EN STENBRODRENGS ERINDRINGER: KAPITEL 1 – 27 [HAR VÆRET OFFENTLIGGJORT PÅ BLOGGEN]

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergaard – blot halvandet år gammel.

Peer Søndergaard – 10 år gammel og på vej til sit første fritidsjob.

Peer Søndergaard – 83 år med sine erindringer. Fotograferet i 2016 foran sit hus i Storegade 38 i Rønne. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år. Her er de første 22 kapitler, som allerede har været bragt på Bloggen:

KAPITEL 1: AT SKRIVE OM SIT LIV

SOMME TIDER kan man få en ubændig lyst til noget. Man kredser om tanken. Kan ikke blive fri. Tankerne trænger sig på … og på et eller andet tidspunkt giver man efter. Nu tænker du nok, det er en ny bil, sex eller noget så banalt som en øl. Men det er noget af helt andre dimensioner.

Nej, ved du, hvad jeg har lyst til? Jeg har lyst til at skive om mit P.S.-liv. Det er såmænd ikke noget særligt, men jeg tror, at der er dybder i et hvert menneskes liv. Noget at se tilbage på.

ENGHAVEVEJ VAR BARNDOMMENS GADE

Da jeg blev født, var min storesøster Nancy allerede forlovet med Willy, som senere blev min svoger. Der er nemlig 13 års forskel på mig og hende og 11 år på min anden søster Erna. Så det var en efternøler, der kom til verden på Enghavevej 208. Det var lige på hjørnet af Sydhavns Plads og Sydhavnsgade … nu hedder den Borgbjergsvej.

Det må have været en svær fødsel for min Mor, for jeg vejede 10 pund. Jordemoderen skulle have sagt: ’Sikken en dejlig, stor dreng, fru Søndergaard’ … og det er jeg stadig … 105 kg i skrivende stund.

Min Mor og Far havde det ikke altid godt sammen. Jeg er nok blevet til i forsoningens sødme. Nå, tak for det!

FATTIG-30’ERNE

30’erne var en vanskelig tid, så det var små kår Peer Søndergaard kom til verden i. Man skulle være lykkelig for en to-værelses, og det var lige netop sådan en min Far og Mor havde. Fem mennesker i en to-værelses. Det siger sig selv, at der var småt med plads, så hvad gør man så? Ja, man lægger den lille ny i en kommodeskuffe!

Som sagt var 30’erne en vanskelig tid. Nå, ja, hvornår har det ikke været det?! 20’ernes livsglæde var forbi, og det løsslupne liv var ovre. Sorte skyer drev igen sammen. Depression, arbejdsløshed og Hitler gjorde det ikke lettere.

Min Far som var typograf var meget arbejdsløs. Han havde kun arbejde, når Kraks Vejviser og Telefonbogen skulle trykkes, så pengene var små i Sydhavnen.

Min Mor sled i det med at sy for folk, men alt det tænkte en lille dreng slet ikke på. Når man ser fotos af mig, griner jeg altid og  er rund og trind. Jeg har i min opvækst aldrig følt, at vi manglede noget.

DER SKAL VÆRE TO x E

’Hvad skal drengen hedde, Ella?’ Det hed min Mor. Min Far hed Martin. ’Han skal hedde Peer’, sagde min Mor, ’og det skal staves med to e’er’. Det er der en særlig historie bag. Som sagt var det i 30’erne, jeg blev født. Der skete så meget på verdens arena den gang. Hitler kom til magten, ulykkelig vis, og Prisen af Wales abdicerede, fordi han blev forelsket i Miss Simpson. Men hvad har det med mit navn at gøre?

Jo, det har det i høj grad. Det engelske kongehus var aktuelt stof, det er det stadig. De har mange titler, der i blandt en Peer, som er en Hosebåndsridder … den højeste orden i England. Og da min Far og Mor var lidt snobbede uden at ha’ noget at ha’ det i, så blev jeg kaldt Peer med to e’er.

FAR DØDE

Desværre nåede jeg aldrig at kende min Far. Han døde da jeg var 1,5 år gammel. En dårlig tand og en mindre dygtig tandlæge … ja, tænk engang … så lidt skulle der til. Pencilin’et var ikke opfundet, og betændelsen bredte sig til hjernen. Ja, sørgeligt nok!

Jeg har ladet mig fortælle, at han var en spøjs fyr. Han var pukkelrygget, hvilket måske gjorde, at han var en enspænder. F.eks. har min Mor fortalt, at når han skulle møde på en ny arbejdsplads, kom han med vilje for sent, hvor andre helst ville gøre en god figur.

Fuld af mindreværd satte han sorte rullegardiner op, så man ikke kunne se, om der var nogen hjemme. Det kan selvfølgelig være meget rart, når man er nygift, men det bliver man jo ikke ved med at være. Men alle har gode og dårlige sider ved sin person.

Min Far var helt vild med radio og musik. Jeg tror, hvis han havde levet i dag, havde han haft det dyreste B&O-anlæg, man kunne få. ’Hør, Ella’, sagde han tit, men Ella kunne ikke høre noget. Hun var nemlig ikke musikalsk.

Min søster Erna har fortalt, at Far var en rigtig vogter. Han passede på os som en smed. Det er da en god egenskab. Samtidigt var han meget kvalitetsbevidst. Han købte dyre ting … dog uden at have pengene til det.

Men uanset hvordan ens Fars personlighed var, er det nok godt, at have sådan én. Jeg tænker tit på, hvordan min opvækst var blevet, hvis jeg havde haft ham.

Det kan være svært for en mor, at styre en knægt. Og svært er det selvfølgelig, at være alene med to opløbne tøser med en lillebror. Selv nu hvor jeg er 63, siger de: ’Det er min lillebror’. Irriterende!’

ALENE-MOR MED TRE BØRN

Men det var sikkert meget belastende for min Mor. Hun skulle jo tjene penge. Det gjorde hun ved at sy. Herrebenklæder syede hun. Hun gjorde det hjemme. Hvorfor? For at være hjemme for sine børns skyld. Hun var meget selvopofrende. Hun kunne tjene mere på en systue. Så vi har aldrig været nøglebørn. Tak, Mor!

Apropos nøglebørn var begrebet så småt begyndt den gang. Desværre har det udviklet sig enormt til stor skade for samfundet efter min mening. Den tryghed det var for mig at vide, at min mor var hjemme havde stor betydning. Så stor at jeg besluttede at mine børn aldrig skulle på institution, og at min kone så vidt muligt skulle være hjemme, når de kom fra skole. Det har de også senere udtrykt stor glæde ved.

KAPITEL 2: DEN STORE FÆLLESGÅRD

SYDHAVNSKVARTERET ENGHAVE, FREDERIKSHOLM består af store boligkarréer med lukkede gårde. Vores gård var særlig flot, fordi inspektøren boede i den ene ende og havde en stor anlagt have med mange træer og buske og en græsplæne med et springvand i midten. Denne gård var mit et og alt. Og den var så stor, at vi ikke havde behov for at løbe og lege ude på gaden. Det gav i sig selv en stor tryghed.

Vi børn havde et bestemt kaldesignal. Uh-uh. Ganske enkelt op med vinduet. Uh-uh blev der svaret. Uh-uh, så var det bare med at komme ned at lege.

EN VRIMMEL AF BØRN

Gården vrimlede med børn i alle aldre. Små og store. Fra tidlig til sent var vi nede at lege. Skulle vi have noget at spise, havde vi ikke tid til at gå op. Vi kaldte: ’Mor, kast en mad ned’. Så kastede hun en mad ned og så tilbage til legen.

Fodbold, sjippe, hinke, spille kugler, løbe med trillebånd, et-tag-fat, skjul, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fri for lur på alle sider og kanter, spille terre (det var vi skrappe til), terningespil.

For nogle år siden tog jeg mine drenge med til Sydhavnen for at vise dem, hvor deres Far var vokset op. Jeg glædede mig til at vise dem gården, men tænk, der var ikke et øje. Min dejlige gård var tom. Ingen glade børn. Ja, tiderne har forandret sig. Nu sidder de oppe i lejlighederne og spiller computer og glor videofilm.

Der skete selvfølgelig meget i gården. Blandt andet husker jeg en episode. En af de store drenge ville af med sit legetøj. Han syntes sikkert, at han var blevet for stor til det, så han kastede det i grams. Vi sloges selvfølgelig om det, mens han frydede sig. Han havde også en seksløber. En stor flot en. Den var lavet af tin og var til knaldhætter. Den skulle der løbes om kap for at få, så alle drengene stillede op til løb. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance, men jeg begærede den pistol. Mens de andre spurtede af sted, overtalte jeg den store dreng til at give mig den. De andre drenge blev selvfølgelig rasende og lovede mig tæv. De var godt sure på mig længe. Desværre havde jeg den kun kort tid. Jeg tabte den og den gik i stykker. Og hvad kan man så lære af det? Ja, arbejd for det du ønsker, så varer glæden længere.

MINE KAMMERATER

Jeg tænker tit på mine kammerater. Holger, Jørgen Malmberg, Vagn, Børge, Preben Vestergård, Jørgen Pedersen, Bent Heise, Mogens Sørensen, svenske Per og pigerne: Ninna, Bente, Tykke Lis, Lis Hansen og alle de andre. Hvor er I henne? Er I glade, og har I haft et godt liv?

KAN DU HUSKE?

Det kunne være interessant at møde jer igen. Så skulle snakken rigtig gå: Kan du huske den gang? Jørgen Malmberg ville sikkert sige: Peer, kan du huske, du var forelsket i Ninna. Det var jeg grænseløst, men jeg fik hende aldrig.

Og Holger, hvis far var [spor]vognstyrer på Linie 3, ville nok grine, så hans store flyveører blafrede, når han talte om, hvordan vi kælkede med Tykke Lis. Hun havde et smukt ansigt og nogle store bryster, så når vi kælkede med hende, sad hun foran, og vi drenge fik lov til på skift til at tage hende på patterne. Hvor Tykke Lis er blevet af, ved jeg ikke, men Holger blev gift med Bente, Ninnas veninde.

DET SORTE SPROG

Vi var gode kammerater, selv om atmosfæren var hård. Det sorte sprog i sproget, det jeg i dag kalder sydhavnsk, havde sin egen klang. Min klasselærer yndede at sige, når vores sprogblomster blev for kraftige: ’Vort modersmål er så dejligt, det har så mild en klang’.

Vi sagde tingene, som de var. En spade var en spade, en skovl en skovl, en tissemand en …. (censur). Det modsatte en ….. (censur), et dumt svin var et dumt svin og en kammerat en kammerat.

Vi havde vores egne love, som blev håndhævet med tæv. Der var ingen slinger i valsen. De store beskyttede de små og de store tævede hinanden i gensidig respekt for udfaldet.

Når vi spillede fodbold var vi Frem’ere, og det er vi stadig.

MUSIKKEN PÅ REJSEGRAMMOFONEN

Vores gård var forum for alt …. også musik. Vi spillede 78’ere på rejsegrammofonen. Vi sad drenge og piger og hyggede os. Det var Louis Armstrong, Benny Goodman, Tommy Dorsey, Duke Ellington, Stan Kenton, Jack Tiergarden og Glen Miller for blot at nævne nogle. Alt sammen vidunderlig, svingende musik til forskel på den rædselsfulde rock unge mennesker hører nu til dags.

Og så var der alle schlagerne, som vi hørte på Giro 413 om søndagen. Men så kom Holger, som for øvrigt var meget musikalsk, med en long-playing-plade. Så var det slut med den optrukne rejsegrammofon.

Hele den udvikling, der er sket i den retning, er sket i min tid. Det er ubeskriveligt.

Vi hørte ikke musik hele tiden. Det var en eksperimenterende tid. På et loft sad vi og blandede svovl og andre ting sammen for at lave krudt. Det skulle vi prøve af i gården. Der skete ingenting indtil vi en dag fremstillede en rørbombe. Den sprang med et ordentlig brag, så vi blev bange. Ikke mere af den slags.

KAPITEL 3: DA KRIGEN KOM

DEN 9. APRIL 1940 var jeg seks år. Det er en dag, jeg husker tydeligt. Min Mor og jeg skulle over på Statens Seruminstitut. Jeg skulle vaccineres mod kopper. Enhver ved, hvad der skete denne dag. Tyskerne besatte Danmark. Andre var nok blevet blevet hjemme på denne dag, men min Mor var en handlekraftig kvinde, og vaccineret det blev jeg. På trods af tyske tropper, kanoner, flyvemaskiner og krigsskibe forcerede min Mor og jeg Langebro og kom til Seruminstituttet, som ligger på Amager, og kom helskindet hjem igen.

