GUDHJEM KORT&GODT [33] – HAT-TRICK OG ASKESPREDNING MED MEGET MERE
FØRST SKAL SOLEN FREM …
CLAUS SONNE OG THOR BLEV SPREDT
GUDHJEMS ALTMULIGMAND – tidligere dygtig fotograf i den københavnske reklameverden – døde 19. august 60 år gammel af uhelbredelig moderkræft. Efter hans ønske blev både hans højtelskede og noget glubske ulvehund Thor og ham selv brændt og lørdag 23. september spredt i havet uden for Gudhjem. Det foregik fra Søren Danigs turistbåd Thor. Med ombord var hans børn og øvrige familie plus nogle venner fra byen. Fotos©JørgenKoefoed.
POUL-ERIK TRYLLEDE MED KUGLERNE
GUDHJEM PENTANQUE afholdte 16. september det legendariske Melsted Double Championship … ”og aldrig har et petanque-mesterskab på banerne i Gudhjem været så spændende”. Sådan skriver spilformand Lasse Falkenberg og fortsætter:
”12 spillere [6 par, sammensat ved lodtrækning] dystede i 15 kampe – alle mod alle. De første kugler blev kastet ud kl. 9 om morgenen, men på grund af rigtig mange, meget lige kampe, fandt præmie-overrækkelsen først sted syv timer senere.
I år var der ingen klare forhåndsfavoritter, og det viste sig da også, at holdene besejrede hinanden på kryds og tværs undervejs. Først efter den allersidste kamp blev det klart, hvem der skulle have pokalerne.
Da facit blev gjort op, viste det sig, at 4 ud af de 6 hold alle havde vundet 3 af deres 5 kampe, så der skulle ’målfoto’ til for at finde de tre præmiepar.
Med 3 sejre og [plus 22 points] gik mesterskabspokalerne og de seks flasker Provianten-vin til Poul-Erik Salomonsen og Flemming Naalen. Og dermed cementerede Poul-Erik med et ganske usædvanligt HAT-TRICK sin fantastiske sæson. Han har nu alle tre pokaler hjemme på kaminhylden: Som vinder af Gudhjem Open i juni, vinder af Gudhjem-Mesterskabet i august og nu også vinder af Melsted Double Championship. En ægte ’Grand Slam’!
På 2. pladsen – også med 3 sejre [med 6 plus-points] – kom Christian Crüger og Lasse Falkenberg. Det indbragte to gange Provianten-vin til hver.
På 3. pladsen – også med 3 sejre [men minus 1 point] – kom Jens Hammer og Jens Frandsen – til 1 flaske hver.
Lige udenfor præmierækken – men også med 3 sejre [dog med minus 3 points] kom turneringens sponsor, Proviantens Thomas Larsson og Jesper Juul Hansen.
Efter en fantastisk spændende petanquedag, der tiltrak mange passerende turister undervejs i det gode vejr, samler interessen sig nu om årets afslutningsevent – julemånedens NISSE-PETANQUE lørdag den 2. december. Her bliver det store spørgsmål: Vil det også lykkes Poul-Erik at hjembringe ’Den Store Julemand’ – og dermed gøre sin trofæsamling komplet?
NØRRESAND HAVN UNDER REP.
SOM TIDLIGERE OMTALT fortalte havnekoordinator Aron Kjøller, at en murer-duo er gået gang med at sikre Gudhjems nordlige havn. Det gælder første og fremmest masser af cement i de mange gabende huller. Det er godt. Så er der en chance for, at en hård vinterfrost ikke får molerne til at styrte i havet. