FARVEL TIL EN KUNSTNER

Karin Høj Christensen indgår her som en del af hendes mands skulpturer i området omkring bopælen i Olsker Foto©JørgenKoefoed.

Dødsannoncen i Bornholms Tidende 2. april 2020. Foto©JørgenKoefoed.

Karin Høj Christensen var med på udstillingen KUNSTEN STIGER I TEJN i 2015. Foto©JørgenKoefoed.

DEN BORNHOLMSKE KERAMIKER Karin Høj Christensen er ’taget herfra’, som hendes tre børn skrev i dødsannoncen ved hendes død 31.marts.

Hun blev 84 eller 85 år, og var lige til det sidste en livsglad kvinde, som i mange år nød livet i huset placeret i det store naturområde ved Stenløsevej i Olsker. Også efter hendes stenhugger-mands død i 2000.

For en række år siden flyttede hun til Tejn og overlod huset i Olsker med Ole Christensens imponerende skulpturpark til sine børn. Det er Bornholms største kulturoplevelse, som nu sidste år blev overdraget af børnene til Regionskommunen.

PREBEN HARRIS SKRIVER

Den tidligere teaterdirektør og manden bag kulturcentret Svanekegården, skuespilleren Preben Harris skrev i sin nekrolog blandt andet:

”Hvor mange gange har vi ikke været til middag i huset på Stenløsevej. Nogle herlige aftener, hvor der blev diskuteret kunst … omgivelserne var inspirerende. Oles skulpturer med stor erotisk styrke uden for og Kains smukke keramiske arbejder indenfor … Jo, det var to mennesker, som var interessante at gæste. Hendes mand døde for snart mange år siden, og Karin var så storsindet, at hun placerede en mængde af hans skulpturer i Svanekegårdens have, da jeg var formand for stedet. Og hvad var mere naturligt, end man kaldte haven for ’Ole Christensens Have … Kære Karin, tak for din måde at være på. Tak for din hjertelighed! Den er der brug for i en Verden som denne.”

GUDHJEM MUSEUM

Ole Christensens skulpturer i solnedgang. De ser voldsomme ud, men er faktisk bare nogle bordmodeller med en højde af 25 cm. Plakat&Foto©JørgenKoefoed.

I juni 2016 arrangerede Gudhjem Museum en stor udstilling med Ole Christensens mindre værker plus en stor del af remedierne fra hans værksted. Det kunne lade sig gøre, fordi Karin beredsvilligt åbnede op for alle husene og skurene i Olsker, så udstillingsudvalget kunne vælge og vrage blandt hundrede af værker. Mange som aldrig var blevet udstillet før.

ØENS TV

Et still fra tv-indslaget, hvor Karin Høj Christensen guider rundt i den store skulpturpark ved Olsker. Foto©JørgenKoefoed.

Senere lavede Din Blogger to udsendelser til Øens TV med Karin, som guidede rundt i de store områder med hendes mands eminente granit-skulpturer. I forbindelse med disse udsendelser skrev Bloggen:

”Karin Høj Christensen har rejst meget rundt i verden sammen med sin mand, den berømte stenhugger Ole Christensen, som hun mødte, mens de gik på Kunstakademiets billedhugger- og malerskole.

De har besøgt blandt andet Mexico, Tibet, Kina og Sovjetunionen. Og så har de i flere måneder opholdt sig i Det Danske Institut i Rom.

Undervejs anskaffede Karin sig en drejeskive, som var tiltænkt hendes børn, men endte med at blive overtaget af mor selv. Karin var nemlig blevet inspireret af den gamle, etrustiske kunst i Italien.

Hun har solgt keramik til museer i blandt andet Gudhjem, Göteborg, Ystad og USA.

SE KARIN HØJ CHRISTENSEN PÅ ØENS TV

De to udsendelser på ØENS TV kan ses på www.youtube.dk – søg: oenstv/karin høj christensen.