GUDHJEM KORT&GODT [26]: HAVETS GAVER, BLØD LYKKE, NATTELYS, EROTIK PÅ HJUL, DANNEBROG, ÆLLINGER … OG OM EN 70-ÅRIG
RARITETER FRA HAVSENS BUND
HVIS DU lige står og mangler et solidt anker i jern har du mulighed for at hente det helt gratis fra den yderste mole på Nørresand Havn. Du kan også hente en flere meter lang pæl i træ. Den er ganske vist noget afpillet efter sit ophold i havet. Den kan måske ikke bruges til så meget, men da den i den ene ende ligner hovedet på et spøgelse, kunne den måske være velegnet til en totempæl på legepladsen. Hvem der har hævet disse genstande fra havsens bund vides ikke. Det er i hvert fald ikke noget, som kommunens havnekordinator Aron Kjøller har haft fingrene i. Fotos©JørgenKoefoed.
BLØD LYKKE ER ANKOMMET TIL GUDHJEM
FLAGSTANGEN PÅ GLACIET ved havnen er blev forsynet med BLØD LYKKE. Det er et broderi af den klassiske gamle skole. Sådan som kvinder gennem generationer i forne tider, har siddet og nørklet med på slotte og i vrå for at få de kolde og mørke vinterdage til at gå. Hvad skulle man ellers foretage sig? Hverken tv eller nettet var opfundet. Men hvem star bag BLØD LYKKE? Som hun/han skriver på sin hjemmeside: “Bag aliasset Blød Lykke gemmer der sig et menneske med behov for at skabe bløde værker med et strejf af noget skævt … Blød Lykkes ambition er at sende smil og sætte gang i bløde tanker og handlinger mellem mennesker … Blød Lykke benytter og fornyer et gammelt håndværk – det forfinede broderi – og relancerer det i et personligt mix af det oprindelige tilført symbolik og motiver fra vores nutidige digitale og flygtige tidsalder”. Måske er navnet Blød Lykke inspireret af Sebastians album af samme navn, som udkom i 1974. Foto©JørgenKoefoed.
LYS I NATTEN
DIN BLOGGER som er genbo til Toldbygningen på havnen har fået en generende kammerat. Han bor inde i gården, hvor han vender sit ansigt ind mod Bloggerens soveværelse, som befinder sig på 1. sal. Han larmer overhovedet ikke. Siger ikke en lyd, men til gengæld er han begyndt at lyse vældigt op, når mørket har sænket sig. Kammerat Væglampe, som både lyser opad og nedad, sender en flot silhouet af alle Bloggerens karnapvinduer ind på den skrå væg, hvor han og konen prøver at samle kræfter til næste dags strabadser. Lidt ubehageligt – især når stjernehimlen blegner ved samme lejlighed. Toldernes tilsynsmand Jack har hørt klagen, og siden har mørket atter sænket sig over det pittoreske gårdmiljø. Foto©JørgenKoefoed.
KUNST PÅ SEX HJUL
DET ER ikke hver dag, man som buspassager oplever små medkørende kunstværker. Den oplevelse fik Din Blogger, da han i søndags i BAT-bus nummer 1 fra Rønne Havn til Gudhjem kunne nyde de små og elegante og meget erotiske tegninger direkte påført bussens vindueskarm. Som Oluf Høst udtrykte sig, da han mødte Cézannes kunst: “Hos ham fik jeg livsmod til at forstå, hvordan han logisk byggede alting op, hans modernisme havde så dybt perspektiv, at det blev frelse for sjælen”. Din Blogger kan tilføje: “De fine motiver gjorde den 69 minutter lange tur til en opløftende rejse gennem en ung mands erotiske univers … en slags renselse”. Foto©JørgenKoefoed.
SÅ KAN VI ATTER VÆRE OS BEKENDT
SOM MANGE HAR OBSERVERET bliver Dannebrog sat på Glaciet hver søndag året rundt. Altså ikke bare for turisterne, men faktisk allermest for de fastboende. Flaget er uden for sæsonen ofte udsat for mere end kraftig blæst fra nordøst, og er kommet til at se ud derefter. Den røde farve er falmet, og endekanten er flosset hel urimeligt. Som der står i de ‘Almindelige Regler for Flagning’: “Respekt for flaget indebærer også, at der ikke flages med lasede eller ødelagte flag”. Derfor skal du lægge mærke til det flag, der hejses op i morgen søndag. Det er fra Dahls Flagfabrik, det er splinternyt … og er doneret af Christiansøfarten. Tak til dem! Foto©JørgenKoefoed.
DER VAR EN … DER VAR TO … DER VAR TRE ….
DE HAR VÆRET HER i et stykke tid, men nye kommer til. Se nu til denne ene Åbo-hun, som først på ugen blev spottet på i Bassinet på Nørresand. Ikke mindre end 21 ællinger svømmede lige i rumpen på hende. Det er vist sjældent, at se en flok SÅ stor. Foto©JørgenKoefoed.
DEN 70-ÅRIGE BLIVER IKKE 70
DEN KENDTE forsanger for bandet TV2 – Steffen Brandt – der ofte er på ophold i Gudhjem og ind i mellem fyrer en koncert af i Scala Gudhjem runder et af de skarpe hjørner. Det sker onsdag 14. juni, hvor han ifølge almanakken fylder 70. Men … hans hustru – Jo Dam Kjærgaard – forklarer, at det er ikke noget, hun kender noget til … og fortæller videre, at hvis man spørger manden selv … vil han benægte. Tilsyneladende igen en herre, der IKKE vil være ældre. Som den gode politiker Poulsgaard i forne tider så rammende udtalte fra Folketingets talerstol: “Hvis det æ’ fakta, så benægter a’ fakta!”. Så Bloggen nøjes med at sige: “Tillykke med dagen!”. Foto©JørgenKoefoed.