PIRATHUSE ELLER EJ [3:55] – ET HELÅRSHUS SOM MÅSKE ALLIGEVEL IKKE BENYTTES ULOVLIGT + NYTÅRSTALE AF LUCAS + OPDATERET BO-I-GUDHJEM-LISTE

Møllebakken 2 er genbo til Gudhjem Mølle og ligger lige ved nedkørslen til byen. Rimelig trafikeret om sommeren. Plads til 8 ferierende gæster og 1 fastboende. Ifølge ejeren er det ikke et pirat-hus. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan præsenteres lejligheden i stuen på Bornholmtours.dk.

Sådan præsenteres den anden stuelejlighed på bornholmstours.dk.

Sådan præsenteres ferielejligheden på 1. sal på bornholmtours.dk.

BLOGGEN HAR flere helårshuse i kikkerten i Gudhjem-Melsted, som benyttes dels til ferieudlejning og dels som ejers egen feriebolig.

I denne måned kigger Bloggen på: MØLLEBAKKEN 2, lige ved møllen. Her er der indrettet ikke mindre end tre lejligheder, som ferie-udlejes gennem bornholmtours.dk.

Der er to sammenbyggede bygninger på henholdsvis 98 m2 og 60 m2 med et samlet boligareal på 223 m2. Begge opført i 1947 og begge er også ifølge BBR-meddelelsen med helårsstatus [kode 120]. Møllebakken 2 ejes af Stiig Broby, der bor på en landbrugsejendom ved Roskilde.

Bloggen ringede Stiig Broby op, og forelagde ham problemet med hans Gudhjem-hus. Stiig blev lettere chokeret, da han bliver spurgt om hans hus i Gudhjem, er et såkaldt Pirat-hus.

Han fortæller, at hans hjerte er til Gudhjem, og at han selv agter at flytte til byen, når han er færdig med at drive landbrug. Stiig Broby er i dag 63 år.

Han erkender, at han har indrettet tre ferie-lejligheder i det 223 m2 store hus. Men det er faktisk sådan, forklarer han, at den ene af lejlighederne i stuen er delt i to med hver sin indgang. Og her er udlejet til en Andreas Petersen – en tidligere soldat fra Almegårds Kaserne – som er tilmeldt Folkeregistret som helårslejer. Så ifølge Stiig Broby skulle bopælspligten være overholdt.

Blot er der normalt en lovmæssig grænse for, hvor meget man må ferie-udleje af sin helårsbolig. Her udlejes – ifølge bornholmtours.dk – 85 m2 + 32 m2 + 32 m2 = 149 m2. Så hvis ellers m2-angivelsen på BBR er rigtig skulle helårslejligheden være på 74 m2. Det ser ud til at udlejningsgrænsen overskrides kraftigt her – men kommunens bolig-jurist Torben Jensen kan ikke oplyse, hvor grænsen ligger. Det kan til gengæld Lokalplan 025 for Gudhjem-Melsted:

“Kommuneplanens ramme-del indeholder mulighed for at der uden for centerområder (i Gudhjem lige omkring Brøddegade og Løkkegade) må være supplerende feriebolig sådan:

  • 1.3 Uden for Centerområder – her hører Møllebakken 2 til – tillades etablering af supplerende feriebolig som supplement til helårsbeboelse. Der tillades maksimalt én feriebolig til én helårsbolig, der ikke må udstykkes efterfølgende. Boligerne skal være fysisk sammenhængende og etagearealet for ferieboligen må ikke overstige helårsboligen, der mindst skal være 75 m2.”

Så blæser svaret i vinden? Er Møllebakken 2 et Pirat-hus eller ej? Ifølge kommuneplanen er det et Pirat-hus. Ifølge ejeren er det ikke et Pirat-hus. Hvem skal vi tro på? Landmanden fra Roskilde eller Lokalplanen?