SAMMENHOLDET

Krigen var på en måde en mørk og kedelig tid. Men også en sammenholdets tid. Som Helge Kærulff-Schmidt sang: ’Vi er jo alle i samme båd’ eller Liva Weel: ’Man binder os på hånd og mund’. Men man kan ikke binde ånd.

Det var en tid, hvor der blev diskuteret politik og holdninger. Jeg har altid haft den opfattelse, at hvis man havde en idé, skulle man træde frem med den. Sådan havde min Mors familie det. De fleste var kommunister og mine onkler var modstandsmænd. Ikke 4. maj-frihedskæmpere, men rigtige sabotører. Min onkel Hermand fremstillede bomberne og min onkel Svend fyrede dem af. Han var også med til at likvidere stikkere. Og der gik rygter om, at Hermand var med til at sejle Niels Bohr over til Sverige.

Min onkel Svend var en stor chamør, hvilket gik ud over andre end tyskerne. En dag kom jeg ned til min Mormor. Jeg skulle altid komme ad køkkentrappen og banke et bestemt signal. Hun boede to opgange fra os. Da jeg kom ind, sad der en tre-fire mænd og deres maskinpistoler lå på spisebordet. Det fortæller lidt om tidens alvor.

Da krigen var forbi, lærte jeg dem alle sammen at kende. Alle prægtige mænd fælles om én sag: At drive tyskerne ud af Danmark. Men også for at få en bedre verden bag efter. Det lykkedes desværre ikke.

SABOTAGER I SYDHAVNEN

Sydhavnen og Valby var fabrikskvarterer. Der gik næsten ikke en dag, uden der lød nogle ordentlige brag og skyderier. Hollesens Fabrikker, Allways – ikke ultra – men radiofabrik, B&W Teglholmen, Adler, Kulkranerne i Sydhavnsgade, Ford, Tuxham i Trekronergade, Vægtfabrikken på Stubmøllevej for blot at nævne nogle.

Pludselig en dag jeg var nede hos min Mormor, kom tyskerne farende og stillede en maskinkanon op og begyndte at skyde vildt lige uden for hendes vinduer. Jo, der skete noget hver dag.

En tysk deling soldater marcherede gennem gaden syngende: ’Wir fahren gegen Engeland’ og ’Alte Kammeraden’. Det var jo en statelig hær, der invaderede os, men som årene gik, blev den mere og mere ynkelig. Man fik helt medlidenhed med de stakkels mennesker. Til sidst var de kun laser og pjalter.

EN SVÆR TID

2. juledag 1944 lød der pludselig skud. Vi for hen til vinduet og så en mand løbe væk og en anden lå blødende på jorden. Det var en Hipo-mand, der var blevet likvideret.

Ja, krigen var stadig i gang, og den kunne mærkes på mange måder. Det var extremt kolde vintre, og der var ingen brændsel. Det var specielt svært for en enlig mor. Hendes brødre som skulle være de første til at hjælpe hende, var jo travl optaget af krigen. Men drengen Peer lå ikke i kommodeskuffen mere, den var byttet ud med en harmonikaseng, han stjal kul fra tyskerne sammen med Holger. Ovre i Scandiagade stod jernbanevogne fulde af kul, og når vagtposterne var nede i den ene ende, sprang vi drenge op, og hev kul ned. Så gik det hjem med kul på vores slæder. Det var ellers nok noget, der gav varme. Det var herligt og spændende.

Men alting har en ende, og den 4. maj, viste det sig, hvem der var hvem. Nogle havde travlt med at komme væk, og andre med at komme efter dem.

KAPITEL 4: DEN FORBANDEDE SKOLE

DET SIGER NÆSTEN SIG SELV, at jeg gik i skole under krigen og i efterkrigstiden. Det undrer mig at alle de børn jeg siden er blevet velsignet med alle er boglige, hvilket man langt fra kan sige, jeg var og er. De otte år jeg gik i skole var et sandt helvede, og en af de lykkeligste dage i mit liv var, da jeg gik ud af den.

Nu var forholdene ikke de bedste under krigen og efter. Men det var ikke det, for selvfølgelig kunne man lære noget. Det var min indstilling, der var negativ. Havde min Far levet, var det nok blevet anderledes. I dag ved jeg godt, hvad der skulle til. Mere myndighed i hjemmet. Min Mor kunne ganske enkelt ikke overskue det.

Det var sådan, at jeg altid sad på sidste række. Det gjorde de såkaldt dumme og hver gang læreren spurgte om noget, lod jeg som om, jeg havde tabt noget på gulvet. Mærkeligt at læreren ikke gennemskuede det. På den både var vi begge dumme.

GOD TIL NOGET

MEN DER ER ALTID NOGET man er god til. Jeg var god til sløjd, samfundskendskab, geografi og sprog. Min tysklærer sagde engang til mig: ’Jeg ville give dig ug, hvis du ville læse på det. Men hvorfor skulle man det, når jeg kunne uden.

Med gymnastik var det helt galt. Men jeg var klassens helt, når jeg bestak læreren med cigarer, og vi fik håndbold. Cigarerne stjal jeg fra min moster Jenny. Hun var ansat på Nobels Cigarfabrik. Hun stjal dem selv, så hun kunne ikke sige noget.

Men når jeg havde cigarer med i skole sagde jeg:
’Må vi få håndbold i dag, hr. Ebert?’
’Nej, I har godt af gymnastik’.
’Nå, et var ellers en skam, jeg har 10 cigarer med i dag’.
’Nå, så lad gå.’
Og så fik vi håndbold.

Men på mange andre områder var han et dumt svin. Jeg kunne ikke fordrage ham.. Han var uretfærdig som de fleste.

SVØMNING I HAVNEN

OM SOMMEREN VAR DER IKKE noget problem med gymnastikken. Der gik vi til svømning i Gasværkshavnen. Nej, vi gik ikke, for vi løb der hen syngende, så vi var godt varme, når vi ankom, så det var godt med en dukkert. Det kunne godt være koldt, men det blev der ikke taget hensyn til. Her var jeg i mit es. Her var er ingen, der kunne lære mig noget. Udspring på hovedet fra vippe, dykke,  svømme under vandet. Det lille og det store Frisvømmermærke tog jeg let, hvor andre havde store kvaler. Og senere det samme med Livredderen.

DA SPANSKRØRET DANSEDE

I DE OTTE ÅR jeg gik i skole, fik jeg forskellige former for diciplinærstraffe. 3 slag med spanskrøret, som havde sin bestemte plads hos læreren, så alle kunne se det … uvist af hvilken årsag! 3 eftersidningstimer, som også blev kaldt ’svedere’ samt et utal af nakkedrag og kind-niv. Det var faktisk lige efter min skoletid, at det blev forbudt. Der var mange lærere, der var rene sadister. Men for lidt og for meget fordærver alt. Det kan man se på børns opførsel nu om stunder.

KAPITEL 5: FÆRDIG MED SKOLEN

DER ER NU GÅET 14 år af mit liv, og det begynder at forme sig anderledes. Som sagt før  var det en lykkelig dag i mit liv, da jeg kylede min skoletaske langt væk. Nu var det tid til at finde en læreplads. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad arbejde var. Mens jeg gik i skole havde jeg adskillige  bypladser. Jeg kørte med rulletøj, gik med den lokale avis, havde plads hos en grønthandler og hos en købmand.. Det sidste kunne være temmelig hårdt. Den var der 50 pilsnere i en kasse, og det var altid dem, der boede på 4. sal, der skulle have varerne bragt. Lønnen var 20 kroner om ugen plus diverse drikkepenge, som var meget mere end selve lønnen. Som Niels Hausgård siger: ’Der er altid arbejde nok til dem, der kan og vil’. Arbejde tager man ingen skade af, modsat det syn man har på den sag nu om dage, at unge mennesker ikke må arbejde. Det strider mod al sund fornuft …

HVILKEN UDDANNELSE SKULLE JEG VÆLGE?

NU VAR TIDEN TIL AT LÆRE NOGET, for at jeg kunne tjene penge. Jeg havde jo lært, at livet koster penge, og ikke som en stor dreng sagde til mig engang: ’Alt hvad der stå uden for forretningerne var gratis’. Den er fin, tænkte jeg og snuppede en honningkage. Da jeg kom hjem med den, sagde min Mor: ’Den må du hellere gå hen med igen’.

Det fag jeg skulle lære, var det, jeg skulle kunne ernære mig af resten af mine dage. Sådan var indstillingen den gang.

At blive smed eller maskinarbejder, det var sagen. Og det man vil, det bliver man. Det man ville, bliver man måske. Underligt at der er så stor forskel på de to ord.

Det viste sig at være et godt valg. Dette fag har bragt mig mange interessante oplevelser, som jeg ikke har villet været foruden.

Min Farfar var smed på centralværkstedet i København (Jernbanen). Han sagde: ’Når du bliver udlært, så søg ind til jernbanen, så er din lykke gjort resten af dit liv’. Jeg ved godt, hvorfor de gamle sagde det. De var hunderædde for at blive arbejdsløse. Men jeg har aldrig været tryghedsnarkoman. Jeg havde andre planer.

NEMT AT FÅ EN LÆREPLADS

NU TIL DAGS KRÆVES DER næsten en studenterexamen for at komme i lære. Men det gjorde det ikke i 1948. Det var en genopbygningstid, så det var forholdsvis let at få en læreplads. Det var min onkel Herman, der skaffede mig den. Han havde en modstandskammerat, der under krigen havde et værksted, der lavede maskinpistoler. De hed stenguns. Det gik fint under krigen, men nu skulle der produceres andre ting.

Det var en svær tid at gå fra skole til læreplads. Jeg var kun en hvalp, som ikke altid kunne se alvoren i livet. Derfor fik jeg mange hug af Mester og af svendene. Jeg lærte at se menneskerne fra en anden side, end jeg var vant til. Tit var de meget modbydelige mod hinanden …. også mod mig, der var yngste lærling.

En gang jeg blandede mig i svendenes samtale, fik jeg én på hovedet og blev spurgt om, at jeg så kunne holde min kæft, til jeg blev spurgt. Og det kunne jeg sagtens.

DAGLIGDAG PÅ VÆRKSTEDET

VI FREMSTILLEDE VÆRKTØJER til fremstilling af ringbind. De var noget anderledes end dem i dag. Vi havde også en produktion, som nogle damer tog sig af. Det var noget være rod, som jeg vil komme ind på om lidt.

Hos sabotøren var der kun én lærling foruden mig. Han hed Bruno. Han var altid så uheldig.. Nu skal I bare høre hvordan:

En dag vi sad og spiste vores frokost, fik vi et chok. Om formiddagen havde vi spildt noget fortynder på gulvet. Det blev suget op med noget savsmuld og fejet sammen i en bunke. Vi havde ingen frokoststue, så vi spiste vores mad på værkstedet. Da Bruno havde spist, tænfte han en smøg og kastede flegmatisk tændstikken over i savsmuld-bunken. Hille, du milde kineser, sikken brand. Det var nærmest en explosion, men selv midt i dramaet var der tid til at stikke Bruno et par flade.

Samme Bruno var også uheldig ved en julefrokost. Bruno var en rask, ung mand, der nok kunne drikke nogle bajere. Det gjorde de i øvrigt alle sammen også kvinderne. Midt i det hele kom en af svendene og spurgte,  om jeg lige kunne smutte hen og købe nogle kondomer, for nu skulle kællingerne ha’, hvad godt var. Jeg gjorde ikke nogen indvendinger, for det var ham, der en gang knaldede mig en lussing. Men jeg synes, det var noget rod, for de var alle gift … men ikke med hinanden.

På vej hjem fra denne julefrokost gik det galt igen for min uheldige lærekammerat. Han var efterhånden blevet godt træt i ansigtet og i Linie 3 blev han syg. Vi blev smidt af. Pludselig gik han helt ud. Der kom en ambulance, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. I dag ville man ikke tage notits af det, men næste dag stod det i avisen. Det endte med at Bruno blev smidt ud af læren, og han forsvandt ud af mit liv.

