EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [51:61] – GRÆSTED BLIVER RETTET OP

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Det er uvist om der stadig er forbindelse til omverden med denne Telefon-lampe, men man har lov at dreje på håndtaget og forsøge sig. Foto©JørgenKoefoed,

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 51: GRÆSTED BLIVER RETTET OP

UDE I TOKRATIET blev menigheden kaldt en frimenighed. Det skulle forstås sådan, at der gjaldt særlige regler for den, men Guds ord er Guds ord lige meget, hvor på Jorden vi befinder os, og det gjaldt også for Græsted-Gilleleje Menighed.

At det var Jehovas vilje, at der skulle være en menighed og en Rigssal i Græsted var tydelig. Han sendte gaver i form af mennesker. Niels Bay Kristiansen, Niels Højer, Per Houmann, Alan Myhren, Leos kødelige bror Filip Hoffmann og efterhånden ændredes menigheden til at blive en rigtig menighed, men stadig med et specielt islæt.

En menighed har altid en stærk side, og Græsted-Gillelejes var det praktiske. I forhold til Rigssalene i Nordjylland, så var vores mildest talt forfærdelig ud. Det var en lejet sal, og lejemål gør man normalt ikke så meget ud af, men tiderne var gunstige med hjælp fra Rigssalsforeningen og egen gavmildhed, kunne vi på et tidspunkt købe salen. Så kom det til at se helt anderledes ud.

RIGSSALEN RENOVERES

Det første vi gjorde var at lægge nyt tag på. Nej, hvor det pyntede på bygningen. Da vi havde sundet os oven på den omgang, kom vi til at se på vores stole. De var noget elendigt bras. Havestole i en Rigssal, det var ikke til ære for nogen. Vi var ved at spare sammen til nye stole og havde nogle tusinder. Så foreslog jeg, at vi brugte disse penge til at købe materialer for at fabrikere stolene selv. Der er en meget dygtig bror, som er snedker og har et værksted. Han var med på ideen, og som sagt så gjort. Menigheden fremstillede selv sine stole. Det var flot. Alle var engagerede, og det var meget, meget sundt for menigheden. Det var et stolt øjeblik, da vi bar de gamle stole ud og satte de nye på plads.

SÅ ER LIZI GRAVID IGEN

På Ravnstrupvej gik livet sin gang. De hidsige besøg i Skagen havde fået følger. En dag sagde Lizi: ”Jeg har kvalme”. Så vidste jeg, hvad klokken havde slået. Hvis det blev en dreng skulle han hedde Filip, og det blev også bestemt, at det skulle være en hjemmefødsel. Det var jordemoderen indforstået med. Hun glædede sig ligefrem.

Vi havde nok at gøre. Arbejde i menigheden, opdrage børn i Herrens tugt og formaning. Vores familie har altid kunne klare sig selv. Det kan man godt sige er en stærk side, men også en svaghed. Endnu bliver der sagt, hvordan går det i Borgen. Tina og Mette boede i kælderen. Der havde de deres værelse med toilet og bad. Det var jo efterhånden blevet et par unge damer, som også havde behov for at leve deres liv.

Tina var en overgang Pioner. Hun kunne også godt tænke sig at blive postbud, og så blev hun selvfølgelig også det. Mette måtte atter skifte skole. Det var fjerde gang. Hun startede på Enghavevejens Skole, Hirtshalsskole, Skagensskole og til sidst Græsted Skole. Man har den opfattelse, at det skader børn at skifte skoler. Det er noget vrøvl. Mette er et af vores kloge børn, hvilket de i øvrigt alle sammen er med hver deres stærke sider.

Fortsættes …