OM STIIG BROBY
Ifølge eget udsagn driver Stiig Broby landbrug i Store Valby ved Roskilde.
Desuden ejer han sammen med Beate Skou Broby følgende selskaber:
Driftsselskabet Bredekærgård I/S
Formål: Udlejning af erhvervsejendomme.
Promentor Group ApS
Selskabets formål er at drive konsulentvirksomhed med tilknyttede aktiviteter, investering i fast ejendom, aktier og andre værdipapirer, samt rådgivning og ejerskab i andre selskaber med tilsvarende formål.
Bestbro ApS
Selskabets formål er at drive virksomhed med investering i fast ejendom, aktier og andre værdipapirer, herunder også serviceydelser, rådgivning/ management og administrative opgaver i øvrigt.
Elisagårdsvej ApS
Selskabets formål er at drive virksomhed med investering i fast ejendom og anden dermed beslægtet virksomhed.
Frederiksborgvej 17 ApS
Selskabets formål er at drive virksomhed med investering i fast ejendom og anden dermed beslægtet virksomhed.
Driftsselskabet Bredekærgård I/S
Branchekode 682040: Udlejning af erhvervsejendomme.

Stiig Broby sidder desuden i bestyrelsen for
GF Finans og GF Østsjælland
Klubbens formål er at varetage medlemmernes interesser over for Forsikringsselskabet GF-FORSIKRING A/S, hvor medlemmernes biler er forsikrede, samt formidle forsikringer i henhold til Lov om Forsikringsformidling.

Stiig Broby er blevet gjort opmærksom  på, at ovenstående indlæg er på Bloggen fra i dag. Hvis han ønsker at kommentere, er han velkommen til at sende en mail med forklaringer. Måske er der nogle fakta, der er blevet overset.

Her kan du finde de første to indlæg om PIRAT-HUSE:

PIRATHUSE ELLER EJ [1:55]: ÆGTEPARRET DER EJER FLERE HELÅRSHUSE I GUDHJEM, HVOR NOGEN AF DEM BLIVER BRUGT TIL ULOVLIG FERIE-UDLEJNING – 9. november 2018

PIRAT-HUSE ELLER EJ [2:55] – HØJSÆSON FOR TÆND-SLUK-URE I GUDHJEM-MELSTEDS PIRATHUSE – 9. december 2018

 

GUDHJEMS ENERGISKE FORKÆMPER FOR FÆRRE PIRAT-HUSE I BYEN – LUCAS SCHMIDTS NYTÅRSTALE

MON 2019 BLIVER ÅRET, hvor flere bopælspligtige helårshuse i Gudhjem-Melsted bliver beboet hele året og ikke anvendt til sommerhuse og professionel ferieudlejning??? Vi er mange som håber på det – der er skattekroner, bloktilskud, måske nye virksomheder, ideer og fornyet energi i tilflyttere.

I 2018 er der sket få, men optimistiske lyspunkter for at undgå, at Gudhjem forandre sig til et sommerhusområde i fremtiden. Nu er bopælspligtens overholdelse blevet et emne, som ikke er så tys-tys mere, og et par husejere har pga. det øgede pres fra omverdenen allerede udlejet til helårsbeboere i stedet for til sommergæster.

Tak for den store opbakning i det forgangne år fra viceborgmester Anne Thomas, medierne, byens foreninger, som er sat i verden for at passe på byens langsigtede ve og vel, gudhjem-boerne og folk ovrefra som ønsker, at Gudhjem-Melsted skal være et levende og bæredygtigt samfund hele året. Al forandring er svær og husk, at den som tier samtykker.

Byens blogger Jørgen Koefoed – Mellem Gudhjem og Paris – har allerede interviewet et par af de husejere, som bruger deres helårshuse ulovligt og flere interviews er på tegnebrættet.

Nederst i dette blog-indlæg finder du en opdateret liste over mennesker, som søger lejebolig – bemærk nu med direkte kontakt information. Jeg har en endnu længere liste af potentielle naboer, men de ønsker ikke at have deres kontaktinformation offentliggjort af hensyn til børn, nuværende boligsituation osv. Men jeg kan naturligvis skabe kontakt.