FØRSTE OLYMPIADE EFTER KRIGEN

MIN LÆREMESTER BJØRN MADSEN var tosset efter damer, men det blev han også på mig. Peer Søndergaard var en glad, ung mand, som fløjtede og sang dagen lang, og ikke tog livet så alvorligt. Det var i 1948. I det år var der den første Olympiade efter krigen. Vi havde radio på værkstedet, og hvad var mere naturligt end at høre olympiade-reportage med Gunnar NU Hansen? Han talte så bejstret om alle datidens sportshelte: Greta Andersen, Karen Margrethe Harup, Raghild Hveger, Niels Holst Sørensen, guldvinder på 800 meter og senere general i Flyvevåbenet. Danmark vandt bronze i fodbold med navne som John Hansen og Johannes Pløger fra Frem – min klub – Ivan Hansen og Knud Lundberg fra AB. Carl Åge Præst fra ØB og Ejgil Nielsen på mål. Danmark vandt over Italien 5-3. Johan Hansen, som var expert i hovedstød scorede hattrick, og var den første danske fodboldspiller, der blev solgt til Italien. Han blev købt af Juventus for den enorme sum af 111.000 kroner.

Da min mester så, at jeg hørte radio i arbejdstiden, fik jeg den største skideballe, jeg til dato havde fået. Underlig fyr ham Bjørn, men måske havde han store problemer, for umiddelbart efter gik han fallit, og jeg måtte søge en anden læreplads. Det fik jeg ret let. Paradoksalt nok hos en forhenværende værnemager. Der var så mange forhenværende den gang.

KAPITEL 6: MESTER ROM-SØREN

MIN NYE MESTER blev kaldt Rom-Søren. Ja, livet er uretfærdigt. Sabotøren gik ned, men værnemageren overlevede. Værnemageren, der havde arbejdet for tyskerne, klarede sig bedre. Jeg har altid haft det svært med uretfærdigheder.

Måske var det på sin plads at forklare, hvorfor han blev kaldt Rom-Søren.

Da han som ung maskinarbejder på B&W – motorfabrikken på Christianshavn –  havde han et skab og i det skab … ja, gæt en gang! Hvad tror du, der var i det skab??? Godt gættet! Der var rom. Der blev drukket meget på arbejdspladserne den gang. Og hos Rom-Søren kunne man købe sig en dram. De sagde, at det var på den måde, han skaffede penge, så han kunne blive maskinfabrikant. Det er ganske vist, for en af svendene der hed Dregert, havde arbejdet sammen med ham, bekræftede at det var rigtig nok. Hvilket igen blev bekræftet af Harrald, en svend der stadig var på B&W, da jeg selv blev svend, og fik arbejde der.

DEN PÆNE MAND

ROM-SØREN, hvis rigtige navn var Svend Åge Sørensen, var en højst besynderlig person. Han var i perioder en nydelig mand i pænt jakkesæt og blød hat. Et par gange om  dagen kom han gående gennem værkstedet, og det gik fra mand til mand: ’Søren kommer’.

Han havde en hæslig vane. Han tyggede skråtobak og fy for den lede Augusta, som han kunne spytte. Hans harkere flød alle vegne. Af og til var det helt galt med ham. Så gemte han sig inde på sit kontor. Der sad han og tømte den ene flaske Clock-likør efter den anden. Det kunne han godt gøre en halv snes dage i træk uden at tage hjem. Han blev ikke vasket, og vi så ham kun, når han skulle på lokum … og sikke et syn.

Når han havde disse perioder, var der kun én, der måtte komme ind til ham. Det var cigar-damen henne på hjørnet. Det var hans elskerinde. En nydelig kvinde. Om man begriber hun kunne gøre det.

LØNNINGSDAGEN OG DE ANDRE DAGE

NÅ, SÅDAN ER DER så meget. Men så lidt om torsdagen. Det får mig til at tænke på min løn som lærling. Det første år fik jeg 19,20 kroner om ugen. Det steg til 35,37 kroner om ugen det sidste år.

At være i lære som maskinarbejder, foregik på følgende måde: I kortere eller længere perioder arbejdede man ved de forskellige maskiner. Drejebænk, fræser, schapper, langhøvl, diverse slibemaskiner samt skruestiksarbejde.

Vi var gode til at fremstille værktøjsmaskiner … altså sådanne som vi selv betjente. Det vi fremstillede gik til eksport. Noget arbejde var interessant, andet kedeligt. Jeg stod ved en langhøvl et stykke tid. Når der blev sat spån til, kunne der godt gå flere timer, inden den var færdig, og hvad gjorde man så?

En tur på lokum, og det var rigtige lokummer. Der sad vi så og sked på rad og række. Der var ingen døre men en skillevæg mellem hver tønde. Af og til sad vi der bare uden at have bukserne nede. Nogen gange kom mester og overraskede os. Han blev tosset: ’Sidder I bare der og tør-skider!’ Så kunne vi nok se at komme ud i en fart og på vejen ud, fik vi et los i røven. Underligt, ikke!?

KAPITEL 7: EFTER VERDENSKRIGEN

EFTERKRIGSTIDEN VAR en udfordringens tid for en ung maskinlærling. Der var mange muligheder. Man kunne emigrere til Canada, Venezuela, Sydafrika, Australien eller tage ud og sejle jorden rundt. Alt det drømte vi om. Vi talte om, hvordan det ville være at opleve varmen, palmerne, pigerne, de sorte, de skævøjede. Alt det som krigen havde lukket af for, og som man kun kunne opleve med livet som indsats som soldat.

Der blev krævet meget af en lærling. Vi arbejdede fra kl. 7.00 til 16.00 mandag til fredag. Lørdag til kl. 13.00. Weekend hed det, men i vinterhalvåret skulle vi på teknisk skole hver anden dag. Som sagt fik vi fri kl. 16.00, men kl. 17.30 skulle vi være på teknisk skole til kl. 21.00. Der var ikke meget fritid. Der blev demonstreret for en dag-skole, som man har i dag.

DEN LANGE LÆRETID

LÆRETIDEN SNEG SIG af sted. 4 år og 10 måneder er lang tid. Mange gange havde jeg lyst til at springe, især når andre kom hjem efter at have været ude at sejle. Åh, hvor det trak i det højre ben. Men tak til min Mor. Hun sagde: ’Du kan gøre lige, hvad du vil, når du er udlært’. Og det gjorde jeg.

DE ANDRE LÆRLINGE

HOS ROM-SØREN var der mange lærlinge. Lad mig fortælle lidt om dem.

Der var Henning, som blev kaldt Røde-Karl. Hvorfor? Fordi han var, ja, rigtig gættet, rødhåret. Han var en god kammerat.

Jørgen, som senere fik navnet Rom-Jørgen. Det har en anden forklaring.

Knud Nybæk var en enspænder, som var overladt til sig selv. Hans far var maskinmester hos Stillings i Valby. Knud havde bygget sit eget hus sin far og mors have. Knud tog ikke tingene så tungt. Husets opvarmning var en hel masse varmelegemer, som hang frit ude i luften, så man skulle passe på ikke at støde til dem. De lyste i mørket. De var rødglødende. Det var egentlig ret hyggeligt. Knud var meget experimenterende. De aluminiumsstiger, som alle har i dag, var han med i til at begynde med. Knud var også en af dem, der gjorde alvor af det, han talte om, til stor opmuntring for mig. Han fik senere hyre hos ØK, som sejlede på Fjernøsten. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg fik lov til at besøge ham på skibet i Københavns Havn. Men Knud forsvandt, som så mange andre.

Henning var en ordinær person. En af dem der godt kunne stå ved en drejebænk på den samme fabrik hele livet. Beundringsværdigt eller hul i hovedet? Døm selv!

Jørgen var også en af dem, jeg drømte sammen med. Vi skulle erobre verden, men han var af den type, som Osvald Helmuth sang om i visen ’Ved Kajen’. Han blev hurtigt forlovet og gift. Dermed forsvandt drømmen om flugten ud i den store verden.

Jørgen, som senere blev til Rom-Jørgen, kommer vi tilbage til i et senere afsnit.

PENGENE VAR SMÅ

Læretiden var en tid, hvor jeg var temmelig bundet af lærekontrakten. Pengene var små og mulighederne få. Selv om en biografbillet kun kostede 45 øre på de tre første rækker og fra række 4-17 75 øre og resten af salen 1 krone 20 øre, var det svært at få pengene til at slå til. Jeg betalte det halve af min løn hjemme, hvilket var sundt.

KAPITEL 8: KVINDEN I MIT HJERTE

I LÆRLINGEPERIODEN var der en kvinde, som havde en stor plads i mit hjerte. Det var min Mormor. Kristine Jørgensen var en usædvanlig kvinde. Som ung var hun meget smuk, hvilket min Bedstefar Jens så længe før mig. Det blev mit held, for så kunne jeg selv blive til. Min Mormor kunne sommetider godt være foruden ham. Lige så selvopofrende min Mormor var, lige så selvisk var min Bedstefar.

Man kan sige, at modsætninger mødes, men afsløres først hen ad vejen. Min Mormor fik 14 børn, hvor kun de 7 levede til en høj alder. Min Bedstefar var fordrukken, så vilkårene for min Mormor var indlysende hårdt arbejde og uhyrligheder som følge. Rengøring tidlig om morgen, passe rulleforretning om dagen, og så stå til tjeneste for Bedstefar, når han kom fuld hjem. Sikke et liv med så mange børn. Med sådan en tilværelse skulle man tro, at hun var et bittert menneske, men det var ikke tilfældet.

FAMILIENS SAMLINGSPUNKT

Hun var smuk i skind og sind. Man kan sige, at hun lærte ydmyghed af det, hun led … lige som Jesus, men hun var ikke religiøs. Hendes udstråling bevirkede, at hun var samlingspunkt for hele familien.

Den del af familien, der boede inde i byen kaldte hende Bedste. Hun var min Mormor. Hos hende fandt jeg et fristed. Der var så dejligt i hendes stue. Det var så hyggeligt, som hun sad der i sin stue og lavede håndarbejde. Hun hæklede lyseduge, strikkede de pragtfuldeste sokker, man kunne tænke sig … og det gjore hun til hele familien. Hun brugte hele sin pension på materialer og fik sjældent tak.

Disse stunder hos min Mormor var præget af ro. Det var før fjernsynet. Det var ikke fordi vi talte så meget sammen, men det var ligesom om vi tavst forstod hinanden. Hun havde mange gode blade og spurgte ikke om noget, som min Mor altid gjorde. Mor var nærmest ulidelig på det punkt.

BJERGENE AF ÆBLESKIVER

Ja, samlingspunkt, det var Mormor altså. Sikke nogle familiefester, der blev holdt hos hende, og altid med et fast traktement. Mormors æbleskiver, som hun bagte i bjerge, var efter en speciel opskrift. Hun brugte kun kærnemælk. Selv om andre brugte hendes opskrift, blev de aldrig så gode som Mormors.

Måske fornemmer du som læser dette, at jeg holdt usigeligt meget af denne kvinde. Hun blev 84 år. Desværre var jeg ikke hjemme, da hun døde. Jeg var til søs. Da jeg fik meddelelsen, sagde jeg til telegrafisten, at nu bliver der ballade i familien. Ganske rigtigt. Hun var samlingspunktet og bolværket. Da hun ikke var mere, spredtes familien, og blev aldrig forenet igen. Men mindet om hende lever. Hun var et stort menneske … uden at tro på Gud eller Fanden.

KAPITEL 9: PIGER OG SEX

PÅ ET TIDSPUNKT i en drengs liv ændres ens syn på det andet køn totalt Fra at betragte piger, som nogle snottede, dumme tøser, ændres billedet af dem fuldstændigt. Det kommer samtidigt med, at kroppen gennemgår en forvandling. Personligt har jeg altid haft nemt ved at blive forelsket. Det er både dejligt og destruktivt sygt.

I gården var der en pige, der hed Ninna. Åh, hun var det dejligste, der kunne ses for mine øjne. Hun var rødhåret med hele ansigtet fuld af fregner. Men det blev aldrig Ninna og mig. Hun blev siden gift med min skolekammerat Poul Erik Rosengård Rasmussen. Måske var det fordi, jeg var længe om at blive modem, og hun var temmelig fremmelig. Heldigvis for det, for nu er jeg gift med mine børns mor Lizi. Hun er en enestående kvinde, som jeg vil beskrive senere.

