AT KOMME FRA BORNHOLM til den store stygge by ovre kan være lidt af en øjenåbner, hvis man altså stiller skarpt på mindst ét af sine to øjne. Det gjorde Din Blogger midt i december. Det var ikke småting, der røg ind gennem hornhinden til nethinden.

Her nogle eksempler på, hvor man kan eller bør eller lade være med at spise.

RESTAURANT AMBRA BEFINDER sig i Store Kongensgadr, og hører under ’Solvino Brands’. Den er ganske nyåbnet og ligger i det tidligere ’Umami’. Man passerer først det aflange barlokale inden man står i det meget store restaurationslokale. I baren er der meget høj musik – den forsætter desværre inde i spiseafdelingen. MEN, det er ikke bum-bum-musik, men faktisk musik fra før verden gik af lave. Således kunne min ledsager – Lisa Høyrup – fortælle, at hun kunne genkende Bruno Martino’s [1925-2000] smørtenor. Sidst hun havde hørt ham synge, var i Tivolis exklusive RESTAURANT WIVEX. Her var hun som 17-årige blevet inviteret af en beundrer. Det var i 1958! Det fortalte jeg det unge par ved sidebordet. De vidste ikke, hvad Wivex var for noget, men Bruno … jo-jo … han var på deres playing-liste.

Som sagt en helveds larm i det godt fyldte lokale, men masser af god energi og hygge. Tjeneren talte selvfølgelig kun engelsk, men var vældig sød og opmærksom. Det giver altid gode drikkepenge.

Maden er italiensk og var i top: Når der er Vitello Tonnato som forret, er det en must’er. Hovedretten var en saltbagt Seabass. Den lå på et leje af grønne blade, var åbnet og gjort klart lige til at dykke ned i. Dertil marinerede små, saftige tomater. Panna Cotta er italiensk, så den sluttede måltidet. Den billigste hvidvin til 325 kroner var en Langhe Arneis, Piemonte … og den var temmelig lækker. Ligesom expressoen med en tilhørende grappa. 1.425 kroner for to personer + drikkepenge. Prisen lå under det høje niveau på maden … og sådan skal de helst være!

MERE ITALIENSK PÅ KONGENS NYTORV

DEN HEDDER FIAT og har ikke noget med biler at gøre .. selv om det kører derud’a. Der er små borde inden man kommer ind i det aller helligste. Det er her man skal sidde. Restauranten har eksisteret i flere år, men udvidede for nogle år siden med det store baglokale, da de overtog den kendte modeskaber STASIAs salon, da hun flyttede til Vingaards Allé i Hellerup. Vi var tre til bords, da to deltagere kort forinden var blev lagt ned af snue.

Prisen blev 3.181 kroner + gode drikkepenge til vores ganske udmærkede og opvakte tjener med langt krølhår. Han hed Magnus Lund Nielsen og vil ikke være dér, hvis og når du besøger FIAT. Det var nemlig hans sidste arbejdsdag efter tre års virke. Dagen derpå skulle han til Mozambique i det sydøstlige Afrika omkranset af Det Indiske Ocean. Men denne Magnus var ikke hvem som helst. Han har studeret politisk kommunikation på Europa-kollegeiet, og har tidligere været rådgiver i EU-Parlamentet. Pt skriver han speciale om EU og Ukranie. Han kunne berette, at han netop havde lavet et interview med en ukrainsk top-politiker, som var blevet offentliggjort i kvartårsmagasinet RÆSONs sidste udgave under rubrikken: ’EU prøver at finde balancen mellem at holde Ukraine i udstrakt arm og kort snor’. Det er Clement Kjersgaard og Henrik Østergaard Breitenbach, der er stifterne af det politiske magasin. PS: Magnus anbefalede i øvrigt, at besøge både Kyiv og Lviv, når Ukraine igen får fred: “Nogle hel fantastisk smukke byer”.

Dette var et sidespring, undskyld!