RASERI OG DÅRLIG STEMNING
DET ER INTERESSANT, at hver gang Lucas sætter sin opsang og efterfølgende bo-i-gudhjem-liste på Facebook, er det den samme lille håndfuld mennesker, der raser mod ham. De synes åbenbart ikke, han skal blande sig i, om visse mennesker bruger deres helårshuse ulovligt. Tilsyneladende drejer det sig om nogen, der har eller er i familie med nogen, der tjener penge på ulovligt at udleje deres helårshus til feriebolig. En lidt grotesk, men måske en meget normal reaktion: Lovovertræderne raser mod den lovlydige budbringer. Hmmm … jeg tror faktisk fænomenet er meget udbredt i Syditalien og på Sicilien.

Dog er mere besindige mennesker på Bornholm begyndt at røre tasterne i mod dette paradoks. Læs herunder et par indlæg på Facebook:

UDDRAG AF DEBATTEN PÅ FACEBOOK OM LUCAS SCHMIDTS INDSATS OMKRING DE ULOVLIGE PIRATHUSE I GUDHJEM-MELSTED:

SØREN DANIG [indehaveren af udflugtsbåden Thor]: Det er lidt beskæmmende, at lovløsheden forsvares af så mange gennem personlige angreb på Lucas.

Gudhjem har de facto et problem med mange helårshuse, der bruges ulovligt. Det er med til at presse priserne op, så dem, der evt gerne vil bo i byen, ikke har mulighed for at blive godkendt til et realkreditslån.

Hvis man mener, loven er forkert, så få den ændret gennem det politiske system ­– ikke gennem lovløshed.

Der er mange facetter af denne problemstilling, og én løsning er ikke let, men umiddelbart set er der mange, der gerne vil bo helårs i Gudhjem, og samtidig er der nogle, som rent kommercielt udnytter helårshuse til at tjene penge på ferieudlejning.

Hvis du støtter ulovlig udnyttelse af helårshuse, så start med at vedkende dig dette.

Jeg vil gerne vedkende, at jeg støtter overholdelse af demokratiets spilleregler, herunder overholdelse af landets love og de lokalpolitiske realiteter (fx boligpligten i Gudhjem-Melsted).

Hvor står du?

BIRGITTE JALLOV [tidligere formand for Gudhjem By- og Museumsforening]: Tak for update, Lucas!!! Tak for dit væsentlige arbejde for byen.

MIE ELISABETH SCHMIDT: Som jeg ser det, og det er sket et par gange nu, så prøver Lucas at råbe Gudhjem-boerne op. Nogle ser det som et positivt vink med en vognstang, mens andre føler sig trådt på. Jeg mener bare, at det er trist at se, hvordan et positivt tiltag for at få byen til at blomstre, bliver modtaget så negativt.

JANUAR-LISTEN [boigudhjem@gmail.dk]:

Hvis de 55 pirathus-ejere ville leje ud, kunne Gudhjem blive fyldt med børn – men uh-nej, det ville da ikke være rart! Foto©JørgenKoefoed.

Vi er to unge mennesker, begge under uddannelse, der forsat leder efter fast bolig i Gudhjem. Vi har ikke brug for meget – køkken, badeværelse og 2 værelser ville være perfekt. Vi har budget på ca 5.000. Og selvfølgelig varmeregning der er til at betale. Med et stærkt håb om, fortsat at kunne bo i ønskebyen Gudhjem. Kan flytte ind fra Påske, da ejerne af vores nuværende lejemål selv skal bruge huset. Vi har en lille baby-boy under produktion med levering i marts. Darta og Toke tlf. 4278 0337.

