GUDHJEM KORT&GODT [14]

STEFFEN BRANDT KONCERT FLYTTET TIL NÆSTE ÅR

Det er nemt at aflæse Steffen Brandt: Har han sort skjorte på, er han ikke på arbejde. Har han hvid skjorte på, er han på arbejde. Her ombord på den gemle ‘Elephanten’ kurs Christiansø. Foto©JørgenKoefoed.

TORSDAG 13. OKTOBER skulle den første koncert med Steffen Brandt og Maria Frank i en længere serie af koncerter under titlen MINE AFTENER I PARADIS været fyret af fra scenen i Scala Gudhjem. Nu er den blevet aflyst – eller rettere blevet flyttet til torsdag 19. januar 2023 kl.19:30. Årsagen er hverken død eller sygdom, men skyldes, at radikale Sofie Carsten Nielsen tvang Mette F til at udskrive valg. Ren umiddelbart lyder det mærkeligt, da valget jo først finder sted 1. november. Men den er god nok. Det ER valget, der er årsagen. Det skyldes, at TV2/Bornholm er medarrangør og optager koncerten til udsendelse på kanalen senere. I den kontrakt, som alle medvirkede har underskrevet, står der, at hvis valget bliver udskrevet inden 13. oktober, skal arrangementet flyttes. TV-stationen har simpelthen ikke mandskab nok til både at optage koncerten og køre valgudsendelser. Derfor! Har du købt billet via musikhuzet.dk / ticketmaster.dk, har de denne meddelelse til dig: ”Har du fået tilsendt billetten på e-mail, anbefaler vi, at du dagen før showet downloader din billet på ny fra din Ticketmaster-profil eller i vores app, da eventuelle showændringer vil fremgå på billetten”.

… MEN STEFFEN BRANDT DUKKER OP I NOVEMBER

Sys Bjerre kan se meget forskellig ud – i hvert fald på hjemmesiden. Foto©sysbjerre.dk

STEFFEN BRANDT er som en korkprop. Nok er koncerten med Maria Frank flyttet til næste år, men så popper den gode mand blot op med nummer 2 i koncert-rækken MINE AFTENER I PARADIS. Den finder sted fredag 19. november 19:30. Her er gæsten Sys Bjerre. 37-årige Sys er singer-songwriter og slog igennem med hittet ’Malene’ i sommeren 2008. Forinden havde hun sunget duet og optrådt med Thomas Buttenschøn og været på turné med Tue West. Indtil nu har hun udgivet fem album: ’Gør Det Selv’ 2008, ’All In’ 2010, ’Sys’ 2015, ’Alle Mine Fejl’ 2015 og ’Lad os lave noget smukt før vi dør’ 2021. Desuden har blandt andet også komponeret og skrevet sange til Kirkesangbogen, Musicalen ’Efter Bryllupet’, Julekalenderen ’Ludvig og Julemanden’, Teaterforestillingen ’Krop Amok’, Cirkus Summarum-sangen og meget andet. Der kan bestilles billetter via musikhuzet.dk.

HVAD ER DET FOR NOGET MED PARADIS

En scene fra ‘Mine aftener i Paradis’ med den gamle filmoperatør Alfredo [Philippe Noiret] og den filmtossede Salvatore [Salvatore Totò Di Vita], der som voksen bliver en kendt filminstruktør. Foto©Mineafteneriparadis.

STEFFEN BRANDTs KONCERTRÆKKE i Scala Gudhjem går under titlen MINE AFTENER I PARADIS. Dem der er født i dette århundrede kender sikkert ikke titlen – med mindre de er filmnørder. ’Mine aftener i Paradis’ er en italiensk, romantisk dramafilm fra 1989, der er instrueret af Giuseppe Tornatore. Filmen var i marts 2020 nr. 52 på Internet Movie Databases liste over de 250 bedste film nogensinde. Filmen er en hyldest til biografen som mødested, den traditionelle film og Sicilien.

DER BLEV IKKE EN SKOVBRAND

DER ER FLERE forskellige hemmelig huler i skovene rundt om Gudhjem. De fleste har være præsenteret her på Bloggen. Ved et nylig besøg på den først-omtalte ved redningsstien lige før Hestestenene, kunne det konstateres, at den ikke har været i brug længe. Det meste er braset omkuld. Godt det samme, for inde i ’hytten’ var placeret en bålplads. En farlig én af slagsen. Var den blevet benyttet og flammerne var kommet lidt for højt op, var alle de meget tørre grene, som dannede hulen gået i brand og dermed hele skovområdet inklusiv de tre huse, der er placeret mellem Serpentinervejen og skoven. Bloggen meldte sagen til brandvæsenet, men om de nogensinde tog en kigger på problemet er tvivlsomt. Godt for alle at intet skete, og at hulen nu er ubebolig. Fotos©JørgenKoefoed.

STORM-RASERI

I SAMME SKOVOMRÅDE med den føromtalte hule går der en liden benyttet sti fra Tandlægernes Hus Holma Hodda – og op til Serpentinervejen. Her har stormene raset, og væltet en del træer omkuld. Det hele får lov at ligge og er med til at skabe en stor biodiversitet af laver, insekter og andet småkravl. Fotos©JørgenKoefoed.

SVAMPE DER VIL NOGET

DET VARME OG til tider fugtige sommervejr har været godt for mange ting. Først og fremmest har bønderne udtrykt tilfredshed med årets høstresultat – det betyder på godt jysk, at det har være hel ovenud fantastisk og aldrig har været bedre. Oveni de gode priser på korn takket været russernes Hitler-inspirerede overfald på et suverænt land. Men andre ting har også vokset sig godt. Disse pore-svampe ved redningsstien fra Gudhjem mod nord taler deres eget sprog. Hvis de kunne spises, vil bare én være nok til et mættende måltid for en kvinde i middelsvær vægtklasse. Foto©JørgenKoefoed.