EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [55:61] – BØRNENE BLIVER VOKSNE

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Ikke nogen tosset idé, at have lys når der skal trykkes på de rigtige knapper for at få forbindelse til moster Oda. TELEFON-LAMPEN er faktisk uundværlig for alle dem, der endnu har en fastnet-telefon. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 55: BØRNENE BLIVER VOKSNE

METTE VAR PIONER i en periode i Græsted, og en dag hun var nede i kælderen, sagde jeg til hende: ”Gå ned og besøg en dame, som hedder Eva Funk. Hun bor på Højager og sig, at din far siger, at hun skal have et bibelstudie”.

Niels Højer og jeg havde truffet hende fra hus til hus. Det gjorde Mette og Eva sagde ja. Senere overtog Lizi studiet fordi Eva havde for mange problemer. Men hun blev et af vores åndelige børn, og hun er meget glad for Sandheden, og det er altid en glæde at møde hende ved stævnerne.

METTE FLYTTES HJEMMEFRA

Mette var blevet udlært, så nu var tiden inde til, at hun skulle ud i den store verden på egen hånd. Man kan ikke være hjemme hos far og mor altid, så hun blev sendt til Virum Menighed som pioner. Hun græd som pisket, da hun forlod hjemmet, men der var ingen kære far, og det viste sig, at hun klarede sig ganske udmærket. Efter to år som pioner, er hun nu endt der, hun allerhelst vil være. På Betel.

BYENS FLOTTESTE HAVE

Efter ombygningen af Rigssalen var det så haveanlæggets tur. Det er jo sådan, når man begynder på noget, må man fuldføre det.

Nu var det slut med at parkere på grunden. Der blev plantet buske og gravet ud til flisegang. Det blev byens flotteste have. Det var der nogle af bysbørnene, der sagde, og så passer det. Det var selvfølgelig ikke uden sværdslag, men det var vi så vant til. Men igen sad englen på kippen og bestemte, hvordan det hele skulle se ud.

PROBLEMER MED BØRN

Mens alt et sket, vokser børnene, og det gjorde Sabine og Max også. Sabine kom i lære hos politiet i Hillerød og Marque gik på H.H.Ex, så vores børn var ved at komme godt i vej. Men det skal jo også lige fortælles, at de også var blevet døbt. Mange brødre har store problemer med deres børn. Det har vi heldigvis været forskånet for. Jeg har ikke de viise sten i denne sag, men mon ikke det har noget med åndelighed at gøre og at gå foran. Vise børnene vejen, og gå på den.

ÅNDELIGHEDEN

Vores familie-aftener var helt specielle. Det var faktisk et helt møde med sang som ved de andre møder. Det at vi skiftedes til at udfylde programmet, syntes at være en god idé. Det gav en stor variation og frem for alt, fik jeg en fornemmelse af, hvor det enkelte barn var placeret på det åndelige plan. Måske skulle der fyres lidt op under vedkommende, hvis jeg syntes, at vedkommende var lidt slap i koderne. Mange gange ser og hører man, at børn på den teokratiske skole fremholder en opgave, hvor det er tydeligt, at det er faderen eller moderen, der har lavet opgaven. Det er ikke noget der fremmer elevernes personlighed. Det er sundt, at man langsomt bliver sig selv ud fra den kritik, man får af skoletjeneren, you know …

Forsættes …