ET ENSOMT LIV BLEV FORBI PÅ ELVIS BOULEVARD

Politikens forside dagen efter Elvis Presleys død. Foto©JørgenKoefoed.

SÅ ER DET 41 ÅR SIDEN, at rock’n’roll-kongen blev fundet død på sit badeværelse på Graceland. Datoen var 16. august 1977 lidt over halvto om eftermiddagen.

Dagen forinden havde Elvis haft problemer med sine tænder. Så han fik nogen fra sit slæng til at ringe til hans tandlæge, hvor han fik tid 22:30. Han tog afsted i sin yndlingsbil, den sorte Stutz Blackhawk – og som vanligt med to pistoler i bæltet.

Han fik skiftet nogle fyldninger og fik renset tænderne. Oveni en recept på Kodein.

Han var hjemme efter midnat, men da hans tænder stadig generede ham, ringede han til sin læge kvart over to om natten, hvor han fik udskrevet seks Dilaudid-tabletter plus diverse andre piller. Hans stedbror, der var en del af hans 24-timer-vagter, tog afsted for at hente medicinen på døgnapoteket på Baptist Memorial Hospital.

Klokken lidt over fire – stadig om natten – vækkede han sin fætter og hans kone, som boede i en campingvogn bag Graceland og forlangte, at de skulle spille racquetball med ham. Elvis kunne få alle til at gøre hvad som helst for ham når som helst – undtaget var han manager – den såkaldte ’oberst’ Tom Parker. Her holdt Elvis kæft og lod sig trække rundt ved næsen.

Stedbroderen vendte tilbage med en pæn medicin-pakke beståene af antidepressiva, sovepiller og placeboer. Første dosis hjalp ikke. Elvis kunne ikke falde i søvn. Et par timer efter indtog han pille-pakke nummer to. Det gentog sig klokken otte, hvor han indtog tredje pakke.

DØD PÅ BADEVÆRELSET

Dagen efter nåede han ikke som aftalt til Los Angeles. Han havde ikke lukket et øje hele natten. På et tidspunkt gik han ud på sit private badeværelse. Hvornår vides ikke. Men da hans girl-friend, Ginger, vågnede ved halvto-tiden om eftermiddagen, kunne hun konstatere, at Elvis allerede var stået op. Hun ringede til sin mor og talte længe med hende inden hun gik på sit eget badeværelse. Da hun kom ud, og Elvis stadig ikke havde vist sig, bankede hun på døren til hans badeværelse. Da ingen svarede, skubbede hun døren op. Alle døre i hans private gemakker var uden låse.

Elvis lå på badeværelsesgulvet med ansigtet nedad på det røde tæppe. Den ene side af ansigtet var opsvulmet og lilla, og hans tunge var misfarvet. Han havde kastet op på tæppet. Det virkede, som om han havde rakt ud efter telefonen, der sad på væggen. En bog om sex og psykisk energi lå i nærheden.

Ovenstående er den nogenlunde beretning i den engelske musikjourlist Ray Connollys biografi BEING ELVIS – A LONELY LIFE fra 2016.

GIFTDØD

Der blev fundet 14 stoffer i Elvis’ krop, ti af dem, inklusive Kodein og Quaaldues, i betydelige, giftige mængder. Alle stofferne var anskaffet lovligt på recepter udskrevet af læger. Der var altså ingen af de gadestoffer, Elvis var så bange for. Men faktisk ved man ikke, hvad han døde af, fordi obduktionsrapporten, som jo er privat, blev holdt hemmelig. Men Ray Connolly konstaterer, at uanset hvad kan man godt med en vis rimelighed sige, at Elvis døde af stofmisbrug

18. august – kun to dage efter sin død – blev Elvis begravet. Ceremonien blev afholdt på Graceland og inden han blev båret ud, fik tusinder af hans fans lov at defilere forbi kisten. Efter tre-en-halv time lukkede man portene, selv om man måtte skuffe de mange tusinder, som ikke nåede ind.

Den hvide rustvogn blev fulgt af 17 hvide limousiner med de sørgende til et mausoleum på Forest Hill Cementary.

Overskriften på forsiden af den lokale avis ’Memphis Press-Scimitar’ sagde de hele:

‘Et ensomt liv er forbi på Elvis Presley Boulevard’

 

BIOGRAFIEN

Læs den detaljerede og interessante biografi, som ovenstående oplysninger er hentet fra:

BEING ELVIS – ET ENSOMT LIV
384 sider
Gyldendal
Kan købes billigst hos WilliamDam.dk
for 231 kroner, men kan også lånes på biblioteket.

 

DA ELVIS BLEV UDNÆVNT TIL NARKO-POLITIAGENT

PÅ ET TIDSPUNKT begynder Elvis at interessere sig for at samle på politiskilte og -emblemer og manglede blandt et fra ’The Bureau of Narcotics and Dangeros Drugs’ [BNDD]. Da han fik afslag fra bureauets chef skrev han et brev til præsident Nixon. Her er et udpluk af det seks sider lange brev:

”Kære hr. Præsident.

Tillad først at præsentere mig. Jeg er Elvis Presley, og jeg beundrer Dem og har den største respekt for Deres embede …

… Narkokulturen, hippierne, SDS [Students for a Democratic Society], Black Panthers osv betragter mig ikke som deres fjende, eller, som de kalder det, en del af det etablerede samfundssystem. Jeg kalder det Amerika, og jeg elsker det …

… Så jeg ønsker ikke at blive tildelt en stilling eller udnævnt til en stilling. Jeg kan og vil være til mere nytte, hvis jeg bliver udnævnt til selvstændig føderal agent, og jeg vil hjælpe til på min måde gennem kommunikation med folk i alle aldre …

… Jeg har foretaget et grundigt studium af stofmisbrug og kommunistiske teknikker til hjernevask, og jeg befinder mig midt i det hele, hvor jeg kan og vil gøre mest gavn.

Jeg vil med glæde hjælpe Dem, så længe det bliver mellem os …

…. Jeg vil meget gerne møde Dem bare for at hilse på Dem, hvis De ikke har for travlt.

Ærbødigst


P.S. Jeg har en personlig gave til Dem, som jeg gerne vil overrække Dem, og De kan tage imod den, eller jeg vil opbevare den for Dem, indtil De kan.”

Dagen efter ringede Det Hvide Hus og sagde, at Nixon gerne ville møde ham kl. 12:30. Det omtalte BNDD-skilt, som politichefen havde nægtet ham, blev i stedet tildelt ham af Nixon. Herefter var Elvis blevet udnævnt til officiel narko-agent.

Ja, det var så småt begyndt at ramle for den ombejlede og stenrige rocksanger.

BOB DYLAN:Da jeg hørte Elvis første gang, var det som at bryde ud af et fængsel. Jeg takker Gud for Elvis Presley”.

PS: Opmærksomheden omkring hans gravsted var så enorm, at han den 2. oktober 1977 sammen med sin mors jordiske rester, blev genbegravet på Graceland. Nu er både Elvis, hans forældre Vernon og Gladys Presley samt hans farmor Minnie Mae Presley begravet i parken ved Graceland i den del som kaldes The Meditation Gardens. Den blev åbnet for offentligheden 27. november 1977. Graceland er i dag indrettet som Elvis-museum og besøges årligt af flere end 600.000 mennesker fra hele verden – i USA kun overgået af Det Hvide Hus.

Læs bloggen:

I DAG FOR 40 ÅR SIDEN SAGDE ELVIS FARVEL 16. august 2017