LILLE BUTTEDE VITA

I stedet vil jeg fortælle om en anden pige fra Sydhavnen. En lille, buttet pige som hed Vita., Hun var den første pige, jeg fik lov at kysse, så det kunne mærkes. Vita fra K. M. Klausensgade rejste til New Zealand sammen med sin far og mor, og der er hun sikkert endnu. Hej, Vita!

SMUKKE LIS

Derimod Lis Hansen – det var noget helt andet. Lis var en ung, smuk pige, som havde det svært med sig selv. Hendes hjem var ikke særlig godt. Hun talte tit om at ligge 3 alen under jorden, hvilket jeg blev dybt ulykkelig over, hun kunne sige. Sådan en smuk kvinde med fremtiden for sig. Tænk at have så negative tanker om livet. Det foruroligede mig meget, for jeg var altid selv glad – sang og fløjtede dagen lang.

Egentlig var Lis forlovet med Vagn – en af drengene i gården. Jeg kom meget i hans hjem, men så slog han op med hende. Som følge deraf havde hun brug for trøst. Det fik hun både af mig og min Mor, som var glade for hende. Vi var nærmest venner. Vi gik i biffen sammen, var hjemme hos mig, som hun følte som et fristed. Men som jeg altid har sagt til mine sønner: Man kan ikke være ven med en pige. Tiltrækningen er for stor mellem kønnene. Det var den også i dette tilfælde. Lis blev et problem. Jeg blev forelsket i hende, men siden opdagede jeg, at hun brugte mig. Man kan måske sige, hun øvede sig i at have en mand ved sin side. Nå jeg fulgte hende hjem, tog hun mig under armen, og det var altid hende, der gjorde det. Jeg måtte ikke.

En gang fik Lis mig til at græde og blive dybt ulykkelig. Det var i den periode, jeg var soldat. Marine-soldat. Det at fremstille ting, har jeg altid været glad for, så jeg lavede en bordlampe til hende, som hun kunne have på sit værelse. Jeg havde virkelig pudset og kælet for den, som var det at røre ved hende selv. Men da så det store øjeblik kom, hvor lampen skulle afleveres, var hun kold som is. Da forstod jeg, at det aldrig blev Lis og mig. Jeg græd i flere dage. Derfor: Forelsk dig aldrig i fantasien, hav vished for ideen ellers gør det ondt med tiden.

Hvor Lis blev af, det ved jeg ikke, men jeg håber hun har det godt, og har fået noget godt ud af livet. Hvis man leder længe nok, er der gode muligheder.

FØRSTE SEXUELLE OPLEVELSE

Nogle mennesker siger: Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får. Det kunne godt være sagt om Vagns mor. Vagns far, Carl, var gift med Vagns mor Inger, fordi Carl reddede Inger fra at drukne på badeanstalten Sønderstrand, som lå der, hvor Sjællandsbroen ligger nu. Som sagt kom jeg meget hos Carl og Inger. For meget. Inger blev min første sexuelle oplevelse, som jeg lige vil nævne, men ikke uddybe nærmere og heller ikke andre.

KAPITEL 10: SÅ TIL SØS

EN MORGEN vi mødte på arbejdet, var der så koldt på fabrikken, så når vi startede maskinerne sprang proppene. Så vi kunne selvfølgelig ikke arbejde. Så da Mester kom på sin morgenrunde, var der helt stille. Han himlede op, om vi så kunne komme i gang. En af de ældste lærlinge sagde, at det kunne vi for fanden ikke, om han ikke kunne mærke, der var koldt? Så måske var det bedre, der blev købt noget kul. Så sagde han ikke noget. Måske kan du gætte, hvem lærlingen var? Ja, ganske rigtigt: Peer Søndergaard.

Men det hævnede sig, da jeg senere skulle lave et svendestykke. Der var normalt tre emner, man kunne vælge mellem: En pluto-stålholder, der bestod af fire dele, en stålholder med vugge til drejebænk samt en stilbar ridseklods bestående af 22 dele.

Jeg blev kaldt ind til Mester Rom-Søren. Han stod med et smørret grin.

’Kan du huske den dag i januar, da du var fræk?’

Jo, det kunne jeg godt.

’Derfor Peer har jeg valgt for dig. Du skal lave en stilbar ridseklods i svendestykke. Her er tegningerne.’

Jeg sank en gang, men det var nu alligevel skønt, at have sagt ham min mening.

Nå, jeg fik lavet de 22 dele, men det var ikke uden kamp. Der skete en katastrofe midt i hovedemnet. Jeg knækkede et bor. Det havde sat sig fast. Men som så mange gange før klarede jeg den. Som min moster Gerda altid sagde: ’Du er Lykkens Pamfelius’.

Da min Farfar lavede sit svendestykke fik han sølvmedalje, men det var med nød og næppe, at jeg selv bestod. Men nu var jeg svend, og da jeg havde givet en kasse øl (50 stk), kunne jeg glæde mig over, at få lov til at sige du til de gamle svende. Det var en lykkelig dag. Ikke længere bundet af en lærekontrakt. Fri som fuglen. Mester var ’rar’ og beholdte mig 2 uger. Der var en årsag til, at det ikke blev til mere. Han gik nemlig fallit.

APPETIT PÅ LIVET

Det var forår, og alt så lyst og venligt ud, så jeg travede ud i den store verden med stor appetit på livet. Jeg fik arbejde på B&W i ’Afdeling 6 Værktøj’ hos mester Jessen. En flink mand. B&W satte yderligere fart i mine drømme om at komme ud i den store verden med skib.

Hver dag gik jeg ned i Prøvehallen, dér hvor de byggede de store skibsmotorer. Ih, hvor jeg beundrede og misundte disse mennesker. ’Du må gøre noget ved det, Peer. Go for it.’ Det man vil, det gør man. Det man ville bliver sjældent til noget. Endnu en gang stod lykken mig bi.

Min faster Grethe kendte en styrmand, som var ansat på statens mønstringskontor. Det blev min lykke. Hun sørgede for, at jeg fik en søfartsbog og med den i hånden, lå hele verden – og for den sags skyld Jorden – åben for mig, og jeg var ikke sen til at skrive et nyt kapitel.

KUFFERTEN STOD KLAR

På B&W om natten. Søge hyre om dagen. Parat til at tage afsted. Kufferten pakket. Så ringede telefonen endelig 12. oktobner 1953 kl. 9.00 om morgenen. Om jeg kunne tage afsted med middagsmaskinen  til London?

Jeg skulle mønstre et skib, der hed M/T Grønland, der lå i Southhampton. Jeg var lige kommet hjem fra natholdet på B&W, så jeg trængte til et par timer på øjet, så det blev ændret til en maskine kl 16.00, der skulle til Amsterdam. Her skulle jeg så skifte til London. Den var jeg med på. Det var virkelig spændende.

KAPITEL 11: PÅ VEJ UD I DEN STORE VERDEN

EFTER AT HAVE sagt pænt farvel til min Mor,  hankede den unge mand op i kufferten, skød hjertet op i livet, mødte forhyringsagenten i lufthavnen, gik ombord i flyet til Amsterdam. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs … men også meget stolt. Underligt var det at blande disse to følelser sammen. Det var som at gå linen ud.

At flyve havde jeg aldrig prøvet. Men der stod den og brummede nok så hyggeligt, og det var egentlig ret beroligende. Det var før jet-tiden.

Som sagt skulle jeg skifte i Amsterdam, men jeg var vist ikke helt herre over situationen, for lige pludselig lød det i højttaleren: ’Mr. Sondergaard, your plane are ready, please go on board’. Det tog jeg ingen notits af, men da det gentog sig, gik det op for mig, at mr. Sondergaard det var mig. Og så skulle det gå stærkt ud til flyet. Knap var døren lukket bag mig før, maskinen lettede. Det var bælgmørkt uden for, men snart blev det et lyshav. Hvad kunne det mon være?

STORBYENS LYSHAV

London! Lys så langt øjet rakte. Storslået! Nu skulle det vise sig, om det engelske jeg havde lært af en nysproglig student til 2 kr. i timen kunne bære. Det kunne det! Omend det ikke var skoleengelsk.

Da rejsen ikke endte i London, skulle jeg med tog til Southhampton, der skulle køre fra Waterloo Street Station. Det var derfor nærliggende at tage en taxi. Det var en rigtig Londonner Taxi. Det var ingen dør, men en kæde ind til chaufføren, som talte udbredt cookney-engelsk. Det var svært at forstå, men meget fascinerende. Han sagde blandt andet: ’It’s a dirty weather to day’. Det kunne jeg give ham ret i, for det regnede.

På stationen var der et mylder af mennesker, ligesom man ser på film. Jeg fandt perronen og toget. Lokomotivet stod og pustede damp. Husk, det var før dieseltogene, og at det var England. Et land med kul og før BPs fund af olie i Nordsøen.

Kl. 23.00 engelsk tid var toget i Southhampton, som i øvrigt den gang var udskibningshavn for de store amerika-linere Queen Elisabeth og United States.

DEN BESKIDTE VERDEN

De var virkelig givet godt ud, de 2 kr. i timen. ’Can I have a room for to night, please?’ Det kostede eet pund. Dødtræt gik jeg i seng.

Den næste dag vågnede jeg ved, at det kløede så skrækkeligt på mit ene ben. Lopper! ’Hallo, this is the World og det beskidte England.’

KAPITAL 12: KURS VENEZUELA

DET SKIB, jeg skulle med, var ikke kommet endnu, men det kom senere på dagen. Det var en tankbåd på 17.000 tons, M/T GRØNLAND. Rederiet var Det Dansk-Franske Dampskibsselskab – også kaldet Dansk-Fransk.

Det var spændende at flyve, men det var uhyggeligt spændende at gå ombord  på et skib, som jeg selv skulle med. Leve, arbejde, spise og sove i. Det fik hjertet til at slå meget hurtigt. Alt det jeg havde drømt om, var nu virkelighed.

EN MEGET UNG MASKIN-ASSISTENT

En mand kom – jeg tror, det var en matros – og spurgte mig, om jeg var den nye messedreng????? ’Nej, jeg er den nye maskin-assistent, og jeg vil gerne tale med 1ste mester’. Det fik jeg lov til.

Han var en ældre, rødmosset herre. Han gloede på mig, uvist af hvilken årsag.

’Jeg har et brev til Dem fra rederiet, værs’go’.

Han tog brevet og læste det med det samme. Da han var færdig udbrød han: ’Det var som syv satanner. Hvor gammel er De??????’

’19 år, hr.’

Det viste sig, at jeg var kommet i stedet for en 4. mester. Ham der var på skibet, skulle over på et andet, derfor de kraftige udtryk.

BLØD OPSTART

Alt var virkelig nyt for mig. Der var en underlig lugt ombord. En blanding af mad og diselolie. Højst besynderligt, men stadig euforisk … indtil jeg lukkede døren op til maskinrummet. Der fik jeg et chok.

Jeg var så chokeret, at jeg havde mest lyst til at rende min vej. Men jeg var jo i England, så der var for langt hjem, så jeg blev.

Tankerne for igennem mit hovede. Hvad nu hvis de sætter mig til noget, som jeg gør forkert og jeg ødelægger noget?

Men jeg havde glemt, at det var voksne mennesker, som udmærket vidste, hvad jeg var værd. Man sætte ikke sig selv i centrum, når man ikke er herre over situationen, men gør det, når du ved, du kan. 90% af de bekymringer man gør sig, bliver aldrig til noget.

Jeg skulle være dagmand, hvilket vil sige: Reparatør og forfaldent arbejde om dagen. Når der var manøvre skulle jeg passe maskintelegrafen og skrive manøvrerne ned samt tage tidspunkt. De skulle gerne være overens med broens i tilfælde af kollision.

HAVET SOM EN KVINDE

Jeg var en meget lykkelig, ung mand. På vej til Venezuela med M/T GRØNLAND. Det var pragtfuldt at være til søs. Jeg elsker havet. Det er som en kvindes sind. Uberegneligt. Den ene dag stille og nærmest dovent, for så at skifte til en frisk tag-fat med vinden, som kan sammenlignes med en kvindes muntre latter, der kan være yderst smittende.

Havet er dragende, som den tiltrækning kvinder har på mænd. Man får lyst til at springe i det. Ligesom at elske med hende i sengen … for så at skifte til det vildeste voldsomme. Som om der var noget indestængt i det, som skal ud. Så bliver man bange. Kvinder kan gøre mænd bange. Men når stormen har lagt sig, bliver det stille igen. Som forsoningens sødme mand-kvinde efter et skænderi og solen atter skinner, står op og går ned i smuk harmoni.

