EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [54:61] – UDLANDSREJSER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Er der noget, det hører sammen, er det en varm kop veltillavet kaffe i dæmpet hyggebelysning. Her kommer KAFFEKOP-LAMPEN til sin ret. FOto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 54: UDLANDSREJSER

DET VIL VÆRE NATURLIGT, at skrive om Græsted Vænge. De fire år på Ravnstrupvej gik hurtigt. Skriv aldrig under på en lejekontrakt for to år. De går alt for hurtigt.

Jeg havde håbet på, at vi kunne købe huset, men de ville ikke sælge det. Så vi måtte flytte, og det blev til Vænget, som vi kaldte det. På en eller anden måde fik vi købt det. Hvordan gider jeg ikke komme ind på her.

Tina boede ikke hjemme mere, for vi havde fået familieforøgelse. Ja, det er rigtigt. Nu igen. En svigersøn. Han hedder Alan Jensen. Så Tina hedder fru Jensen og har tre børn: Mika, Alex og Pernille. En sød lille familie som alle er glade for Sandheden. Mere er der vist ikke at sige om det.

Mette var kommet i lære på Hillerød Bibliotek, så hun var stadig hjemme. Stille og dydig som altid. Sabine og Marque gik i skole.

Der var nok at gøre med det hus, for der var kun et hus og nogle jordbunker. Hele grundes skulle lægges an. Der skulle plantes træer og buske og bygges en såkaldt garage, som efterhånden blev til et smedeværksted. Det var dejligt, da både Lizi og jeg er praktisk anlagt. Så får man det, som man vil have det.

EN MEGET AKTIV PERIODE

Det var virkelig en periode, hvor der skete noget i menigheden og i hjemmet og på arbejdet. Efter en kort periode på Helsingør Skibsværft, blev Græsted Rengørings Service startet. Ja, så blev vi endelig selvstændige. Det kan man være på mere end en måde. Som Palle i Hirtshals sagde: ”Har du ikke altid været det, Peer?” Og det kan man jo kun give ham ret i.

Der er en væsentlig forskel i at strække hånden frem om torsdagen og få sit tilmålte brød, som selvstændig er man altid arbejdssøgende. Skaffe det, udføre det, skrive regningerne, rykke for pengene. Det har sin charme, men også sine problemer. Hver gang man skriver en regning, har man det i baghovedet, om man nu også får pengene. Og det skete da også, at firmaer krakkede, og så kunne man skrive beløbet i en spand vand. Men vi levede trods alt af det i mange år og fik løst interessante opgaver. Og der kunne også blive råd til en ferie i Frankrig i ny og næ.

REJSEN TIL POLEN

Den mest spændende rejse vi har været på, var den til Polen til det første stævne, hvor der måtte komme brødre fra andre lande. Det varede kun én dag. Rejsen tog tre dage. En til at komme derned, en til at være der, en at rejse hjem i. Det gjorde et uudsletteligt indtryk. Bilen var lastet med alt muligt til de polske brødrene, som de havde brug for, så det var virkelig spændende, da vi skulle gennem tolden, så jeg sendte en stille bøn til Jehova. Jeg er helt sikker på, at det virkede, for de så hverken det ene eller det andet, skønt bilen næsten hang med måsen helt ned til vejbanen. Vi åndede lettede op, da i fik lov til at køre ind i Polen.

Aldrig har jeg set så mange glade brødre og søstre ved et stævne. Alle var nærmest euforiske. Det forstår man jo godt, i et land hvor der har været så meget modstand.

Vi kom hjem, men et par dage efter sprang bagtøjet på bilen. Så man kan da sige, at det var heldigt. Det er ikke til at tænke på, hvordan det var gået, hvis det var sket i Polen.

Forsættes …