NYT SPISESTED: SÅ SKAL DER GRILLES I GUDHJEM

Andersen & Andersen. De to drenge fra henholdsvis Østerlars og Nyker åbner GRILL TERRASSEN i aften. Foto©JørgenKoefoed.

JON ANDERSEN, der er ejer og kok på Restaurant 3760, prøver igen. Sidste år blev dørene slået op i den gamle bagerforretning med tilhørende terrasse. Jons gamle ven fra Persien startede brødudsalg og skulle senere have gang i den persiske grill på terrassen. Det løb lidt ud i sandet det meste. Perseren havde ikke helt styr på det med penge, så det blev til slut en økonomisk fuser.

Nu er Jon Andersen gået sammen med sin gamle barndomsven fra Nyker, slagtermester Bjarne Andersen. Han har i et par år grillet og pizza-bagt for Jon og i aften åbner han GRILL TERRASSEN med at sætte Hammerhuslam og Svendborg Gourmet Gris over grillen. I mens tilbereder Jon en større salat-buffet, der ifølge reklamen indeholder ’surt, stærkt, syltet, dressinger, sommer-kartoffelsalat, bagekartofler, urtesmør og hjemmebagt brød’ – det hele hjemmelavet.

Bjarne og Jon er ved at gøre klar til et spisende publikum i aften fra kl 18. Der er plads til 40 gæster på GRILL TERRASSEN. Foto©JørgenKoefoed

Solveig, der tidligere har styret restauranten på ’Vingården’, har fået overkommandoen på Grill Terrassen. Det sker sammen med Alex. Han har før arbejdet i Torvehallen i Rønne og er i øjeblikke i gang med at lancere BORNHOLMSKE FLÆSKESVÆR sammen med Jørgen på Hallegård.

Alle de medvirkende har passeret den værste teenage-alder. Det burde garantere god, gammeldags service.

Sidste år prøvede Jon med en grill-pølsevogn placeret ved Dagli’Brugsen i Gudhjem. Det blev ikke helt den succes, som Jon havde håbet på. Så medio juli konverteres pølsevognen til den gamle bagerforretning. Modsat spisestedet på øverste etage skal grill-baren have åbnet hele året.

FAKTA
GRILL TERRASSEN
To indgange: Brøddegade 16 og Kirkevej 7 , 3760 Gudhjem
Åben onsdag til og med søndag kl. 18:00 – 21:00.
Pris: 245 kr. Børn under 12 år: 122,50 kr.
ÅBNINGSTILBUD: I aften [23/6] og hele næste uge: 200 kr. Børn: 100 kr.
Pris-exempler:
Tuborg Classic 0.4 liter: 52 kr.
Svaneke Classic 0,5 liter: 62 kr.
Bornholmer Most 0,3 liter: 35 kr.
Vine fra 52 kr. til 62 kr./glas. 228 kr.-388 kr./flaske.