LAND I SIGTE

På tredie-dagen kom en ø-gruppe til syne. Hvad kunne det dog være??? Da vi befandt os i Sydatlanten var mit gæt Azorerne. Forsigtigt spurgte jeg en matros, som nikkede bekræftende. Jeg kom til at tænke på min Mor. Telegrafisten havde sagt ’hvis De har lyst til at sende et telegram, var jeg velkommen’. Det havde jeg. Hvad var mere nærliggende: ’Passeret Azorerne. Alt vel’. Så kunne hun se på landkortet, hvor jeg var.

Efterhånden som dagene gik, blev det varmere, hvilket også var et positivt aspekt, når man til dato kun havde været i Norge og Sverige.

Overraskelserne blev ved. En dag kom jeg på dækket, lå der flyvefisk. Det er en meget interessant fisk. Når den bliver jaget af større fisk, flyver den ud af bølgerne, og når så skibet går i søen, lander den på dækket til skue for sømanden.

Mange tror at livet til søs er kedeligt og trivielt. Men det er det ikke. Der sker utroligt meget og med stor variation. Men man skal have øje for det. F.eks. solopgang. Farverne varsler en ny dags komme. Lyset som overlister mørket. Farvernes spil i skyerne. Skibet får en anden dimension. Det virker nærmest som et rumskib i uendeligheden. Kun vand og univers. Solnedgang som varsler, at dagen er brugt. Farverne bliver mørkere. Natten kommer. Stjernerne bliver tændt. Hele dette vældige rum får evigheden til at være en realitet … og ikke bare et begreb.

Man stiller det ene spørgsmål efter det andet, som der er en forklaring på. Ja, det er der på alt her i livet. Måsker er man ikke gammel nok til at godtage dem endnu.

KAPITEL 13: ENDELIG VENEZUELA

VI ER NU ved rejsens mål: Venezuela – nærmere betegnet Amua Bay. En olieplads i et ørkenlignende landskab. I disse omgivelser er der ikke megen romantik, men hårdt arbejde.

Knap var der slået færdig på maskintelegrafen, før vi sprang på hovedmotoren. Der skulle skiftes brændstof-dyser i top og bund. Samt mange andre ting, som vi ikke kunne gøre, mens skibet sejlede. Vi fik dog nogle timer i land, før vi skulle sejle igen.

ROM OG COCA COLA

Mit møde med noget som jeg kun havde hørt om i en sang af Andrew Sisters, som de gjorde meget populær var rom og Coca Cola.

Vi drikker rom og Coca Cola for ’the working dollar’ … og det gjorde jeg. Det var dog det dejligste, jeg nogensinde havde smagt, men min karriere som sømand kom til at hænge i en tynd tråd. Uden at ænse faren, fik jeg mere og mere af denne vidunderlige drik, med hvilket resultat??? Jeg blev stærkt beruset, og når jeg blev det, var jeg altid meget lystig!! Så da vi kom ombord, skulle vi alle tørne til. Det gjorde vi med en ordentlig brandert på. 1. Mester og 2. Mester var de eneste, der var ædru. 1. Mester var rasende. Helt ’uforståeligt’ og da han så min tilstand, blev det for meget. Een skulle det gå ud over. Så jeg fik en ordentlig Herre-overhaling med besked om, at jeg kunne rejse hjem, når vi kom til Europa. Det blev jeg meget ked af. Det var ikke min hensigt, så da vi alligevel på en eller anden måde fik skibet fra kaj og ud på havet, var der en meget lille maskinassistent, som bankede på Mesters dør.

’Kom ind’, lød det hvast, og da han så, det var mig, sagde han: ’Hvad vil De?’ ’Jeg, jeg vil bare sige, at jeg var frygtelig ked af det, der var sket, og jeg gerne ville give ham en undskyldning. Forsigtigt stak jeg hånden frem spændt på, om han ville tage den. Det gjorde han, mens jeg bad så mindeligt om at få lov til at blive … og det fik jeg.

DER LØD ET KÆMPE BRAG

TO et halvt døgn efter skete der noget, som gjorde, at Mester kunne være stolt af os. Kl. var 15.20. Jeg var så småt ved at gøre klar til udskejning, da der lød et kæmpe brag. Alle i maskinen stod stille. Sekunder efter gik smøreoliealarmen. 2. Mester stoppede omgående hovedmotoren. Hvad var der sket???

Lynhurtigt fik vi lemmene af ind til krumtappen. Ved cylinder 4 var ulykken sket. Et krydshovedleje var faldet ned, og derfor slået et stort hul i bunden af krumtapgraven. Al smøreolien var løbet ud i bunden af skibet. Fuld lastet med olie, lå vi så der med et haveri af dimensioner, midt ude i Atlanterhavet. Ja, hvad gør man så?????????????

Det viste sig, at vi fuldt ud havde de faglige kvalifikationer, der skulle til.

2 1/2 døgn efter blev der slået klar på maskintelegrafen af Peer Søndergaard og M/T GRØNLAND tudede i tyfonen og sejlede til Hamburg.

De skibe der lå og ventede på, at vi skulle kalde assistance, blev slemt skuffede. De ville jo få bjærgningsentreprisen. Det ville blive mange millioner. Vi var jo fuldt lastet.

DEN NYE AFLØSER: BISSE-POUL

Der blev ikke talt mere om, at jeg skulle i land, når vi kom til Europa. 1. Mester, som var på nervesammenbruddets rand i forvejen, fik det ikke bedre efter haveriet ved Venezuela. Så han blev afløst af en hård banan, som blev kaldt BISSE-POUL. Han kunne styre maskinbesætningen og maskinen.

KAPITEL 14: HÅRDT ARBEJDE OG KVINDELIGE FORNØJELSER

MEN HVAD FIK JEG selv ud af min jomfru-rejse? Jeg lærte lynhurtigt, at livet til søs er forbundet med hårdt arbejde – og at skibets sikkerhed frem for alt kom først og eventyret til sidst … hvis der var noget.

Jeg havde aldrig før arbejdet 36 timer i træk, men det har jeg gjort mange gange siden under mottoet: ’Skibet SKAL sejle i nat’.

OVERSKUD AF KVINDER

Det siger sig selv, at en hel måned på et skib, så stiger lysten til at komme i land enormt. Se andre mennesker. Og hvor gjorde vi så det? I Hamburg er der et kvarter, som kaldes St. Pauli. Der lever der mennesker af hunkøn, som forstår sømænds behov for nærkontakt. Disse piger var der mange af. Det var kun otte år siden krigen var ophørt, og de fleste mænd var døde eller blevet invalider. Derfor var der et stort overskud af kvinder i Tyskland. Mange af dem blev glædespiger eller ludere, som de også kaldes.

Det var en hård tilværelse, de fostrede. Da vi i en periode sejlede fast på Hamburg, kom vi til at lære dem godt at kende – Vilma og Kristina – temmelig godt. Det var også mennesker med følelser. Da jeg var ganske ung, kalde de mig for Baby Face.

Det er altid meget opslidende at kigge i havn. Som min Mor altid sagde, var hun mere nervøs for mig dér, end når vi var til søs.

OLIE-SEJLADS

Men skibet skal sejle, og det gjorde det. På Middelhavet med tillæg på ti kroner om dagen, fordi det var krigszone. Vi hentede olie i Zidon i Libanon. Det vil sige, vi ankrede op et par kilometer fra kysten. Ved en bøje blev en slange hevet ombord, fyldte skibet og så sejlede vi til Hamburg igen.

1.300 kr. om måneden plus kost og logi og 300 kr. i krigstillæg. I alt 1.600,00 kr. Mange penge den gang. Nu 40 år efter tjener jeg det på en formiddag, når den er god.

STATEN KALDTE

En kom der et brev fra min Mor. Der var kommet en indkaldelse til soldat. Jeg skulle møde 1. maj. Jeg besluttede at afmønstre og få soldatertiden overstået.

Det var med en vis frygt, men også spænding, jeg mødte på Flådestation Holmen. Da min indstilling til livet altid har været ’Born to Freedom’, så var jeg godt klar over, at de næste 1 1/2 år ville være præget af disciplin, og at andre skulle bestemme, hvornår jeg skulle komme, og hvornår jeg skulle holde fri. Men på den anden side var der også noget sundt ved det. Ens tilpasningsevne blev afprøvet til det yderste. At være sammen med mennesker, som man ikke selv havde valgt, var en oplæring i flexibilitet. Det gjorde også nogle til venner og kammerater. Og så var der jo også hele den romantiserede side af soldaterlivet. Det at være i uniform gjorde, at man var med til mange ting, som man normalt ikke ville gøre som civilist, hvilket jeg vil berette om senere.

KAPITEL 15: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 1

PEER SØNDERGAARD FRA KOMMODESKUFFEN var nu blevet 20 år i det Herrens år 1954. Det var forår, men af en eller anden grund – pudsigt nok at jeg ikke kan huske det – havde jeg halsbetændelse, den dag jeg ankom til Holmen. Temperaturen var næsten 40 grader, så i stedet for uniform og udrustning, blev jeg indlagt på infirmeriet. Det var meget menneskeligt. Jeg fik en mængde pencilin og hørte soldater-historier fortalt af de andre indlagte. Det var ret hyggeligt. Der gik så en lille uge med det.

Dagen kom så, da jeg fik min udrustning. Det var meget heldigt. Der var god tid til at prøve størrelser, og dermed noget der passede. Den gang var det strafbart at lægge uniformen, så den skulle jeg have på de næste 1 1/2 år. Så skulle man jo gerne se godt ud. Havde jeg nu skulle have udstyret sammen med 100 andre mænd, kunne man jo let forestille sig, hvad der blev kastet i hovedet på een.

Det var dejligt at skille sig ud. Være anderledes, som i mange livssituationer har præget mit liv.

UDSTATIONERET PÅ MEGET LILLE Ø

Jeg var ikke taget til rigtig marinesoldat, men til det der gik under betegnelsen Kystbefæstningen, som var en del af Den Kongelige Marine.

Jeg blev udstationeret på Middelgrunds Fortet uden for København. Det smagte da lidt af fugl. Der var da i det mindste vand rundt om. Det var en ø. Det er et skib jo også for den sags skyld, bare med den forskel, at det bevæger sig. Når pæren er i orden, så er den i orden!!!!!

AT SÆTTE SIG I RESPEKT

Mine fremtidige medmennesker var allerede godt i gang med soldaterlivet. Det vil sige eksercits fra morgen til aften. Træd an! Ret ind! Giv agt! Rør! Se til venstre! Hun af! Giv agt, løb! Min hue er ingen hat. Det skulle jeg så lære. Mit hovednr. var 205218 og mit delingsnr. var 39 … og sergenten brugte det flittigt.

Når man nu skal leve sammen med sådan en flok mænd, unge mænd der ikke har meget hår på brystet, gælder det om at sætte sig i respekt fra start. Man kan sige: Skaffe sig en plads, så der er luft omkring ens person. At masserne ikke kvæler en. Det var der ikke noget problem i. Min opvækst i Sydhavnen viste sig at være en fordel. Det at jeg allerede havde været ude i den store verden og havde et fag, gav en vis respekt fra start. Hurtigt vise hvad man er god til, og det man ikke er god til. Tage det med humør og selvironi. Så går det altid. Modsat var der nogle, der havde dårlige nerver, kom fra socialt belastede kår. Mod dem var verden ond – og blev sikkert ved med at være det.

KAPITEL 16: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 2

MILITÆR SKOLING er som at blive presset ned i en form. Det går let for nogle. Gæt, hvem det var svært for????? 39. Mig her, 39! Mig der, 39! Hurtigere, 39! Så en dag blev det for meget. Kudi 25 og mig selv blev enige om, at nu skulle de få noget at råbe for. Hvis delingen ville give os 25 kroner hver, ville vi lade os klippe skaldet. Det ville de gerne. De var helt vilde. Vi havde en barber på stuen. Han ville gøre det. Jeg gik med til det af praktiske grunde, så kunne huen sidde bedre fast, for jeg havde et stort hår den gang.

Tre mand holdt os, for så kunne vi ikke løbe. Først fik den ene klippet en stribe gennem håret, og så den anden. Vi lignede en omvendt mohikaner. De andre skreg af grin. De fik virkelig noget for pengene. Og så faldt resten af håret.

