EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [52:61] – ENDNU ET GYLDENT HÅNDTRYK

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Den er så nuttet denne lille lampe, at TANTE LOUISE må være et passende navn. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 52: ENDNU ET GYLDENT HÅNDTRYK

MIT ARBEJDE på Geoteknisk Institut var til at begynde med meget interessant. Det foregik jo på undersøgelsesplan. Undergrunden blev undersøgt om kommende projekter kunne være der. Der var blandt andet tale om Københavns Undergrundsbane. En kraftvarmetunnel under Københavns Havn samt Storebæltsbroen og et væld af andre opgaver. Var der mekaniske problemer, ja, så måtte jeg af sted for at løse dem.

Det siger sig selv, det var et bevægeligt liv, som var perfekt til min psyke. At blive sejlet ud til en boreplatform midt ude i Store Bælt, blive hejst op på den, som man ser på film, arbejde med boremaskinen elle generatoren, mens store skibe sejlede forbi. Det var spændende.

UD AF DØREN PÅ 10 MINUTTER

Men Geoteknisk Institut var en rådden arbejdsplads. Karrieremennesker skyr ingen midler for at mele deres egen kage, så da jeg altid har haft det svært ved at se fordi den slags, blev det til sidst et helvede at være der. Da Orla Frøsnapper kom, det var en ny værkfører, blev det særlig slemt. Han tog al det gode arbejde selv, men der var dog en god ting ved ham, han satte mig til at sprøjtemale, så det fik jeg lært.

Efter flere forskellige problem-episoder, blev jeg en dag kaldt ind på værkførerens kontor. Klokken var 15.50. Jeg blev fyret. Jeg kunne vælge at gå med det samme, eller blive til min opsigelse udløb. Efter et sekunds betænkning valgte jeg at gå med det samme. Kl. 16.00 var jeg ude af døren. Jeg havde atter fået det gyldne håndtryk og fri som fuglen. Det blev til små tre år hos G.T.I. og tak for det.

LIZI FØDER HJEMME

Det var en stor begivenhed, der ventede os. Tiden nærmede sig, da Lizi skulle nedkomme, og det skulle jo foregå derhjemme. Gitte Kanberg var en skøn jordemoder. En rigtig dejlig kvinde, som talte med store bogstaver. Et sprog jeg forstår til fulde.

Jesus siger godt nok, at det er det, der komme ud af munden, der er urent, men bag det sorte sprog, kan der godt være gemt et godt menneske, og det var hun.

En hjemmefødsel er noget ganske særligt. Hele familien er der, kvinden som skal føde i vante omgivelser, og den lille ny er straks en del af familien. Det var en stor oplevelse, ikke mindst Gitte Kanberg. Når vi siden hen mødte hende, spurgte hun altid: ”Hvordan har min dreng det?” ”Jo, tak, han har det godt.”

Det har han stadig. Han er nu en stor dreng på snart 19 år.

Forsættes …