Maden var som sagt italiensk og god, men måske et lille trin ned i forhold til AMBRA. Vi startede med Carpaccio, som var udtalt vidunderlig. Den gratineret Aubergine var også god, men Carpaccioen var bedre. Her stod hovedretten også på fisk. En DORADE – eller på dansk Guldbrasen – til 245 kr. Den lå så underligt alene på tallerkenen sammen med en lille portion spinat. Fisken skal man selv flå. Det er ikke det store problem, hvis det altså ikke er første gang man går ombord i sådan en opgave. God smag.

Det søde var Panna Cotta Risalamande. Ganske lækkert i denne jule-udgave. Her kom der også Piemonte på bordet. Først den billige – Gavi le Marne Michele Chiarlo til 435 kroner. Så den lidt dyrere til 575 kroner: Timorasso Colli Tortonesi la Spinatta. Sådan smagte de: 1) Timorasso 2) Den på Ambra 3) Gavi’en.

Der blev serveret expresso med grappa og til slut en godnat-gintonic MONKEY 47. Som omtalt i den forrige CPH-blog fik vi en snak med fodboldlegende Frank Arnesen, som sammen med hustruen og to vennepar også blev bespist på FIAT. Stedet kan kun anbefales.

POST HAR DESVÆRRE EN DÅRLIG KLANG

JEG TÆNKER ikke på det nye BRASSERIE POST, men mere på skandalen om, at PostNord fra 1. januar 2024 ugyldiggør alle frimærker, der er købt før denne dato. Men det kan iværksætteren og kokken Claus Meyer, der står bag POST, jo ikke gøre for.

En lang række klassiske franske retter er på kortet, men de smager af noget helt andet. Det er snyd, men hvis smagen havde stået mål med klassikerne, havde man måske båret over.

Forklaringen på miseren må ligge i brasseriets køkkenchef. Han hedder Dave Harrison. Født og opvokset i Texas, udlært som kok i USA før han flyttede til Paris, hvor han i en årrække arbejdede som køkkenchef på neo-bistroen AU PASSAGE i 11. arrondissement tæt på Place de la Bastille og det blodbestænkte musiksted Bataclan og senere i Danmark på Brasserie Prins og Den Vandrette. Han fortæller blandt andet: ”… det er vigtigt for mig, at vi kan præsentere den mad, som jeg selv blev forelsket i i min tid i Frankrig”.

Det er her man spørger sig selv – efter at have spise sig igennem Boudin [Blodpølse], Bouillabaisse Marseillaise og Profiteroles au chocolat – om køkkenchefen med sit lange hår uden kokkehue – har kigget for dybt i en flaske calva. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde under mine mange besøg i de franske madtempler oplevet magen til smagsforvirring. Vi var to gæster til 3 glas Bourgogne Aligoté à 120 kroner, 1 expresso til 32 kroner og postevand til 25 kroner + mad til 1.437 kroner. Der blev ingen drikkepenge til de udenlandske tjenere, selv om de var søde nok. Maden var simpelthen for skuffende. Øv-bøv!

EN LILLE UAGTET CAFÉ

STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM har to sær-udstillinger lige i øjeblikket: ABER – vores vilde familie frem til 25. februar [der findes omkring 375 abe-arter i verden … mennesket er en af dem]. WILDLIFE PHOTOGRAPHER OF THE YEAR frem til 8. september. Derudover MINERALSALEN og et besøg i PALMEHUSET.

XTRA: To trappe-rotunder er udsmykket af henholdsvis Oscar Matthiesen [1861-1957] og Per Kirkeby [1938-2018]. Begge værker interessante at se nærmere på.

Det koster 105 kroner at komme ind, men der er gratis adgang til museets café RICCO’S, der ligger lidt upåagtet i den store museumsbygning i stuen til venstre. Der er god plads, fred og ro – og masser af ting at studere på væggene. Du får morgencomplet til 95 kroner, en nybagt, sprød croissant til 20 kroner og en suppe til 30 kroner.

… og så byder cafeen på GLYPTOTEKET på ganske lækre småretter, men her må man bøde entreen for at komme ind.