GLOHEDE KUGLER FLØJ I GUDHJEM

Vinderen er kvinden i front: Birgitte Lindahl tæt forfulgt af nummer 2: Bent Jensen [til venstre i front), nummer 3: Svend Torben Jensen [yderst til venstre] og nummer 4: Bjarne Steen Nielsen [yderst til højre]. Foto©JensHammer.
Efter 24 spændende kampe vandt Birgitte Lindahl en spændende finale mod Bent Jensen med 13-9. Forinden havde hun, som den eneste af de 9 deltagere, vundet alle sine pulje-kampe.
Trods den trykkende varme på banerne på havnen blev der vist spil af høj kvalitet i flere meget jævnbyrdige opgør.
Kampen om 3. pladsen blev således vundet så knebent som 13-12 af Svend Torben Jensen, der dermed henviste Bjarne Steen Nielsen til 4. pladsen.
Sponsoren af Gudhjem Open, Thomas Svensson/Provianten sørgede heldigvis – og tak for det – for rigeligt med kolde drikke under det seks timer lange arrangement – samt for de fine vin-præmier til dagens bedste spillere.
”En succes, som vi absolut må gentage næste år”, konstaterede Thomas, der selv spillede med.