Kudi havde en sjov hovedfacon. Hans nakke var helt flad, og fra nakken gik det skråt ned mod panden. Jeg lignede nærmest en håndbold, og blev omgående udnævnt til formand for Rundhovedeforeningen. Alle skulle hen og føle. Håret var 3 millimeter langt, så det var som fløjl.

De næste dag til paraden blev der kommanderet: ’Kompagni ret! 25 og 39 træd an! Omkring! Huen af!’ Der lød et brøl af latter. Det lyder højt, når 120 mand blæser latter ud, det bedste de kan. Det er også en måde at blive kendt på. Hvad er et cirkus uden en klovn? I dette tilfælde vat det to.

HVAD ER EN SOLDAT UDEN ET VÅBEN?

Vi havde endnu ikke fået vores geværer. Men det fik vi. Hvad er en soldat uden et gevær???? Det var helt nye geværer af den type, der blev brugt i 2. Verdenskrig – et såkaldt Garant gevær. Med det gik vi ind i en ny form for eksersits. Geværeksersits. Gevær ved fod! Gevær på skulder! Giv agt, præsentér gevær o.s.v. Men vi skulle også kunne skille det ad, og det var jeg skrap til. Da vi havde prøvet det nogle gange, skulle vi gøre det på tid. Jeg vandt hver gang. Jeg brugte en teknik, som de andre ikke lurede, og som jeg heller ikke vil afsløre her. Kun en gang blev jeg nummer to.

For at få mig ned med nakken, fandt de på, at vi skulle løbe en gang rundt om fortet, skille og samle geværet. Da jeg ikke var så godt til at løbe, blev jeg kun nummer to.

JEG GJORDE MYTTERI

En anden gang jeg havde gjort noget, som sergenten synes, jeg skulle straffes for, blev jeg beordret 4 gange rundt om øen. Da den fjerde omgang var taget, sagde sergenten, at nu var det nok. ’Melder at jeg nu er varm, så jeg tager lige en til.’ Og det gjorde jeg.

En morgen da vi sad og skrællede kartofler, besluttede jeg, at det nu var slut med at råbe 39, for nu ville jeg være en seriøs soldat. Men knapt var jeg kommet ud til morgenmønstring, før Drengerøven (sergenten var 20 år) råbet 39. Så blev jeg stiktosset. Tog mit gevær og kylede det hen ad kajgaden, så gnisterne stod omkring det. Der blev dødstille. Alle måbede. Hvad var dog det????? Det var dramatik. Drengerøven var helt hvid i ansigtet og kommanderede: ’39, saml det gevær op!!’ ’Gu’ vil jeg ej’, meldte jeg.

Så gik han hen og hentede en fænrik, som var lærer for Eksrserskolen. Et rigtigt mandfolk, som vi alle havde stor respekt for. Stille og roligt spurgte han mig, hvad det skulle betyde? Roligt svarede jeg: ’Melder overfænrikken og forklarede ham, at nu havde jeg besluttet at vær en god soldat, men at oversergenten altid råbte efter mig, og det gad jeg ikke høre på mere. De to konfererede så om det. Overfænrikken sagde så: ’39, saml deres gevær op og træd ind i geleddet igen’. Det gjorde jeg så. Blev jeg så straffet????? Hvad tror I? Nej, jeg blev forfremmet til første geled, og jeg fik fred for ham resten af min tid på Middelgrunden og mine soldaterkammerater havde stor respekt for mig.

Vær ikke bange for at vove pelsen, Mette!

KAPITEL 17: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 3

NÅR MAN STIKKER NÆSEN FREM, bliver der lagt mærke til een. Da eksercerskolen var færdig, blev jeg taget til korporal. Det vil sige på konstabelskole på Holmen og uddannet til artilleri-mekaniker. Man skal passe på med at være hurtig med geværet.

Men så var der også det med vinklerne på ærmerne. Man kaldte dem ’tøsemagneter’ – og det var jo ikke så galt med lidt feminitet blandt alle disse mænd … oh, la, la og skummerum samt skrig. Apropos det med pigerne. Så var der også noget der hed orlov, men pengene var små. Som menig var den ugentlige forstrækning 12 kroner, som konstabel 15 kr. og som korporal det svimlende beløb 35 kr. Det var godt nok om  ugen, men alligevel var der ikke meget at slå til Søren med. Men med en femmer på lommen kunne man få en glad aften. Mange steder stod der soldater og børn halv pris. Det kostede 2,50 kr. for at komme i Tivoli og 2,50 kr. for et krus fadøl. Så var aftenen i Taverna reddet.

TROLD OG SJATTERNE

Vi havde charmet os ind hos en servitrice, som vil kaldte Trold. Hun havde nr. 12. Hun var en ven af folket. En skøn kvinde. Når gæsterne ikke havde drukket ud, men efterladt øl i flasken, skænkede hun det op i vores krus.

I Taverne var der levende musik og mange piger. Marinesoldaterne var de populæreste, men dengang 25 og 39 var klippet skaldet, var der ingen, der ville danse med os. De troede vi havde lus. Men hår vokser ud igen, og så blev der danset, så sveden drev. Skæve Thorvald, fællessang. Et lærred blev hevet ned med tekst på. Alle sang med på ’Jeg har en ven en rigtig sejler, der vil ta’ kegler i hver en havn’ eller denne her ’Hvad er jeg uden dig? Som den ensomme svale i maj, som et skib uden ror, en banal melodi uden ord’. Og så Godnat-Valsen … den allersidste dans, før vi går hjem????????. Det kunne måske være, at jeg måtte tilbyde frøkenen eskorte på vejen hjem, så der ikke sker dig noget????? Det handlede om at score pigen, og det gør det sikkert stadig. Sommetider lykkedes det og somme tider ikke. Men onsdag var de røde hænders aften, den var god.

På trods af de små penge, led vi ingen nød. Det var jo kun 8 år siden krigen var slut og soldaten fik god support af befolkningen. ’Her soldat, her er penge til en pakke cigaretter’ eller ’du skal også ha’ en bajer’ … sommetider mange.

MILITÆRPOLITIET GREB IND

En dag blev det til en ordentlig kæp i øret, og fortovet var ikke bredt nok … og tak skal du ha’. Jeg blev standset af militærpolitiet. Det var nat, og sporvognene kørte ikke mere, så jeg skulle gå hjem til Sydhavnen. Men nu var jeg på den, men husk det gode humør og selvironien. Frækt sagde jeg til dem, nu de alligevel bare kørte rundt, om de så ikke kunne køre mig hjem. Til min store overraskelse sagde de hop ind, og minsandten om de ikke kunne se, at hvis jeg skulle gå hjem, ville jeg være ædru, når jeg nåede frem. Det syntes jeg var en skam, og det syntes de også. Det er altid godt, at kunne tale for sig. Husk på Klods-Hans!

KAPITEL 18: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 4

PÅ SKOLEN skulle vi lære at vedligeholde og reparere kanoner, håndvåben og skyde med dem. Det hold jeg var med på blev undervist i antiluftværn, dobbelt 40 millimeter, enkelt 40 m/m mobil, 20 m/m maskinkanon, Madsen Maskingevær, Husqvarna Maskinpistol og 9 m/m pistol.

Da vi skulle skyde med 40 millimeteren løb vi tør for ammunition. Jeg blev sammen med en anden sendt efter mere krudt, men i kampens hede så vi ikke efter, hvad vi tog. Det var krigsammunition, men vi var jo ikke i krig, men på øvelse. Så da granaterne eksploderede i nedslaget, blev der vild panik og helvede brød løs. Men atter en gang blev jeg reddet af en  frisk bemærkning: ’Det var da den rigtige størrelse, hr. Kaptajn!’

UDSTATIONERING

Hvad siger I så? Korporl Søndergård anno 1954. Foto©PeerSøndergård.

Hvad siger I så? Korporal Søndergård anno 1954. Foto©PeerSøndergård.

Men ellers klarede jeg mig fint på skolen. Efter konstabel-elevtiden blev vi udnævnt til konstabler. Det betød, at vi skulle sy en vinkel på ærmerne af uniformen. Den var rød, hvilket betød, at vi var værnepligtige.

Nu var tiden inde til at vi skulle udstationeres. Det var meget spændende, hvor vi skulle hen. Der er mange forter i Danmark. Ét i Nordjylland. Ét på Langeland og ellers var de fleste fordelt på Sjælland.

Jeg håbede på, at det blev Middelgrunden igen selv om der stod på vagtposten: ’Hvorfor se Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel på denne ø’. Jeg var trods alt københavner, og der var mange fordele ved at være omkring byen.

Men så skulle det ikke være. Det blev Stevnsfortet. Det var bestemt ikke noget, der passede mig. Der kunne de sende bønderkarlene ned. Jeg var sur og deprimeret i lang tid. Men det skulle vise sig, at det blev et meget lærerigt ophold.

Vi ankom i efterårets dis og mørke. Den tid jeg altid har sagt, at Danmark skulle lukkes. Fra 1. november og genåbnes 1. maj. Kun bryggerierne skulle holdes åbne, så der var øl nok til den næste sæson.

Efterhånden som tiden gik, blev det bedre og bedre at være der. Vi havde en flink chef. Han var fænrik og hed Åge Nielsen. Sammenholdet på stuen var strålende. Gode kammerater, som jeg vil nævne nogle stykker af: Helmut ’Vallø’ Hansen, fordi han boede i Hårløv, Kaj Madsen og Hans, de to barberer, som var sanitetskonstabler samt Georg, der var helt speciel.

KAPITEL 19: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 5

DET AT BO PÅ LANDET blev til stor velsignelse for mig. Naturen som jeg betragtede som fjende af mig, viste sig meget berigende og beroligende. Naturen lærte mig at arbejde med landbrug, når vi havde vagt, såkaldt sofavagt. Vi skulle bare være der i tilfælde af krig … den venter de stadig på.

På sådanne vagter lød det af og til i højttalerne, at der var nogle bønder, der havde brug for 10 mand til f.eks. at tage kartofler op eller afblade hvidkålshoveder (kilometerlange rækker), tærske (det var før mejetærskeren … kornet blev kørt frem og så blev der tærsket). Disse jobs gav mig et indblik i, hvordan livet på landet var. Det var som om, der faldt skæl fra mine øjne. Vi tjente jo også en god skilling og lommesmerterne var konstante.

OH, DU DANSKE SOMMER

Det at opleve en grøftekant en sommeraften var en ubeskrivelig oplevelse, som jeg alligevel vil prøve på: Alle de smukke blomster, de herlige dufte får ens næsebor til at udvide sig til dobbelt størrelse. Det oplever man ikke i dag.

Det var Vallø som gjorde mig opmærksom på denne helt specielle danske sommer-specialitet. Vi gik af og til en tur om aftenen. Men vi kørte også. Vallø havde en motorcykel – en BSA fra 1939 – og den havde vi stor glæde af. VI var nemlig nogle friske fyre, som i den grad havde mod på livet. Når vi havde vagt stillede vi BSA’en over på fortet, og når det så blev aften, sagde vi, at vi skulle på inspektion. Men i stedet kørte vi til bal. Og dem var der mange af i Faxe, Køge, Rødvig og St. Heddinge. Det var frækt, men det gik altid godt.

NYTÅRSNARRESTREGER

Når vi nu er i gang med narrestregerne, skal vi lige have nytårsaften med. Jeg havde vagt og gik og kedede mig noget så grusomt. Der var bal på Harmonien i Rødvig. Et rigtigt hønsebal, som vi kaldte det. Pigerne sad på den ene side og mændene på den anden side af salen. Musikken spillede op, og så for vi hen ad gulvet og bød en pige op til dans. Nogen piger sagde: ’Jeg danser ikke med soldater’. Det var noget deres mor havde sagt. ’Pas på, min lille pige. De er farlige’ … ooooooog det var vi osse.

Nå, det var lidt om, hvordan det foregik: Pludselig så jeg en chance for at komme afsted. Børgen – en af sanitetskonstablerne – kom hjem i en taxi.

’Børge, skal du ikke derned igen?’
’Jo, er du da mør mand. Det er alletiders.’
’Jeg skal med!’
’Ja, men har du ikke vagt?’
’Jo, men det er jeg ligeglad med. Jeg lægger mig i bunden af bilen, så ser vagten mig ikke.’
’Det går ikke vi bliver knaldet.’
’Nej, vi gør ikke.’

