GUDHJEM: BILFRI BY I SOMMERFERIEN

Der er lagt op til et opgør med den tiltagende og meget generende bil-trafik i Gudhjem om sommeren – allerede i 2008. Foto©JørgenKoefoed.

”I TURISTSÆSONEN kan man opleve et sandt trafikkaos i Gudhjem med bilister, der cirkler rundt i gaderne, mens de venter på en ledig parkeringsplads på havnen. Det skal være slut. Turisternes biler skal ud af byen. Til gengæld skal der indsættes en shuttlebus, der kan transportere folk gennem Gudhjem, herunder ad den stejle Brøddegade.”

Ovenstående citat fra Bornholms Tidende kunne være klippet i sidste uge …. men, nej, nej, nej. Citatet er ganske rigtigt fra Tidende, men det er i dag lige nøjagtig 11 år siden – 10. februar 2008 – at bladets lokalredaktør Tove Laursen indledte sin artikel om Gudhjem, der nu skulle være bilfri i højsæsonen.

Og som artiklen slutter:

”ASTE [Allinge-Sandvig Turist- og Erhvervsforening] og Gudhjem By- og Mindeforening vil nu nedsætte en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med processen”.

Bortset fra at ASTE er nedlagt og erstattet af Gudhjem Erhvervs- og Handelstandsforening, og at byforeningen er omdøbt til Gudhjem By- og Museumsforening er der ikke sket en dyt-båt siden. Der er stadig tiltagende trafik-kaos i Gudhjem i højsæsonen. AK!

Jo, for resten! De to foreninger har sidste år atter haft planerne fremme om en shuttlebus, som er lagt frem for kommunen. Den er til gengæld blevet modtaget mere positiv end nogensinde. Således bliver der til sommer formentlig oprettet en større P-plads på den såkaldte ’hotelgrund’ på vandsiden ud til Melstedvej. Men om der er en shuttlebus på vej …. hmmmm. Svaret blæser i vinden.

Bloggen vender tilbage 10. februar 2030 med en situationsrapport om, hvor langt man er nået med bussen.