EN STENBRO DRENGS HISTORIE [50:61] – FARVEL TIL JYLLAND

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Lampen kunne kaldes ‘Den pressede Citron’ og ville vær en naturlig del af inventaret i hjemmebaren. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

 

KAPITEL 50: FARVEL TIL JYLLAND

EFTER 8 ÅR I JYLLAND var vi ved at rejse hjem. 1. maj 1978 begyndte jeg hos Geoteknisk Institut som funktionær og på fast månedsløn. Tina var allerede rejst i forvejen. Hun havde boet hos Inge og Jørgen i Hvalsø og arbejdede hos Daells Varehus, men Lizi og børnene boede stadig i Skagen.

Nu skulle jeg til at være ’heldig’ igen, men når man bor hos sin mor og sover på gulvet, så får man travlt med at finde sig noget at bo i.

Det var heldigt at Lizis fætter Per skulle rejse til Amerika og besøge en kammerat der. De to havde boet hos os i Hirtshals, så hvorfor ikke gøre gengæld?

Vi lånte hans lejlighed, Tina og jeg sagde hunden. Så var noget af problemet løst, men ikke helt.

HVOR HEN?

Når det nu var sådan, at vi skulle væk fra Jylland, havde vi spurgt Selskabet, hvor vi skulle rejse hen??? Vi fik tre muligheder: Rusvedby, Frederiksværk, Græsted-Gilleleje. Jeg satte mig i forbindelse med menighederne og talte med brødrene der. Det var Græsted-Gilleleje der kom først på banen. Det blev aftalt at vi, Tina og jeg skulle komme op til samlingen om søndagen for at mødes med brødrene, og så skulle vi ud at se på et hus, som vi eventuelt kunne leje.

Det var virkelig med spændt forventning, at vi kørte derop, men hvor var det dog en smuk tur igennem den nyudsprunge Gribskov, lige noget for vores mor. Hvor ville det dog være dejligt om vi kunne være så ’HELDIG’ at komme til at bo der.

Der var ikke så mange til samling den dag, men vi traf Jørgen Nielsen, Leo Christensen, senere tog han navneforandring til Myhren. Jeg synes også at huske, at Ib Christiansen var der. Det var i egenskab af Postbud Leo havde fået nys om huset.

Det var en familie, der skulle rejse til Grønland, der ville leje det ud, og det ville de godt til Jehovas Vidner. Det var et pragtfuldt hus. Fuld kælder og sal og en pæn have. Det var virkelig som bygget til os. Det var bare kedeligt, at der ikke var nogen hjemme. De var rejst væk i week-enden, så det var næsten ikke til at vente med, at få den aftale i orden, men det kom den.

FREM OG TILBAGE TIL SKAGEN

Huset blev lejet for foreløbig for to år med indflytning 1. juli 1978. Det var virkelig glædeligt, at være så ’heldig’ igen, men Lizi var stadig i Skagen, så hver week-end rejste jeg op til hende.

Så fredag aften fór jeg af sted op til min Lizi og mine tilbageblevne børn. Ved 00.30-tiden var jeg fremme til stor gensynsglæde. Lizi glædede sig helt vildt til at rejse, og alle glædede sig til at blive forenet igen.

Lizi havde ellers fået noget at tænke på. Hun var ved at tage kørekort. Det er jo en god ting at have, og tilfældigvis så jeg en N.S.U. Prins, der var til salg for 500 kr. Den købte jeg til hende. Det er den bedste gave hun har fået af mig, og endnu i dag taler hun om den vidunderlige bil.

TIL NY MENIGHED

Der var nu gået 8 år siden, vi rejste fra København, og det var spændende, hvordan det ville komme til at gå i den nye menighed. Var der behov for en familie som os? Ville det blive kedeligt?

Det viste sig hurtigt, at det var det rigtige sted, vi var havnet. Menigheden var både åndeligt og materielt nedslidt. Administrationen var elendig. Der var godt nok et Ældsteråd, men som blev domineret af en person, som nærmest drev det som sit firman med sin kone som sekretær. Det skal dertil siges, at menneskematerialet heller ikke var det bedste, så det var helt klart, at der skulle en radikal ændring til, for at menigheden kunne kaldes et teokratisk, åndeligt sted.

Vi var ikke vant til den liberale holdning, og det varede heller ikke længe, før jeg var på kollisionskurs med den toneangivende bror. Vi styrede lige frontalt ind i hinanden med et ordentlig brag, som gjorde ondt på os begge.

Der var ingen tvivl om, at vi begge elskede Jehova højt. Vi så bare forskelligt på, hvordan en menighed skulle fungere. Jeg følte det nærmest, som om jeg var en bulldoser, der skubbede til tingenes tilstand.

Et eksempel: Om torsdagen blev der altid spurgt, om der var foredrag om søndagen. Mange gange blev der sagt nej. Broderen, som stod for det sagde, det var svært at få foredragsholdere. Det kunne jeg ikke forstå. I Jylland kørte vi mange gange over hundrede kilometer til andre menigheder, så det var helt ufatteligt. Brødrene holdt punkter i vindjakke og murerskjorte, så her var der virkelig mange ting, der skulle sættes på plads. Og det blev de.

Forsættes …