GUDHJEM KORT&GODT [24]: HAVNEKOR UDEN SKIB, EN FØRSTE NADVER, POUL FRIIS I OLIE OG LABRE LARVER MED MERE
ER BAT-BUSSERNE TILBAGE?
FOR NOGLE UGER siden observerede Din Blogger en BAT-bus ved stoppestedet ved havnen. For pokker, ledelsen i BAT havde endelige indset deres fadæse med, at lade de dårligt gående beboere i Downtown i stikken på den måde, at det kun er turisterne incl. skolebørn, der må blive transporteret ned og op af byen. Suk! Det var desværre fake news. Bussen var blot en ’skolebus’ med en chauffør under uddannelse. Men godt at han nu lærer at køre ned i Gudhjem, selv om det ikke er noget han kommer til at bruge fremadrettet. Foto©JørgenKoefoed.
OTTE ÅR MED KUGLERNE
PÅ FREDAG fejrer Gudhjem Petanque otte års bane-fødselsdag med en affyring af klubbens første VINSPILS-arrangement! Vil du være med, møder du frem ved banerne ved havnen 9:15. Betaler en rund 20’er, får et startnummer og går hjem igen ved 12-tiden med en flaske vin – hvis altså det har ‘flasket’ sig for dig! Spilformand Lasse lover høj sol over Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.
DOBBELT FLAG
DANNEBROG ER smuk i modvind. Men en Dannebrogsvimpel går da også lige an – især her på Ejnar Mikkelsensvej, hvor Moder Sol sørger for en flot dobbeltvirkning i sort. Fotos©JørgenKoefoed.
TRE KOLDE GENERATIONER
ISBUTIKKEN ved havnen overgik for et par år siden til tredie generation. De ‘nye’ – Malene og René Becker – har brugt tiden flittigt. Sidste år startede de produktionen af egen is i baglokalet og har løbende bygget voldsomt om. Noget sker … og de nye viduesdekorationer er smukke. Fotos©JørgenKoefoed.
SANG UDEN SKIB
SOM KORET SYNGER: “Jeg kan sejle foruden vind. Jeg kan ro uden åre. Men kan ej skilles fra min ven uden at fælde en tåre” . Det lyder rigtigt. Men spørgsmålet er, kan man synge uden Ertholm sejler? Ja, det kan man godt. Det beviste Gudhjem Havnekor, da sæsonen startede Palmesøndag. De to første dage blæste det så meget fra nordøst, at der blev sejlet fra Tejn. Men på trediedagen lykkedes det. Vinden havde lagt sig og koret kunne både synge og vinke det gode skib kurs Chistiansø ud af havnen. Foto©JørgenKoefoed.
DEN FØRSTE SIDSTE NADVER
DEN ORIGINALE SIDSTE NADVER foregik i ‘Ovensalen’ i Johannes Markus-kirken i Jerusalem. Deltagerne ud over Jesus var de tolv disciple: Simon-Peter, Andreas, Jakob, Johannes, Filip, Bartholomæus, Matthæus, Thomas, Thadæus, Judas, Jakob og Simon. Det foregik torsdagen før Jesus blev korsfæstet dagen efter. I dag kaldet henholdsvis Skærtorsdag og Langfredag. For første gang fejrede Gudhjem Kirke Skærtorsdag med et måltid eller en udvidet nadver. Der var dækket op til 34 med pølsefade fra Hammerhus Lam og rødvin fra Brugsen. Alle pladser blev besat plus at korsangeren og organisten måtte benytte kirkebænken. Præsten Tina Ravnsbjerg Damholt gav nadveren til sidemanden, som derefter lod brød og vin gå videre bordene rundt. Arrangementet var meget hyggeligt, og menighedsrådet besluttede på stedet, at det ville man gentage også næste år. Fotos©JørgenKoefoed.
TRÆNGSEL OG ALARM I KIRKEN
DET ER IKKE hver søndag, at Gudhjem Kirke er godt fyldt op – og slet ikke med børn – og endnu mindre med udenlandske børn. Men det skete faktisk i søndags, hvor ikke mindre end 47 finske børn fyldte det forreste af kirken – både med krop og toner. Det var nemlig børnekoret Aurorina, der havde taget hele vejen i bus fra det allernordligste til det østligste Danmark. Ellers fyldte de almindelige kirkegængere godt op på de bagerste rækker. Ja, der var ligefrem trængsel. Der blev sunget under den normale gudstjeneste både på engelsk, finsk og dansk. Finnerne havde lært at synge ‘I Skovens Dybe Stille Ro’ på dansk. Det var overraskende, hvor godt de 11-14-årige kunne udtale de danske verselinjer. Vort eget børnekor havde lært en sang på finsk; ellers blev der sunget på engelsk. Et par dage forinden havde koret besøgt og sunget på Friskolen i Østerlars. Foto©JørgenKoefoed.
BAR-EJER I OLIE
GUDHJEMS PORTRÆTMALER Lisa Høyrup afslørede, som bekendt for læserne af denne Blog, sit portræt 7. april af Poul Friis – ejer af baren Madvig i Svaneke. Det skete dagen efter, der havde været fernisage på Svanegaardens censurerede kunstudstilling, hvor omtalte portræt ikke fandt nåde for de strenge dommers blikke. Men det kom gæsterne på Madvig til gode. Den portrætterede havde ikke set maleriet før. Han kiggede noget forbløffet på det meget vellignende portræt med ordene: “Er jeg virkelig så tyk?” Maleriet står indtil videre til beskuelse på Madvig.
LABRE LARVER
DER VAR MØDT 25 mennesker op, da biologen og naturnørden Michael Stoltze besøgte Gudhjem Museum i sidste uge. Det drejede sig om ‘Labre Larver og 6-benede Skønheder’ og ikke mindst om, hvordan disse larver efter en forpupning forvandler sig de smukkeste 6-benede skønheder – sommerfugle.
Det var forbløffende, hvordan disse sarte insekter kunne alle mulige kunstner for at overleve. Kig på Stoltzes foto af to Gaffelhaler. De er larver af natsværmeren Hermelinskåbe. Det ser ud som om, de har et meget store hoveder med ditto øjne. Det har de slet ikke. Det er noget de foregiver for at skræmme sultne fugle væk. Hvis de alligevel føler sig truet, kan de sprøjte syre ud i en stråle på op mod 30 cm og lade halerne blive endnu længere. Nogle heftige larver, må man sige. Stoltze er i øvrigt en af initiativtagerne til museets Sommerfuglemark. På Bloggen ’Dansk Natur’ kan du læse hans bidrag til den aktuelle debat om naturens tilstand. Foto©JørgenKoefoed.
EN RIGTIG TRÆ-KVINDE
HVOR MANGE billedhuggere har gennem tiden ikke brugt timer, dage, uger, måneder og år på at forme de kvindelige kurver i marmor, granit eller gips med hjælp af stemmejern, boremaskiner og hvad ved jeg. Men det kan naturen klare selv. I træ – uden brug af værktøj! Foto©JørgenKoefoed.
SÅ ER FORÅRET SPRUNGET UD
EN AF DE FØRSTE forårsbebudere er den gule Erantis. Når den pibler frem, mens det endnu føles som vinter, ved vi alligevel, at nu varer det ikke så længe. Men en rigtig og fuldgyldig bebuderer er den gamle brønd på Kirkestien. Når den springe ud i alle regnbuens farver … JA, så ER det forår! Foto©JørgenKoefoed.