FRA BAT TIL ’VERY BAD’
ENHEDSLISTEN HAR lokket både Venstre og Socialdemokratiet med på en galaj. Blandt andet, at BAT’s diesel-busser skal udskiftes med nye el-busser. Det er jo sådan set fint nok, blot det – at de modsat Borgmesteren – vil købe dem kontant til en pris af omkring 100 millioner kroner.
Måske er det billigere på den lange bane at købe, men … med den udvikling der er på elektriske køretøjer i disse år vil busserne formentligt være forældede længe før købet begynder at blive en god forretning. Alene den tid det tager at lade en bus op med de busser, der er på markedet netop nu, er et stort problem – for ikke at tale om, at en bus formentlig skal tankes op mindst én gang i løbet af en daglig køreperiode. Det kan efter sigende tage mellem tre og seks timer! Altså skal der indkøbes dobbelt så mange busser for at dække de daglige ruter.
Så køb ikke – lej!
Der er også et MEN mere. Hvorfor nye busser til en pris, som kommunen ikke har penge til, når der bliver kørt mindre og mindre?
Ét er, at busserne ikke længere kører ned i Gudhjem – det er mere end ’bad’ – men afgangene til og fra Gudhjem er de senere år blevet stærkt beskåret. Se bare her:
Afgangene 07:39 + 14:19 + 16:14 kører ikke i perioden 26/6 – 6/8.
Afgangene 10:14 + 20:14 + 22:14 er sløjfet
Vil man med det tidlige fly, skal man tage bussen fra Gudhjem kl. 5:19 og er i Snellemark 6:01, men hov, normalt kommer busserne til andre destinationer 5-7 minutter senere, men ikke Bus 6, der komme til Lufthavnen 6:09 og passer til fly-afgangen 7:00. Den afgår 5:58 fra Snellemark – altså tre minutter FØR afgangen til Lufthavnen. Man kunne i stedet så tage afgangen fra Snellemark 6:23, der er i Lufthavnen 6:37, men desværre er den aflyst mellem 26/6-6/8.
Ligeledes er Bus 1, der kører fra Rønne til Gudhjem også beskåret:
Afgangene 6:35 + 13:05 + 15:05 nedlagt mellem 26/6 – 6/8.
Afgangene 9:13 + 19:08 + 21:08 er afskaffet
Ja, det er ’very bad’!
PS: Tidligere pressechef i Dansk Journalistbund, Esben Ørberg, der flyttede til Rønne for flere år siden, skriver i et læserbrev i Bornholms Tidende 12. september: ”Jeg kører sjældent med bus, men til gengæld har jeg i 25 år lagt mærke til, hvor mange passagerer busserne har. Mit gæt er en sølle belægningsprocent på mellem 10 og 15 … så et godt råd til BAT og BRK: Køb nogle mindre busser!”
Bloggen har denne kommentar: Ja, det meste af tiden er busserne næsten tomme, men når de agerer som skolebusser morgen og eftermiddag er de fyldt op … ligeledes i turistsæsonen. Så det må blive et mix af både store og små busser, men det vil kræve endnu flere busser – altså endnu større investering.
PSPS: Linda Matzen fra Rønne skriver i et synspunkt i Bornholms Tidende 14. september: ”Er tiden mon ikke inde til en ’time out’, hvor der regnes på restlevetiden og de dertilhørende omkostninger for de eksisterende busser … Formentlig vil en elbus på Bornholm kunne køre maksimalt 200 km i gennemsnit på en opladning. Det vil sige, at bussen knapt kan komme to gange rundt om Bornholm, før den skal oplades igen – tre-seks timer … Et alternativt til elbusser er brintbusser. Brintbusser har en rækkevidde på op til 400 km og er med en tankningstid på mindre end 10 minutter væsentlig hurtigere at tanke op”.
Din Bloggers kommentar til Kommunalbestyrelsen: Læg nu jeres hjerner i blød i et halvt års tid inden I gør noget fatalt forkert. Kig blot på affaldsproblematikken,som I har håndteret katastrofalt!