EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [57:61] – HUSSPEKTAKLER

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

KAFFE-SMÅKAGE-LAMPEN er uundværlig, når eftermiddagskaffen banker på døren. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 57: HUSSPEKTAKLER

DEN HJEMLIGE ATMOSFÆRE kunne af og til godt være noget ophedet. Det var ikke altid Lizi og jeg, havde det godt sammen. Så var det ikke morsomt at være i Vænget. Jeg karakteriserede det sådan, at vi havde fornemt besøg. Den fornemme person var denne verdens Gud: Satan. Får man først ham inden dørene, bliver der ballade.

Det at ægtefæller udfører terror over for hinanden, er noget der står skrevet om i biblen. Så hvis man gør det som Jehovas Vidner, træder man ud af ånden i Guds ord, som netop siger: ”Hold fred, lad ikke solen gå ned over din vrede”. Men når først situationen går i hårdknude, er der ikke plads til disse tanker. Af og til var det så slemt, at jeg slet ikke havde lyst til at tage hjem, og i bilen sad jeg og græd mine modige tårer. Men lige som i rigtige terroraktioner måtte der komme et klimax. Der må stilles et ultimatum. Situationen måtte afklares … og det blev den.

Efter fjorten dage på is, hvor ingen søde ord hjalp, smed jeg konen og børnene ud. Jeg havde ikke giftet mig med en modsætning. Det jeg havde brug for var en passende medhjælp. Ikke én at slås med. Det er klart, at denne handling fik teokratiske følger.

Det var jo ikke lige efter bogen. Ældsterådet besluttede, at jeg skulle fratages min tjeneste som Vagttårnsstudieleder, men i øvrigt beholde mine andre poster som Gruppetjener og Rigsssalstjener samt ældste …

IDYLLEN GENOPRETTET

Forholdet i familien blev normaliseret. Kone og børn kom hjem igen. Sabine blev udlært, fik kørekort, fik halvdags hos politiet i Roskilde og begyndte som Pioner i Roskilde Menighed. Søndergaards havde gjort det igen. Bagt en Pioner. Som Israels nation trådte ud i Det Røde Hav og et skilte sig, sådan gjorde det også for hende. Kort tid efter fik hun sin egen lille lejlighed, og det hele var perfekt. Vi har det nemlig ikke så godt med at bo hos andre. Hun har siden kvitteret for Jehovas hjælp, ved at yde en god indsats i menigheden. Hun er en vinder. Det er vi alle sammen på hver vores måde. A Winner never quit and a quitter never wins.

HVAD MED MAX?

Nu havde alle pigerne været Pionerer. Spørgsmålet var så, hvad ville drengene. Hvad med Max? Ville han gå i samme spor. Han fik sin hue. Det ville have glædet hans Farmor, men det fik hun ikke love til at opleve. Nå, pyt med det. Det er ikke det, der sidder på hovedet, der gælder, men det der kommer ned i hjertet. Jeg tror Marque har et stort hjerte, men store ting kan der også være meget i, så når han har fået sorteret alle sine ideer, tror jeg også, han vil bruge sine gode evner på det vigtigste: At tjene sin Gud gennem et sundt teokratisk liv. Jeg glæder mig til, at han finder sine fødder, og drejer dem i den rigtige retning i en ufravigelig kurs mod Riget. Det kommer nok, når den rette kvinde kommer ind i hans liv. Det ville være godt for ham, hvis hun er ligesom hans Mor.

Forsættes …