ER DU KLAR TIL 8. SÆSON?

Violinen er klar. Violinbuen er klar. 1. violinisten er klar! Foto©JørgenKoefoed.

SPIS EN GAJOL og få stemmen på plads, når du og Gudhjem Havnekor tager hul på den 8. sæson om nøjagtig én måned – onsdag 8. april, dagen før Skærtorsdag.

Mange spørger om  korets leder og 1. violinist Jens Riis vil være på plads i år. Han måtte pjække en del gange sidste år på grund af dårligt fungerende nyrer.

Derfor foretog Bloggen et visit hos Jens Riis i hans lille stenhus på Duebakken Gudhjem Uptown.

BLOGGEN: Jens, kan vi i år regne med at se og høre dig, når morgenstunden får guld i mund, alt i mens Ertholm stævner ud på sin farefulde færd mod Chistiansø?

JENS RIIS: Det håber jeg. Ganske vist er jeg noget træt i forbindelse med min sygdom, men jeg er rimelig frisk først på dagen, så jeg regner da med at kunne være på plads hver dag i sæsonen.

BLOGGEN: Det lyder godt! Det er der mange, der bliver glade for.

Jens Riis serverer the med dansk honning. Senere tager han fat i violinen og gennemspiller korets signatursang.

BLOGGEN: Hvad får du ellers tiden til at gå med?

Det var Gyldendal, der i 1973 udgav Jacob Paludans essaysamling, hvor Torben Brostrøm blandt skriver på flappen: “Der er højdepunkter i dansk skrivekunst imellem, tekster som slet ikke kunne undværes i ens Danmarksbillede. Foto©JørgenKoefoed.

Den er god nok: Jens Riis har mønten, der beviser, at han havde nummer 085 i Slædepatruljen Sirius. I år kan patruljen fejre sit 70 års jubilæum. Foto©JørgenKoefoed.

JENS RIIS: Jeg læser en del. Lige nu er jeg i gang med at genlæse ’I Høstens Månefase’. Det er en række essays af Jacob Paludan [1896-1975]. Han er min yndlingsforfatter. Jeg læste en del af ham, da jeg arbejdede i Slædepatruljen Sirius på Grønland fra 1968 til 1970. Og faktisk optræder jeg i et af bogens essay – NORDDANMARK. Dog ikke ved navns nævnelse. Jeg hilste på ham, mens han skrev på bogen, og det noterede han således:

”… Aftenen før havde en yngre mand standset sin bil og kom resolut hen mod mig. Han havde været på strabadser i Grønland og havde deroppe, sagde han, haft en del ud af mine bøger. Og, tilføjede han med et fast blik: ”De er min yndlingsforfatter”. Så var der dog een.

Til historien hører, at Jens Riis senere skriver til Paludan for et besøg. Tre måneder før Paludan dør 26. september 1975 modtager Jens nedenstående brev fra forfatteren:

En af Jens Riis’ klenodier: Et håndskrevet brev fra den store, danske forfatter Jacob Paludan. Foto©JørgenKoefoed.

”Juni 75. Kære Jens Riis. Sandelig husker jeg vores Samtale paa Hestkøb Allé og det Stykke, det Dagen efter gav Anledning til. Jeg er for øvrigt optaget af det afsluttende Bind af Værket.

Situationen nu er at vi skal til Jylland en Tid og har travlt med at pakke og huske det hele. Jeg har i 1/2 Aar haft vanskeligheder med Ledvand i Knæet og dets Eftervirkninger, saa efter Hjemkomst faar jeg nok diverse Behandlingssnakker med Læger. Saa det maa vist blive mit Udspil, hvornaar jeg kan bede Dem komme. Venligste hilsner, Jacob Paludan.”

BLOGGEN: Jens, så er det jo lige før du er en litterær personage. Inden jeg går til min laptop på Kirkestien for at skrive denne artikel er jeg lidt fascineret af det maleri, du har hængende bag mig. Det er ikke helt dårligt. Hvem er kunstneren?

JENS RIIS: Det er af malet af en af Københavns kendte vagabond-bohêmer. Svend Aage Tauschner bevægede sig i mange år i Latinerkvarteret i København K. Han var som sagt en kendt skikkelse, som solgte sine malerier for bajere. Jeg mødte Tauscher på Skindbuksen, hvor han sad sammen med andre kunstnere. På et tidspunkt spurgte jeg ham, om han ikke kunne male et billede til mig. Det kunne han godt. Han havde malergrej og et lærred med, så vi gik ud i den lille baggård, der hørte til værtshuset. Her malede han i løbet af nul komma fem dette billede fra sin hjemegn med kirken som baggrund, hvor han far havde været præst.

Et hurtigt naturbillede fra Svend Aage Tauschers hånd. Foto©JørgenKoefoed.

OM TAUSCHER
Fem år efter sin død fik maleren, livskunstneren og filosoffen Svend Aage Tauscher, kaldet ’Taus, Minefeltets Konge’, udført sin buste efter en indsamling foretaget blandt venner og caféer i Minefeltet. Resultatet blev et karakterfuldt portræt af et menneske, der havde levet livet. Udført af billedhuggeren Troels Lybecker. Busten findes på Nikolaj Plads, indsat i det sydøstlige hjørne af Nikolaj Kirke.

BLOGGEN: Dette var et par sidespring i forbindelse med Gudhjem Havnekors start 8. april kl. 9:50, … men sådan er det, når man gæster en interessant mand.

POSTSCRIPTUM
HUSK, at havnekoret er et åbent kor, hvor alle kan møde op og synge med. Det er ikke nødvendigt hverken at bo i Gudhjem eller at kunne synge. Ses vi?!