NY FILM I SCALA GUDHJEM: ET STORT SPRING FOR MENNESKEHEDEN

Ryan Gosling roses til skyerne for hans portræt af Neil Armstrong. Claire Foy fra The Crown spås også en Oscar nominering for hendes rolle som den frustrerede hustru til den tavse og stoiske helt. Foto©UIP.

DER FINDES STADIG mennesker, som abonnerer på den ultimative konspirationsteori: Månelandingen i 1969 var fup, det hele filmet i et stort studie.

Det er svært at diskutere med konspirationsteoretikere (typisk er de rystede over, at man overhovedet kan tvivle på deres teori), men i dette tilfælde mener jeg dog at have et godt modargument: Hvis det hele bare var film, havde man så ikke valgt en rigtig helt til rollen som første mand på månen?

For virkelighedens FIRST MAN var en tavs og indelukket knudemand. En stoisk helt, der ikke lod nogen som helst krise slå ham det mindste ud af fatning – hverken en dødeligt syg datter eller bimlende alarmklokker i landingsfartøjet over månens overflade. Der var mange farverige og karismatiske astronauter i NASAs Apollo program, men Neil Armstrong var ikke en af dem.

Men nu var det altså Neil Armstrong, der tog det første skridt og ytrede et af det 20. århundredes største citater – a small step for man, a giant leap for mankind*). Og derfor er det også ham, der er den altoverskyggende hovedperson i FIRST MAN, det anmelderroste mesterværk om den første mand på månen.

Ryan Gosling spiller titelrollen, og det gør han fremragende. Et andet højdepunkt i filmen er hans hustru, en ulmende vulkan, der spilles af Claire Foy fra The Crown. Men det største navn i filmen er måske Damien Chazelle. Instruktøren fra musicalen La La Land har her kreeret en vild og medrivende filmoplevelse.

Det kan være, at Neil Armstrong tog alle kriser og højdepunkter med knusende ro, men publikum i biografmørket vil sidde med knuder i maven og følelserne ude på tøjet. Rejsen til månen var et intenst fysisk drama, og vi kommer med på hele turen. Som en af de begejstrede anmeldere skriver: “Dette er en film, der går både i hjernen, hjertet og maven”.

Det er også bragende flot fortalt. Dette er en uhyre smuk film – scenerne på landjorden ser lidt grynede ud, for vi er jo tilbage i 1960’erne, men ude i rummet står billedet så skarpt, at det tager pusten fra én. Det hele er akkompagneret af guddommelig musik fra komponisten bag La La Land.
De danske anmeldere er begejstrede og de fleste giver FIRST MAN fem stjerner. Ekstra Bladet kalder den for ”Hollywood når det er allerbedst”, mens Information mener at filmen er ”utrolig smuk og intens”.

*) Hvis du vil vide, hvem der faktisk står bag de berømte ord, så kan du læse disse Blog-indlæg:

VERDENSSENSATION: NU KAN DET AFSLØRES, HVEM DER FANDT PÅ NEIL ARMSTRONGS BERØMTE ORD PÅ MÅNEN
22. november 2011

BLOGGEN RETTER FORFATTEREN HANNE-VIBEKE HOLST
24. november 2014

FIRST MAN
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 15. til og med onsdag 21. november
Hverdage klokken 19:15
Weekend [lør-søndage] klokken 16:15, hvor der er GRATIS KAFFE.
Biografcafeen åbner 45 minutter før forestillingens start
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 141 minutter
Censur: 11+ år.

Anmelderne var mildest talt begejstrede:

Christian Monggaard, Information:FIRST MAN er mesterligt iscenesat, utroligt smuk og intens, og den sætter sig i både krop og sind.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: ... Det er som sagt ikke en film, der indtager nye landområder på filmkunstens vegne eller på nogen måde ønsker at træde nogen over tæerne, men som håndværk betragtet er det Hollywood, når det er allerbedst. Og det er slet ikke så ringe endda.
5 stjerner ud af 6

Kim Skotte, Politiken: … et realistisk helte-epos for almindelige mennesker udmalet med alle menneskehedens drømme puttet ind i en klaustrofobisk lille rumkapsel, der får selv de vildeste opdagelsesrejser til at blegne.
5 hjerter ud af 6

Kristian Lindberg, Berlingske: ... Filmen gør ikke noget reelt forsøg på at formidle astronauternes udfordringer med krængningsgrader og rotationsmomenter. Man bliver som i tidligere film og dokumentarskildringer imponeret af, hvordan NASA måtte stole på computere med komisk lav regnekraft, men at være imponeret er ikke en følelse, der kan holde publikum gående gennem næsten toogenhalv times rejse i det tomme rum.
3 stjerner ud af 6

Frederik Asschenfeldt, Jyllands-Posten: …en underholdende og ofte nervepirrende velstøbt rekonstruktion af rejsen til Månen.
5 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, BT: … Uden at det føles som en forelæsning, forstår man lidt af, HVOR kompliceret det egentlig er at sende folk til månen – og få dem hjem igen.
5 stjerner ud af 6

Lisa Brygger, Cinemazone: ...det er først og fremmest en lækker følelse af, at filmsproget er blevet udnyttet optimalt, man forlader biografen med. Det er en vild filmoplevelse at sidde FIRST MAN igennem. Den vil meget, og kan meget.
6 stjerner ud af 6

Film Fakta
FIRST MAN
Instruktion:
Damien Chazelle
Medvirkende: Ryan Gosling, Claire Foy, Jason Clarke, Kyle Chandler, Corey Stoll, Christopher Abbott, Patrick Fugit, Lukas Haas, Shea Whigham, Brian d’Arcy James, Pablo Schreiber, Olivia Hamilton med flere
Produktion: Damien Chazelle, Marty Bowen, Wyck Godfrey og Isaac Klausner
Manuskript: Josh Singer
Forlæg: James R. Hansen
Fotografi: Linus Sandgren (svensk filmfotograf)
Klip: Tom Cross
Scenografi: Nathan Crowley
Musik: Justin Hurwitz
Land: USA
Produktionsår: 2018
Biodistributør: United International Pictures