EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [53:61] – ENDNU EN RIGSSAL SKAL RENOVERES

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Denne NILFISK-lampe er genial. Der er brug for lys, når nullermændene skal fanges i de mørke kroge. Denne lampe kan både lyse og suge. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 53: ENDNU EN RIGSSAL SKAL RENOVERES

MENIGHEDEN VOKSEDE, dels blev der født en masse børn, og dels kom der nogen til, så Rigssalen var ved at blive for lille, men der var gode muligheder for udvidelse. Atter engang stod menigheden over foran et stort projekt. Kunne vi løse det?????? Ja, endda meget fint …

Der blev nedsat et byggeudvalg bestående af Niels Bay, Per Houmann, Leo Myhren og mig selv. I min egenskab af Rigssalstjener skulle jeg være byggeleder og dermed ordstyrer ved byggemøderne.

Jeg foreslog, at vi rev alt ud af huset fra den ene ende til den anden. Det blev i første omgang nedstemt. Men som jeg altid har sagt, så sidder der en engel på Kippen, og ved hvordan det skal være, og sådan bliver det, uanset hvor meget vi diskuterer. Og diskuteret det blev er. Men heldigvis er vi ikke nået så langt og blevet velsignet så rigt materielt, så i dag er der ikke brug for lappeløsninger inden for Riget. Vor litteratur er trykt i smukke farver og vores Rigssale nydelige alt sammen til ære og ophøjnelse af Jehovas navn og til glæde for os, som bruger tingene. For os som har været med i mange år og har fulgt udviklingen, er det en stor glæde, som vi værdsætter meget.

HVAD ENGLEN KUNNE SE

Som sagt endte det med, at alt blev fjernet, så der kun var et tomt hus. Dette var fornuftigt. Det var en skrøbelig bygning, så den blev understøttet alle vegne, og det var godt og nødvendigt, for den var faktisk livsfarlig at være i med fare for sammenstyrtning. Det kunne englen se før os og heldigvis for det.

Remmen blev understøttet med damprør, ydermurene blev støttet af med jerndipper, som blev støbt ind i beton. Så der var rigtig brug for en smed. Dermed blev huset sikret mod sammenstyrtning. Det lyder dramatisk, men det er ikke overdrevet.

Gulvet ved platformen skulle sænkes, så i stedet for at brække det op og lægge et nyt, så skar vi det gamle gulv fri, og sænkede det ned på noget anlægstømmer, som vi havde anbragt i forvejen. Derved sparede vi en masse tid og materiale. Det var faktisk genialt. Men hvem havde fundet på det?

Til sidst var huset, som nu var et råhus, klar til at blive klædt på. Det skulle hurtigbyggeholdet sørge for, og det klarede de på tre dage. Fredag, lørdag, søndag med møde kl. 9.00.

DET GODE BYGGEHOLD

Det er en fantastisk ordning med et byggehold. Før når vi byggede Rigssale, lå der som regel et par lug i hjørnerne. Det var brødre som på en eller anden måde var blevet fornærmede, fordi de tog sig selv højtidelig. Det var også lige ved at ske hos os, men han fik kunstigt åndedræt og blev genoplivet.

Når byggeholdet arbejder, er der ingen der bygge monumenter: ”Se det har jeg lavet”. Nej, her arbejder man kollektivt og er sammen om at nå målet. Det er guddommelig visdom.

Forsættes …