GUDHJEM KORT&GODT [11]

GUDHJEM OG SVANEKE BLEV TIL ÉT

DER VAR BRYLLUP i byen. Det er der af og til … men brylluppet lørdag 6. august var lidt ud over det sædvanlige. Det foregik nemlig på klipperne ved den store P-plads ved havnen. Alle var inviteret, så omkring 100 – især Gudhjemboere – dukkede op til seancen, der blev foretaget af Pernille Bolø. Hun er præst ved Svaneke og Ibsker Kirker. Når brudeparret havde valgt hende fremfor Gudhjems egen præst skyldes, at bruden kommer fra Svaneke. Efter at Oluf Juul Hammarlund – søn af Mikal og Tine Juul Hammarlund, Gudhjem – og Sascha Kofoed – datter af Pia og Jan-Ole Kofoed, Svaneke Røgeri – var blevet smedet sammen var der musik, vin og pil-selv-rejer ad libitum. Der var Sol over Gudhjem … og ikke et øje var tørt. Fotos©JohanLorentzen.

FLYVESAND

DER BLEV for år tilbage leveret en ordentlig bunke sand til den lille strand ved Nørresand Havn. Det meste af sandet er der endnu, men hver gang det blæser fra nord eller vest, flyver en del af det op på klippene bagved. Hvis det bliver ved i samme takt som i år, ender det med, at man slipper for at springe fra klippe til klippe for at komme ud på den yderste mole. Foto©JørgenKoefoed.

BRÆNDENDE BØGER

FAKTISK FORKERT overskrift for der var nemlig ikke ild, da den store brandbil fra Beredskabsstyrelsen ankom til Gudhjem Bibliotek. Det skete tirsdag 16. august sent på eftermiddagen. Det viste sig, at brandalarmen formentlig var blevet aktiveret på grund af den gode sommervarme. Foto©JørgenKoefoed.

NUL SANG FOR HAVNEKORET

CHRISTIANSØFARTEN med Peter Stange i spidsen er så glade for, at Havnekoret synger Ertholm ud af havnen hver morgen klokken 10 – det har de for øvrigt netop i år gjort i 10 år – at koret i lørdags fik doneret 30 gratis-rejser til Christiansø tur/retur kl. 12:30. Det var der 18 af koret, der tog imod. DMI lovede torden, regn og hård vind. Ud over at det regnede en lille, bitte smule om formiddagen og blæsten ikke var noget at tale om var vejret perfekt. Så fremover skal man ikke tilrettelægge sit liv efter de officielle vejrmeldinger. Eneste der kunne klages over var, at der var INGEN, der sang Gudhjem Havnekor ud af havnen på deres farefulde færd mod øst. Fotos©Allan Halin.

KENDER DU VANDALEN?

ET PAR STEDER I BYEN er der en vis hr. eller frk.  SOGMAN, der har været ude og smøre med graffiti-penslen. Søger man på Google er SOGMAN både en musik-portal og navnet på et stort firkantet hundebur. Det er nok ikke her, vi finder vandalen. Ved du, hvem der står bag SOGMAN, kontakter du Bloggen på arkivparis@aegir.dk. Fotos©JørgenKoefoed.

BLUS PÅ BUSSEN

MENS VI ANDRE skruer ned for varmen, går BAT den modsatte vej. I forrige uge tog Din Blogger bus 3 fra Gudhjem til Rønne. Solen havde hele dagen gjort sit arbejde godt, men alligevel var der blus på bussens varmeapparater. Til gengæld er der ikke altid tændt for varmen om vinteren. Det er vist det man kalder en ’Rasmus Modsat’. Foto©JørgenKoefoed.

ET VÆRRE BLÅLYS

DER HAR VÆRET pænt mange lystbåde i havnen i Gudhjem denne sommer. Modsat biler og motorcykler er de ret så lydløse, men torsdag sidste uge ankom der en meget stor sejler til yderhavnen. Masten ragede langt op over de nærliggende hustage. Det gik an, men denne sejler mente, at de blå lanterne på skibets mange meter høje mast skulle være tændt hele natten. Lyset var så voldsomt, at det var nødvendigt for Din Blogger, at placere et større billede i karnap-vinduerne for ikke at ligge badet i blåt lys til den lyseblå morgen. Heldigvis sejlede blålyset væk i lørdags. Foto©JørgenKoefoed.

GUDHJEM KORT OG GODT [1]
14. januar 2022

GUDHJEM KORT&GODT [2]
24. januar 2022

GUDHJEM KORT&GODT [3]
21. februar 2022

GUDHJEM KORT&GODT [4]
9. marts 2022

GUDHJEM KORT & GODT [5]
28. marts 2022

GUDHJEM KORT&GODT [6]
9. maj 2022

GUDHJEM KORT&GODT [7]
11. juni 2022

GUDHJEM KORT&GODT [8]
21. juni 2022

GUDHJEM KORT&GODT [9]
9. juli 2022

GUDHJEM KORT&GODT [10] – [TILFØJELSE KL. 17:38]
6. august 2022