Og det blev vi heller ikke. Det blev alletiders nytårsaften. Kl. 4.00 om morgenen kom jeg hjem til kasernen i godt humør, og der møder jeg kasernemesteren.
’Go-morgen, hr. Kasernemester og godt nytår.’
’Go’morgen, korporal Søndergaaard.’

Jeg gik til køjs og sov hele dagen. Sådan skal det bare gøres.

KAPITEL 20: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 6

LAGDE DU MÆRKE TIL, at jeg nævnte én, der hed Kaj Madsen [i sidste kapitel]? Han var diametral modsat. En rigtig duks, men et godt menneske. Aldrig på glatis. For ham gjaldt det om at komme gennem soldatertiden uden plet og lyde. Han havde været i lære på Centralværkstedet for D.S.B., der hvor også min Farfar var, og hele hans mål i tilværelsen var at komme tilbage der til igen. Det kunne han kun med gode soldaterpapirer.

Kaj var hunderæd for at blive straffet. Han tog sig til hovedet, når han var vidne til mine eskapader: ’Peer, du er ikke rigtig klog’. Men det kan jo diskuteres. Kaj havde en Lambretta Scooter, som vi kørte på hjem på orlov. En dag vi skulle tilbage til Fortet, havde vi problemer med den. Det endte med, at vi kom en time for sent. Hele verden brød sammen for Kaj. Han var helt sikker på, at nu kunne han godt vinke farvel til en tryg fremtid hos D.S.B.

’Kaj, tag det roligt, der sker ikke noget.’

Og det gjorde der heller ikke.

KAJ VAR IKKE EN TØSEDRENG

Kaj gik til dans med sin søster. Tænk, at danse med sin søster. Den gang virkede det frastødende på mig. Nu kan jeg godt se, at det var mig, der var forkert på den. Fordi jeg ikke selv havde dette varme broder-søster-forhold, som mine egne børn har.

Men der var nu alligevel noget, der fascinerede mig ved Kaj. Han var et udpræget ordensmenneske og meget reel. Nogle vil nok sige, at han var en tøsedreng, men det var han ikke. Det der var hans stærke side var vores svaghed om omvendt: 1-1.

Måske har han ændret sig med tiden … men det har han ikke. Det ved jeg med sikkerhed, fordi jeg for nogle år siden mødte ham på vej hjem fra arbejdet. Han kom fra Centralværkstedet. Jeg blev glad for at se ham. Det gør jeg forøvrigt altid, når jeg møder nogen jeg kender. Det var derfor naturlig, at foreslå om vi ikke skulle finde et sted, hvor vi kunne sidde og få en øl sammen og tale om de gode, gamle dage, som vi havde oplevet sammen.

Han svarede: ’Peer, det går bestemt ikke. Hvis jeg ikke når mit tog, bliver min kone nervøs for mig. Jeg kommer altid med dét tog’. Jeg så på ham og sagde farvel til ham og har ikke set ham siden. Men han når sikkert stadig sit tog.

Tænk, ikke at kræve mere af livet! Hvor er du gået glip af meget, Kaj. Men på den anden side, når man ikke har mere i sig, savner man vel heller ikke noget.

DE GRATIS GLÆDER

Nå, det var lidt af en afstikker, så vi må nok se at komme tilbage til selve Fortet. Efter nærmest at være på bunden af en depression, da jeg blev udstationeret på Stevns Fort, vendte det hele, som foråret kom.

Hver dag skulle vi gå fra kasernen over til selve fortet. Overfladen var dækket af marker. Dels med korn og dels med græs med køer. Fortet bestod af gange, som var hugget ud af Stevns Klint. Hernede var der så værksteder, kommando-cental og kanonstillinger. Men nok om det.

De gratis glæder, det er altså dem, der ikke koster noget, men som betyder så uendelig meget. Og dem var der faktisk mange af. De har præget mit liv siden hen.

Naturen var usædvanlig landlig. Marker, skov og frem for alt vand, badestrand, sommerglæder lige ude for døren. Der var også en roklub, mange unge mennesker og piger. Det blev til sidst sådan, at jeg slet ikke tog hjem til København på orlov.

Sådan en weekend var skøn. På langtur med robåden. Flere både med piger og samvær … og så var der bal bagefter. Så kunne sådan en weekend ikke bruges bedre. Så Peer Sval, som pigerne kaldte mig, kunne ikke få det bedre.

Det som andre betalte for i dyre domme, var ganske gratis her. København lå der, hvor den lå. Der var meget vest for Valby Bakke.

Alle disse glæder havde jeg sammen med en er hed Hans. Han var jyde. Hans søster syede silkeslips. De var flotte. Han solgte dem. For pengene gik vi på konditori i St. Heddinge. Ikke så meget for kagernes skyld, men fordi Anna, en køn pige serverede der. Hans og PS konkurrerede i det stille om hvem, der kunne score Anna. Men det lykkedes ikke for nogen af os.

KAPITEL 21: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 7

GEORG VAR  et helt kapitel for sig. Man møder en hel masse mennesker, og her har vi Georg. Han var indremissionsk jyde. En skæg fætter. Meget egoistisk og sparsommelig. Men alle mennesker er der noget positivt ved. Blandt andet kunne man låne penge af ham. Men han var ikke glad for det, man brugte dem til. Men vi fik ham som regel overtalt.

’Peer, du kommer i helvede’, sagde han.

’Nå, hvor kommer du så hen?’

Jo, han skulle i himmelen, for han var frelst.

På sin vis har jeg altid troet på Gud. Det bedste jeg kunne høre om i skolen var bibelhistorie. Men den teori med en gang frelst, altid frelst, synes jeg var for billig. Hvilket også blev bekræftet siden hen.

MØDE MED BILLY GRAHAM

En dag kom Georg og sagde: ’Peer, kunne du ikke tænke dig at gå med til et Billy Graham-møde?

Den frelste og den fortabte,

’OK, men så skal du også gå med mig i Nyhavn bagefter.’

Det blev så en aftale. Hvis nogen ønsker du skal gå en mil, så gå to.

Vi kom til mødet. Der blev talt meget om fortabelsen, og til sidst blev der spurgt, om der var nogen, der ville frelses. Så skulle man række hånden op og komme op bag scenen.

Jeg fik en følelse, som om der var én, der tog min hånd. Underligt! Men jeg rakte den ikke op.

Mødet sluttede, og nu var spørgsmålet, om Georg ville med i Nyhavn. Det ville han gerne. Men det var mig, der ikke ville. Det passede sig ikke oven på denne oplevelse. Det blev kun en tur op ad Strandvejen, hvor vi havde en alvorlig samtale om Gud. Alt i alt en eftertænksom aften med Georg.

ONDT I HALSEN

Børge var Sanitets-Korporal. Han boede også på vores stue. Med ham indgik jeg et væddemål. Det gik ud på, at vi skulle mødes et år efter hjemsendelsen, hvor jeg skulle have sparet 30.000 kr. op. Og hvis ikke, ja, hvad så? Ja, hvad så? Heldigvis har jeg ikke set ham siden med den forstand, jeg altid har haft på penge.

Jeg var to år om at spare 2,50 kr. sammen til en dolk, da jeg var dreng.

Men vi havde en anden sjov episode med Børge. Det var vinter, og næsten alle havde halsbetændelse. De kom rendende til Børge hele tiden. Irriterende! Så fik jeg den geniale idé.

’Børge, kald over højttaleren, at alle der har ondt i halsen bedes komme op på Infiremeriet.’

Det gjorde han. Børge, Kaj og P.S. gik derop. Næsten alle kom derop. De blev penslet med rød jod og fik en pille. Penslet godt ned omkring drøblen, så de var ved at brække sig. De kom aldrig igen, og vi fik fred på stuen.

SLUT MED SOLDATERTIDEN

Selv om 1 1/2 år er lang tid, når man begynder på dem, så får de også ende. Og det gjorde vores også. Tiden, hvor man ikke skulle tænke, og hvor uniformen var dække over mange ting, var ved at være forbi. Vi blev hjemsendt med brask og bram. Vi skiltes, og dermed var et kapitel forbi og skrevet.

KAPITEL 22: PÅ LANGFART TIL ØSTEN

DET VAR EN underlig stille og tom tid, der fulgte. Fra at være omgivet af en masse mennesker, var de nu alle væk. Men det varede ikke længe, for jeg var fuldt og fast besluttet på, at ville ud at sejle igen. Og det kom jeg hurtigt.

Jeg glædede mig meget. Nu var jeg fri igen. Men frihed er relativt. Pudsigt nok fik jeg hyre på det samme skib, som jeg afmønstrede, da jeg skulle være soldat – M/T Grønland.

Jeg var sulten, havde ingen penge, men masser af mod på livet. Skibet lå i Rotterdam og vi tog afsted til Persergolfen, ned gennem Middelhavet, gennem Suez-kanalen, Det Røde Hav. Hvorfor blev det kaldt Det Røde Hav? Fordi bjergene som omgav det var røde. Ganske enkelt, ikke?

Videre gennem strædet ved Aden, rundt om den arabiske halvø gennem Hormus Strædet, op til Mena al Akmadi i Kuwait. Last dér og videre ud til Yogohama, over Det Indiske Ocean, Tårestrædet, Singapore og Japan. En rejse på 45 døgn.

På denne rejse virkede skibet rent teknisk godt bortset fra styremaskinen, den som blev kaldt ’Jernmanden’. Den havde vi problemer med. Pludselig sejlede skibet i ring. Det gjorde jo ikke så meget, når der var plads nok. Men det var der ikke, for det var inde i havnen. Men det blev vores lykke for det betød rep., døgn med folk fra land.

Japan var på den tid en stor oplevelse. Kvinderne gik stadig i kimono og træsandaler.

Vi var virkelig kommet til Østen. Det osede af eventyr og romantik. Tænk at møde piger der sagde, at de elskede dig. Det var den rene ’lykke’.

DAGENS HELT I SKYSOVS

Det var nogle lange rejser M/T Grønland foretog sig. Vi skulle tilbage til Golfen, hente en ny last, som skulle til, ja, hvad tror du? USA. Houston i Texas. Det tegnede til at blive en lang og triviel rejse, men det blev det bestemt ikke.

Vi skulle ind til Algier og tanke bunkerolie. Det vil sige det bræmdstof, som vi selv brugte til fremdriften af skibet. I gamle dage da skibe var kulfyrede, fik man kul i bunker, deraf betegnelsen.

Det var ikke meningen, at vi skulle i land, men på en eller anden måde, blev jeg dagens mand i skysovs. Et held i uheld.

Vi var begyndt af afmontere maskintoppene. Der var otte styks. Vi skulle måle slitage. Det var mig der passede kranen, men før jeg hev med kranen skulle toppen lindres med en donkraft. Det glemte jeg med det resultat at løftegrejet sprang. I dag havde det ikke været noget problem for så havde vi bare svejset det. Men det var der ikke nogen, der kunne dengang. Derfor skulle det i land for at blive svejset. Det gav et døgn i land i stedet for nogle få timer. Jeg fik stor skideballe, men mange drinks af kollegaerne og en uforglemmelig orientalsk nat med alt, hvad dertil hører. Det det ikke var tusind og een nat, men kun een!

KAPITEL 23: TEXAS ER ET COWBOY-LAND

EFTER AT HAVE SEJLET gennem Strædet ved Gibraltar og stukket stævnen ud i Atlanten med kurs mod Texas gik alt stille ombord. Det hele gik sin vante gang. Mange synes at skibe er noget underligt noget. Det er det ikke. Et skib har sjæl. Det er levende. Derfor er det hunkøn, og man elsker det. Det er som en Big Mama, som med sine store patter omsluger een. Man føler sig tryg.

Tænk, nu skulle man til Amerika. Nu tænker du måske: ’Jamen, er der ikke olie i Amerika?????? Jo, da vi sejlede op til Galverston River blev vi mødt af de kendte nikkel-pumper, som netop pumper olie op af jorden, så hvorfor olie fra Persergolfen? Jo, der var nogle additiver i dén olie, som vi kom med, som der ikke var i deres.

I COWBOY-LAND

Vi var selvfølgelig helt skæve for at komme i land. Texas er et Cowboy-Land. Så øjne og alle andre sanser var vidt åbne for nye indtryk.

Jeg glædede mig endnu en gang over det engelske, som jeg lærte, da jeg var i lære. Det kom mig virkelig til gode nu. Der er ikke noget så godt, som at kunne tale med mennesker.

