EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [49:61] – FARVEL TIL HJØRRING

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Hik og Skål-lampen består af mange elementer, men vil pynte i ethvert hjem, der lægger vægt på æstetik og design. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 49: FARVEL TIL HJØRRING

DER VAR NU GÅET fem år i Hirtshals, og det var lige som om, der skulle en forandring til. Menigheden var vant til at blive båret, men det var ikke sundt, den skulle selv gå, for at blive voksen. Det ordnede Jehova på sin egen måde. Det var ret dramatisk.

En morgen jeg mødte på arbejde, kom jeg for sent og Palle, min Mester, havde åbenbart ikke hvisket Åse, hans kone, søde ord i hendes øre den dag. For når en mand gør det, plejer han gerne at fløjte, men han nærmede hvæsede. Det skulle altså gå ud over mig. Det ene ord tog det andet. Til sidste sagde jeg til ham, at han da bare kunne veje guldet af, hvis han ikke kunne tåle synet af mig, og det gjorde han minsandten. En check på titusind kroner og jeg stod ude på gaden.

VIDERE NORDPÅ

Samme dag, det var en fredag, vidste jeg imidlertid, at der var et maskinværksted i Skagen, der manglede en motormand og om mandagen, begyndte jeg at arbejde i Skagen.

Da Jørgen Hansen så checken, sagde han: ”Du har en god forbindelse til himmelen”. ”Det kan du også få, Jørgen”. Men han har ikke taget imod tilbuddet endnu.

Der blev taget afsked med kollegerne med en tår øl, men det var nu ikke med den store glæde. Men der var en større hensigt med det, og det var ikke svært at se, hvor det bar hen. Menigheden skulle lære at stå på egne ben, og det fik den ikke lov til, så længe jeg var der, og derved viste Jehova mig, at det ikke er afhængigt af et menneske, at hans hensigter sker, men derimod af hans ånd, som en gammel salme siger: ’Alt står i Gud Faders hånd, hvad han vil, det gør hans ånd …’.

Med tårer i øjnene rejste vi fra menigheden. Arbejdet var gjort.

SKAGEN ANDERLEDES END HJØRRING

Det blev til tre år på Skagen, til et helt andet liv, det var som at være på orlov. Tina kom ud af skolen med realeksamen, og blev pioner i Hjørring sammen med en anden ung søster. Mette gik i skole, og var et nemt barn og glad for Sandheden. Lizi havde travlt med Sabine og Marque eller Max, som vi kaldte ham.

På arbejdet blev det også helt anderledes. Nu var det mig, der var i teten, og ham der var ekspert og løste opgaverne. Det trængte jeg virkelig til. I Hirtshals var det altid allernådigst.

Jehova er en god Gud, viis i alle ting. Arbejdet i menigheden var gået helt anderledes, nye brødre, nye venner; Fritz og Ruth Borggård. Skagen var en helt anderledes by. Her råbte børnene ikke efter Lizi på gaden: ”Jehovas Vidner” eller ”Vågn op, Vagttårnet brænder”. Skagen havde en helt anden puls. En større åbenhed, og en anden arkitektur. Der var ånd mellem husene og naturen var storslået. Jeg elskede det sted. Det var maritimt, så hatten passede.

OPBRUD

Det gik godt i et par år. Så kørte min Mester galt på sin scooter og fik kraniebrud. Han blev aldrig sig selv, og firmaet gik i opløsning. Det var som om, det hele gik i hårdknude. Ingen ting ville lykkes.

Det var som om opbruddets time var kommet. Forklaringen – og der er en forklaring på alt her i livet. Efter at være endt på Ørskov Skibsværft, som ikke var nogen succes, var jeg både ved at blive mør og skør.

Jeg elskede det maritime miljø. I min paniksituation bad jeg ganske naturligt Jehova om hjælp til at finde udveje. Og det gjorde han også. Men det var ikke det, jeg havde ventet, for det var nemlig sådan, at Lizi bad om at komme væk fra Jylland, og jeg bad om at blive. Når sandheden skal siges, har hun aldrig brudt sig om, at være i dette område af Danmark. Hun er til bøgeskov og blød natur, og det kan man ikke finde i Nordjylland.

Atter ser vi, at Jehova er en god og retfærdig Gud. Missionen i Jylland var slut, lige meget hvor meget jeg tryglede og græd, og det gjorde jeg som pisket, så hjalp det ikke. Udvejen fandt jeg i Berlingeren under stillingsannoncer. Mens jeg var hos Mercedes S.E.S. som montør, kom jeg og lavede service på nogle generatoranlæg, vi havde bygget til Geoteknisk Institut. De søgte tekniske assistenter. Uden at vide hvad det var, søgte jeg stillingen, og jeg hørte minsandten fra dem. Jeg havde forklaret, hvad jeg havde lavet for dem før. Det blev de interesseret i. Teknisk assistent blev jeg ikke, men der blev oprettet en ny stilling, og jeg blev mekaniker. Det har lært mig altid at stole på Jehova, som altid kan skabe udveje, hvilket han har vist mig utallige gange. Troen bliver stor af den slags oplevelser. Desværre er det ikke altid, man vinder gehør hos brødrene, når man fortæller om disse oplevelser. Mange gange hører man, du er vel nok heldig. Men det har ikke noget med held at gøre, men med guddommelig hjælp.

Forsættes ….