EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [59:61] – DET ENDELIGE BRUD

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

SMÅKAGE-LAMPEN er noget der burde findes i alle hjem. God når både moder, bedste- eller oldemoder anmelder sit besøg. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis. Første kapitel kom på Bloggen 30. januar 2016 … 61. og sidste kapitel offentliggøres 20. oktober 2019.

KAPITEL 59: DET ENDELIGE BRUD

DE TUNGE SKYER som af og til trækker op i mit ægteskab, viste sig ikke at være drevet over. Lizi var åbenbart ikke helt tilfreds med mig. Og da jeg opdagede at samtlige børn på nær Filip, opfordrede hende til at lade sig skille fra mig, vidste jeg det var en alvorlig sag, og at den måtte der gøres noget ved. Der blev en masse ståhej ud af det med Områdemand, Kredsmand og Ældste fra Menigheden. Det endte med jeg blev afsat på grund af, at jeg ikke kunne styre mit hus.

Det har voldt mig meget ondt, når jeg tænker tilbage på alle de forrettigheder, som jeg har haft i de 40 år, jeg har tjent Jehova, og så til slet intet have at gøre udover forkyndelsen.

Så må man konstatere, at en kæde ikke er stærkere end sit svageste led.

Tænk, jeg ikke lærte mine børn, at den slags alvorlige sider af livet, løser man ikke ved at stikke halen mellem benene, men ved at være loyal først og fremmest over for Guds ord, som siger, at Jehova hader skilsmisse. Så hvad er hans syn på sagen??????????

Og så må man forstå, at der altid er to parter i en sag. I dette tilfælde tre. Det burde mine børn have været voksne nok til at forstå. Tænk man skulle blive dolket af sine børn. Det var meget umodent gjort.

”I vil nok forsvare jer med at sige, at jeg ikke er til at tale til, men hvor mange af jer har virkelig forsøgt. Hvem er min far? Hvorfor er han, som han er? Det er blandt andet derfor denne beretning er skrevet. Det I kunne have spurgt ham om, er nu skrevet på papir”.