Vi var til et Countrybal i et stort ’balroom’ og med ægte T-bone-steak med stegte kartofler i sølvpapir.

Rejsen til Texas tog 55 døgn. Den næste kun eet: Tampico i Mexico. Tænk kun et døgnssejlads fra Houston, var der en verden til forskel. Jeg begyndte at få øjnene op for livets sociale skævheder og al dens uretfærdighed og dermed fattigdom, der var på jorden. Men sortkrøllet hår var der meget af. Så meget, at de levede af det.

Vi var i de amerikanske farvande i en måneds tid på forskellige pladser. Baltimore, New York, ABC-øerne og Venezuela igen.

PAUSE I HAMBORG

På vej hjem til Europa igen, var den gal med hovedmotoren. Men denne gang opdagede vi det inden det store haveri kom. Det kom os til gode i Hamborg. 10 dage på Grønlands Plads. Det kaldte vi den, hvor vi reparerede.

Når vi gik i land, spurgte vi: ’Hvor forhaler vi hen?’

’Til Grønlands Plads’, lød svaret. Så vidste vi, hvor vi kunne finde ’Damen’.

KRISTINA OG WILMA

Det kan ikke undgås, når man kommer det samme sted gang på gang, at man lærer mennesker at kende. I det miljø lærer man livets gru at kende. Kristina og Wilma var ingen undtagelse. Livet uden for Præstens Mark var noget anderledes, end jeg havde tænkt mig. Fra at være en naiv dreng, der kun tænkte på, hvad jeg kunne få ud af livet, var jeg ved at blive en voksen mand.

Kristina var alkoholiker. Hun kunne nemt drikke en hel flaske cognac alene. Det kunne jeg godt forstå med det liv, hun levede. Hun havde været gift med en dansk styrmand, men ægteskabet var gået i stykker.

Kristina havde en forunderlig stemme. Så sprød som var den af krystal. Hun blev mere og mere en del af mit liv, som jeg senere vil fortælle mere om.

Wilma var et helt andet menneske. Hun var forældreløs. Af polsk afstamning. Hele familien var blevet dræbt i krigen.

Disse to kvinder blev et omdrejningspunkt i mit liv.

KAPITEL 24: GUD ER LIGE HER

LIVET TIL SØS giver mulighed for megen eftertænksomhed. Oceanet er enormt. Vand er ikke bare vand. Hele farvesymfonien ændres konstant. Det er afhængigt af skyhøjder og bundforhold. Der findes ikke to ens sol-op- og nedgange. Hvad er det, der kaldes morild, som tegner en stribe efter skibet om natten? Jorden er en del af den galaxe, der kaldes Mælkevejen. Det ses tydeligt i Det Indiske Ocean. Hvorfor springer delfiner nogen gange højt op i luften og lader sig falde med et ordentlig plask ned i vandet igen? Ved du det?

AL DET SER DU, når du står i timevis på din frivagt og betragter denne storhed. Time efter time uden at blive mæt og tanker og spørgsmål farer som projektiler gennem din hjerne. Hvad er livet? Hvorfor dør vi? Hvor er Gud, eller er der overhovedet nogen? Ja, det må der være. Han må være almægtig, for er der noget, der er så stort, så er det skaberværket. Ned til mindste detalje. En dag talte jeg med en styrmand om det. Han sagde: ’Det skal ikke tænke så meget på, det bliver man skør af. Men han tog grundigt fejl. Man bliver ikke skør, man bliver henrykt og ydmyg. Man skal bare have de rigtige briller på og Gud siger: ’Se her, Peer, her er jeg, lige her’.

På et tidspunkt følte jeg, at være på vej hen til et sted, som på nuværende tidspunkt ikke kunne forklares.

KAPITEL 25: TO DEJLIGE VENINDER

DER VAR NU GÅET et lille års tid efter soldatertiden, og det var forår i Danmark, så nu kunne det være rart at komme hjem. Der var penge på lommen, og bøgen var sprunget ud. Men på en eller anden måde manglede der noget.

Sydhavnen var ikke mere den samme. Min Mor irriterede mig med sine evindelige spørgsmål og min Mormor var død. Jeg besluttede mig til at opsøge én, som jeg havde sejlet med. Var var begyndt på Maskinist-skolen. Han hed Willy Vissing. Vi blev enige om at tage til byen en dag. Det blev skæbnesvangert for ham. Vi mødte to veninder, der også var i byen. Den ene af dem blev hans kone. Han blev siden maskinmester på Olieraffinaderiet i Kalundborg.

Det viste sig at den anden kvinde var islænding. Hun hed Ingebjørk. Hun arbejdede på Diakonissestiftelsen i København. Det var en spændende kvinde og dermed en forrygende tid. Selv om hun var fra Island, var hun varm og kærlig og en rigtige dame. Hun gik med hvide handsker, når vi var i byen. Vi havde det skønt, men pludselig sagde hun: ’Peer, jeg kan ikke se dig mere. Vi har haft en vidunderlig tid sammen. Du skal ikke spørge om noget’. Hun gav mig et kys og forsvandt. Det blev jeg selvfølgelig meget ked af. Jeg var forelsket i den kvinden. Hvad var så meget nærliggende? At stikke til søs igen!

KAPITEL 26: SYDPÅ MED NORDPOLEN

HENNING BROGREN, en ven jeg havde fra mit første togt, var med på det næste skib: M/S NORDPOL. Det var en fordel. Det skulle vise sig, at NORDPOL var alletiders skib. Det kom fra Finland. Jeg kom ombord i Holtenau ved Kielerkanalen. Vi var chartret til en rejse til Africa. Det blev en spændende tur.

Så ser det prægtige skib NORDPOLEN ud. Foto©PeerSøndergaard.

Det vil være relevant at beskrive skibet. Det var kun et halvt år gammelt. Bygget på Nakskov Skibsværft. Det var på 10.000 tons. Motoren var en ægte Christianshavner Diesel. Der var 4 luger og mellemdæk. Motoren var placeret midtskibs, hvor der også var beboelse for officererne og maskinbesætningen. De andre boede ude agter.

Det at et skib er godt er selvfølgelig afhængigt af de mennesker, der er ombord. Samt det tekniske udstyr, som styrer skibet. På M/S NORDPOL var vi velsignet med begge dele. Dæks- og maskinofficerer virkede i fuld harmoni. Det var virkelig en fryd og i samklang med det tekniske anlæg. Så alt var optimalt.

Skibet havde været på jomfrurejse til Australien og sejlet mellem Tasmanien og Australien i et halvt år med Cuanna-gødning. En kedelig fart. Det var måske derfor det meste af besætningen afmønstrede. Maskinbesætningen var stort set helt ny på nær tre mand. 1ste Mester, 3.Mester og en assistent, Basse, Henning Brogren, min ven, skulle sejle 4. uden eksamen. 2. Mester var ny og 3. var en assistent, som var avanceret.

1ste Mester var bornholmer. En meget interessant mand, som jeg vil komme nærmere ind på.

Jeg skulle gå dagmand og de andre dele af vagten. Efter et lynkursus, hvor vi blev sat ind i de forskellige funktioner, blev der slået klar på maskintelegrafen, og vi satte kurs mod Lissabon i Portugal – portvinens land.

PORTVIN … OG SÅ TIL AFRICA

Det blev kun et kort ophold i Lissabon. Vi skulle hente nogle få ting, blandt andet kork. Port Lexoes var den næste plads. Det er havnebyen til Oporto, så nu begyndte det at smage af Sandemand. Her havde vi lejlighed til at gå i land og få de sædvanlige opladninger, inden det gik videre på en længere sørejse.

Det næste sted var Dakar. Her skulle vi vaccineres mod gul feber. Her skulle vi have de såkaldte Crewboys ombord. Det er dem, der losser og laster skibet. Men det var nu ikke denne gang. Jeg forveksler tingene.

APARTHEIDS GRIMME ANSIGT

Efter vaccinationen sejlede vi videre til Cape Town. Det var en lang tur. Det første der bød os velkommen til Sydafrica var Taffelbjerget. Modsat andre bjerge, som har tinder, er dette bjerg helt fladt som en bordplade … derfor navnet.

Sydafrica har et vidunderligt klima. Der er smukt og frodigt. Dem, der havde bosat sig dér, var ikke dumme. Og dog! Man skal ikke undertrykke mennesker. Gud har skabt tingene, som de bør være, men menneske forplumrer alt, hvilket man ser med det sammne, når man går igennem gaten.

Du kan få op til 5 års fængsel, hvis du fraterniserer med den sorte befolkning, stod der oven over gaten som velkomst. Ganske hyggeligt, ikke sandt! Vi var kommet til et land, der var smukt, men med mindre smuk styreform. Apartheid. På bænke i parket stod der: FOR EUROPEANS ONLY eller INGEN ADGANG FOR FARVEDE.

Vi skulle af med vores last i Cape Town, Port Elizabeth, Durban samt Laurezo Marques i Portugisisk Østafrica. Under dette ophold i Sydafrica arrangerede den norske sømandspræst en udflugt til Zulu-reservatet ’The Valley of the Thosands Hills’. Det var interessant. Høvdingen havde mange døtre og derfor meget rig. Døtrene dansede de traditionelle zulu-danse med bare bryster, som det sig hør og bør sig på disse kanter.

KAPITEL 27: RIG OG FATTIG I BRASILIEN

EFTER AT HAVE SMAGT lidt på rigdom og uretfærdighed var M/S NORDPOL klar til at forlade Sydafrika. Med stævnen vendt mod vest, var vi på vej til Sydamerika: Brasilien – en lille plads der hed Victoria. Det tog 18 døgn og det blev en rigtig gyngetur.

Vi var ballastet, så godt som tom, og så kom vi til at sejle i udkanten af en ’hurricane’. Det store skib var som en valnøddeskal. Vi var virkelig kommet til søs.

Kokken havde problemer med at holde maden på komfuret, så der var kun lidt varm mad. Man kom til at tænke på gamle dage!!!!!

’Beskøjterne han tærer, de glider ned så småt.’

Det var synd for 2. Mester. Han var ingen sømand. Han var søsyg hele rejsen. Derimod havde forfatteren det fint. Jeg arbejdede det værst tænkelige sted ude i ’Tunellen’, der hvor skrueakslerne kørte rundt.

Nå, det kan ikke blive ved med at storme. Tre dage før vi ankom, spurgte jeg 1. Styrmand, hvornår vi er der?

’”Søndag eftermiddag kl. 14:00.”

Det passede.

TISSETRÆNGENDE

Vi blev budt velkomen af en kæmpestor havskildpadde omkranset af høje bjerge. Men stemningen var ikke særlig høj. Vi havde fået at vide, at vi skulle laste malm. I forvejen vidste vi, at malm var noget af det hurtigste, man kunne få ombord. Det rutcher ned ad slidsker, så på to timer ville det gode skib M/S NORDPOL være nede på lastemærkerne, og vi var til søs igen. Derfor havde vi ikke taget penge op. Men efter 18 døgn til søs i storm, var vi godt tissetrængende. Vi blev godt overraskede, da vi erfarede, at det var det kæmpebjerg, der lå inde på kajen, vi skulle have ombord. Vi skulle fragte det til Amsterdam i Holland, hvor de ville forsøge at udvinde det.

Det viste sig at opholdet i Brasilien varede i 14 dage. Det var lige før, vi var blevet en del af bybilledet.

Klimaet i Brasilien var vidunderligt og landet smukt. Desværre var der også meget korruption. Tolderen kom dagligt og købte vores cigaretter. Befolkningen var rig eller ludfattig. Ingen mellemting, som man oplever andre steder. Kun kakerlakkerne var store. Alle store som mus.

VENNER OG KAMMERATER

Nå, 14 dage ender jo også, og som de gode sømænd vi var, længtes vi til søs igen.

De 14 dage havde gjort skibet endnu bedre. Sammenholdet var usædvanligt. Der havde været god tid til at trimme maskinen, så vi havde også god tid i land. Det foregik ikke med tungen ud af halsen. Vi var ikke bare besætningsmedlemmer, men venner og kammerater. En tid jeg altid mindes med glæde.

Stand by for og agter. Klar på maskintelegrafen. Langsom frem, og vi var på vej til Amsterdam. Malm i lasten fylder ikke så meget. Der var kun en lille klat i hvert lastrum, derfor gik skibet, som et pendul i søen hele vejen hjem til Europa.

Fortsættes …