GUDHJEM KORT&GODT [32] – KULTUREN RASER I ALLE KROGE
BESØG SOMMERFUGLENE
SOM BEKENDT ANLAGDE Gudhjem By- og Musumsforening en sommerfuglemark på det store åbne stykke land foran Museet. Det er to år siden og skete i samarbejde med biologen Michael Stoltze. Nu kan du vandre en tur med manden, der ved allermest om sommerfugle på Bornholm. Han vil fortælle om biodiversitet og betydningen af vild natur med udgangspunkt i den nye mark og den måde, den drives på. Planter og insekter undersøges undervejs. Foran marken kan man studerer kunst i Museets skulpturhave. Den rummer værker af Inge Lise Westmann, Ole Christensen, Julie Høm og Jun-Ichi Inoue. De første skulpturer blev opsat i 1990 og de seneste kom til i 2017. Mød op ved Gudhjem Museum, Stationsvej 1, fredag 22. september 13:00. Der er gratis adgang til det to timer lange arrangement. Foto©MichaelStoltze.
FOKUS PÅ KVINDERNE
NYLARSKORET, der normalt synger klassiske sager som fx Mozart, er sprunget på damerne i den koncert, som de afholder i Gudhjem Kirke på fredag – 22. september – kl. 16:30. Det er digtere som Tove Ditlevsen, Grethe Risbjerg Thomsen, Susanne Brøgger og Alberte Winding – og med fællessange af blandt andet Stine Pilgaards sang fra hendes roman ’Meter i Sekundet’, der er på programmet. Men også noget om Dagmar [1186-1212]: Med udgangspunkt i den danske folkevise om Dronning Dagmar har Michael Bojesen komponeret og dramatiseret fortællingen om Dronning Dagmars død i sin ’DagmarSuite’. Da det er et arrangement under Kulturugen, er der kun adgang for dem med et Kulturarmbånd.
MASKINSNEDKER-RIM
DET ER DEJLIGT, når en håndens mand ud over at svinge diverse save og boremaskiner, også kan svinge digterpennen, og i sin fritid rime løs, så det ender med et hyggeligt slogan for egen forretning. Gået gået Per V … bliv endelig ve’!
SVINERIET SKROTTES
DET FORLYDER NU, at BOFA har valgt at skrotte de meget omtalte og forhadte AffaldsØer. Det var sådan nogle halvt nedgravede skraldespande, der skulle placeres rundt om i de pittoreske byer. Ideen var, at så kunne bornholmerne udføre en del af skraldefolkenes arbejde, så det blev nemmere – undtagen for dem, der blev tvundet til at benytte Ø’erne. Det BOFA havde glemt var, at når disse affaldsspande blev opsat, ville der samtidig opstå det problem, at dem der ikke havde nøgle til Ø’ernes spande, blot ville placere deres affaldsposer ved siden af. Her ville de sultne måger gå på jagt efter noget spiseligt. Når folk og fæ og turister så fik øjne om morgenen, ville de ankomme til en by oversået med skrald. Nøjagtig som det skete, da BOFA havde sine affaldsbeholdere på P-pladsen tæt ved Svømmehallen. Så tak og lov for at BOFA er kommet på bedre tanker.
DET HELE PÅ UKRAINSK
DEN MEGET AKTIVE galleriejer Jo Dam Kærgaard byder på et sær-arrangement fredag 22. september 15:00 – 17:00 i GUDHJEM BANKEN, Brøddegade 6. Her kommer det til at handle om Ukraine med digte, sange, delikatesser … og vodka! Der er begrænset plads, derfor skal du på forhånd melde dig til: SMS til 61 102 403 – skriv: 22 sep – navn/e. Samtidig kan du se de to udstillinger, der i øjeblikket kører i galleriet frem til 23. september.
GUDHJEMS ROCKMUSIKER GIR DEN GAS I SCALA
CHRISTIAN HEDE – tidligere kendt under navnet Christian Hede Madsen – har i en lang række år levet som musiker. I efteråret giver han sammen med Mads Folmer Richter og Jesper Haugaard en række koncerter landet over, og kommer således også hjem til sin fødeby. Det sker fredag 29. september 20:00 i Scala Gudhjem. De mange koncerter med munder ud i et studiobesøg, hvor de tryktestede numre ender på en cd. Christian er en af en favnfuld af de bedste skandinaviske musikere, der har en ambitioin om at holde rockmusik oh skrammelroots i live .. selv om den gentagne gange er blevet erklæret død. Men Christian skriver ikke bare noder, men også bogstaver. Han er forfatter til ’Tykke Bøger’ og Drager-serien på Byens Forlag. Til næste år udkomme en samling kortprosa, en kortroman med mere. Heder er desuden kendt som i Jesper Binzer Band – ja, det var ham der var med i D:A:D. Billetter til koncerten i Scala købes på musikhuzet.dk. Forsalg 80 kroner. I døren 100 kroner. Dørene åbnes 19:15. Foto©JørgenKoefoed.