Gudhjem-drengen (nu voksen mand) Mathias med selvtillid, god stil og byens måske mest nostalgiske knallert, flytter tilbage til Gudhjem til sommer og 3 år frem pga. uddannelse. Han leder efter en lejebolig. Mathias Fliis Madsen Fliis1@hotmail.com.

Hej! Vi står i den situation at vi rigtig gerne vil til Bornholm at bo fast, min mand er bornholmer jeg selv fra en lille by, som hedder Løkken. Vi er en familie på far, mor og 4 børn i alderen 10 mdr. og op til 14 år. Husleje Max 6.500 kr. Minimum 5 værelser. Kan kontaktes her: lenadkjensen@gmail.com. Med venlig hilsen Lena Madsen.

Jeg søger stadigvæk bolig i Gudhjem. Dog søger jeg ikke en lejlighed, men et lille hus med lidt jord(have). Fordi jeg skal bo sammen med min kommende kalv der. Huset kan ligge uden for bygrænsen, men ikke for langt væk, når jeg skal arbejde i mit bageri ved havnen. Jeg har ikke bil. Vi ses og godt nyt år. Venlig hilsen Maya – mayakodexter@hotmail.co.jp

Kære alle Gudhjem’ere. I 7 måneder har jeg nu boet hos min mor. Jeg er mere end klar til at flytte ’hjemmefra’! Jobbet er på plads. Så hvis I lige har et tomt hus, som skal beboes – eller kender nogen der mangler en lejer .. så tøv ikke .. I vil muligvis redde liv. Kærlig hilsen Rikke 2099 9467.

Vi er et par på 27/45 fra København, der måske godt kunne overveje Gudhjem. Vi søger lejlighed eller et plans hus på 80 -120 m2. Bornholmerhilsen Ivan Holm – iho@360north.dk.

Jeg er 35 år og har 2 skønne drenge på 10 og 14 år. Er uddannet pædagog og arbejder i socialpsykiatrien område vest, er ikke ryger og nyder gode gåture, at fotografere og nyde livet og min skønne familie. Jeg er alene, så budgettet er ikke så stort. Max husleje på 5.000 kr. og et indskud på max 20.000 kr. – helle1812@gmail.com.

Vi er en familie på 5, der ønsker en bolig på 120 m2 og op og med egen have og selvfølgelig meget gerne havudsigt. Vi er tilflyttere med fast arbejde i kommunen og på hospitalet. Pris ikke over 8.000 kr/mdr. Med venlig hilsen Johanni Junge Petersen. Tlf. 2028 1925.

Vi vil meget gerne flytte til Gudhjem, da jeg arbejder på Klippebo – og så er jeg helt vild med naturen omkring Gudhjem. Vi er en familie på 4. Min datter arbejder på røgeriet om sommeren, så det ville passe så godt. Vi har 2 hunde. Mit navn er Diana Møller og mit telefonnummer er 5353 8252.

Hej! Jeg søger en 2-3 værelses, budgettet er lavt, men jeg kan hjælpe og lave ting på boligen, hvis dette kan gøre, at jeg måske kan få den lidt billigere. Jeg er rolig, har en hund og 2 dele-børn. Håber I kan hjælpe. Medf venlig hilsen Heidi Roch – tullemor86@gmail.com.

Medha med 3 børn søger lejebolig til max 6.000 kr/mdr. medhasector@yahoo.dk.

Jeg er interesseret i: Ubegrænset leje. af fritliggende hus på landet, helst uden naboer op til. Der skal være en have. Hund tilladt. Minimum 2 værelser. Budget max 5.000 plus forbrug Hilsen Cecilia Nova – nova.cecilia@gmail.com.

Hej – vi er en ung børnefamilie med en baby, og vi søger med lys og lygte efter en mindre lejebolig og meget gerne i/tæt på Gudhjem. Vi søger efter en 2-værelses til max 5.500 kr/mdr. Ikke-møbleret og mindst 2 år. Vi er stille og rolige ikke-rygere uden husdyr. Raquel, Kasper og Anouk – kasper@nuna.life.