FILMKLASSIKERE I SCALA GUDHJEM

Scala Gudhjem blev total-renoveret i 2001 og fremstår i dag, som en supermoderne biograf. Du finder den i Brøddegade 10. Foto©JørgenKoefoed.

FOR TREDJE ÅR i træk har Scala Gudhjem og Cinemateket [det tidligere Filmmuseum] indledt et samarbejde om, at få nogle af filmklassikerne ud i provinsen. Normalt udløber en films visningsret i løbet af 4-5 år efter premieren, og herefter må de kun vises efter en speciel aftale med udlejningsselskaberne – og så er det ikke altid, at det er muligt.

Men Cinemateket må frit vise alle de gamle film, og det er årsagen til, at det kan lade sig gøre at sætte ældre film op i en premiere-biograf som Scala.

  • Til hver film har Scala sørget for en festlig optakt.

SÅDAN SER PROGRAMMET UD

Fredag 1. november kl. 19:15
DA HARRY MØDTE SALLY

Skønne Meg Ryan har mødt Harry i DA HARRY MØDTE SALLY. Foto©Cinemateket.

FILMEN ER uden sammenligning den bedste Woody Allen-film, som Woody Allen IKKE har lavet. Den har næsten alle newyorkerens varemærker: Sprælske dialoger, sarkastisk humor, neurotiske figurer og ikke mindst majestætiske Manhattan som skueplads.
Instrueret af Bob Reiner. Med Billy Crystal og Meg Ryan. USA 1989. 96 minutter.
Optakt: Som opvarmning serveres den festlige cocktail ’Mustang Sally’.

Lørdag 2. november kl. 19:15:
THE PIANO

Holly Hunter scorede bunker af priser på festivaller verden rundt for sin præstation i filmen PIANO. Foto©Cinemateket.

EN FILM OM begær og seksuel besættelse, fortalt i bjergtagende billeder og med så fremragende skuespil, at tilskueren for en stund får afløb for forsømt begær. Intet mindre end en ægte forførisk film.
Instrueret af Jane Champion. Med Holly Hunter, Harvey Keitel og Sam Neill. Australien 1993. 121 minutter. Priser: Cannes: Bedste Kvindelige Hovedrolle, De Gyldne Palmer. Oscar: Bedste Kvindelige Hovedrolle, Bedste Kvindelige Birolle, Bedste Original Manuskript. Bodil: Bedste Ikke-amerikanske Film. Robert: Årets Udenlandske Film. Golden Globes: Bedste Kvindelige Hovedrolle.
Optakt: Journalisten Jesper Rovsing tager dig tilbage til New Zealand i 1800-talet, hvor det var nybyggere og guldgravere, der dominerede det barske, ukendte og fremmede land.

Søndag 3. november kl. 19:15
MØD MIG PÅ CASSIOPEIA

Underskønne Bodil Kjer er Musikkens Muse i MØD MIG PÅ CASSIOPEIA. Her sammen med Poul Reichhardt. Foto©Cinemateket.

EN AF dansk films allerstørste succeser. En ’backstage-musical’ bygget op omkring de mange intriger ved opsætninge af en operette med Kai Normann Andersens musik og sange.
Instrueret af Torben Anton Svendsen. Med Bodil Kjer, Lily Broberg, Hans Kurt, Ellen Gottschalch, Johannes Meyer, Ib Schønberg og Poul Reichhardt. Danmark 1951. 101 minutter.
Optakt: Scalas husorkester med Jørgen Messerschmidt og Mikael Juul Hammarlund møder dig med de skønneste toner fra filmen.

  • Biograf-cafeen åbner 18:30.
  • Billetpris: 85 kr.
  • Der kan både bestilles og købes billetter på www.scalagudhjem.dk