EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [48:61] – DØDEN NÆR

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Porcelænslampen passer på enhver hertugindes natbord. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 48: DØDEN NÆR

DER VAR ÅBENBART også tid til andre beskæftigelser, for flere af søstrene var blevet gravide. Blandt dem Lizi. Denne gang blev det en pige. På det tidspunkt kom der nogle tyske familier på sommerferie fra Køln. De havde en datter, som hed Sabine. Så året efter havde vi også en Sabine, som blev vores store glæde. Sengen som Olle skulle have haft, blev Sabine puttet i, og et var ikke så ringe endda, men atter hang der sorte skyer over Grønlandstien. Denne gang var det Lizi, der blev syg og var tæt på at dø fra os, men Lizi er en viljestærk kvinde. Vi havde fået noget maveonde i huset, hvor vi alle kastede op. Til sidst ringede jeg til lægen. Det var blindtarmsbetændelse. Ba,bu, ba, bu. Opereret og heldigvis for det, for en halv time senere havde det været for sent. Uha, det er næsten ikke til at tænke på. Heldigvis gik det godt, og hun kom hjem igen. Ja, hun har altid været en enestående kvinde.

PROBLEMER IBLANDET GLÆDER

Der var stadig meget at gøre i menigheden. Ældsteordningen kom, og vi var kun to ældre til at køre menigheden, som jeg kaldte ’Det Lille Amerika’. Det var også en svær tid med mange problemer, men også mange glæder.

Vi arbejdede i distriktet og for at tømre menigheden sammen, havde vi samling og samvær første week-end i måneden. Det virkede godt for både voksne og børn. Vi havde også studier. Børge, Ruths mand, kom en dag og spurgte, om jeg ikke ville læse med ham. Det er den største forret man kan få, at plante Sandheden i hjertet på et menneske.

Det skete også for Åge og Inger Juul, et par meget interessante mennesker, som var til stor trøst i en svær tid, hvor der var flere problemer i menigheden end i det verdslige liv. Hos Åge og Inger kom vi om fredagen. Det er nu en glæde så mange år efter, at høre godt nyt om dem og om Børge og Ruth.

BARN NUMMER FIRE

Sabine var blevet tyk og rund og godt forkælet. Vi blev enige om, at det ikke var så godt. Uden at forklare hvordan det gik til, fik vi så Marque, for at hun kunne få en at vokse op sammen med. Det viste sig at være en god disposition. Det blev der et godt søster-bror-forhold ud af …

Tina og Mette var efterhånden blevet store, og en dag kom de og sagde, at de ville døbes. Det er en stor glæde for en far og mor, at børnene værdsætter at vandre på en vej deres far og mor har vist dem, og det fortsætter med det.

Forsættes …