byggegrund. Det måtte vi jo erkende. Så havde han én, vi kunne købe for 25.000 kr. Jeg forklarede, hvad den skulle bruges til, det var han ligeglad med for han var i pengetrang.

RIGSSALEN FÆRDIG PÅ REKORDTID

Rigssalsforeningen købte grunden, og Borgmesteren synes, det var en god idé også med byplanlægningen.

Menigheden lagde et bidrag på 50.000, og inden længe var alle formaliteterne i orden. Det var derfor en stor dag den 7. november, hvor vi startede med at plante et skilt på grunden, hvor der stod: ’Her bygger Jehovas Vidner en Rigssal, Guds Rige, verdens eneste håb’.

Der gik en chokbølge gennem byen, men vi var lykkelige.

Salen var færdig 9 . februar, så efter datidens mønster var det en hurtig bygget Rigssal. På indvielsesdagen kom Borgmesteren, journalist og fotograf og en pæn omtale i avisen, og mange kommentarer fra bysbørn. Orla Rand Nielsen kom fra Betel, og der blev vist lysbilleder fra byggeriet. En herlig dag som alle kunne glæde sig over, og det gjorde de så.

Fortsættes …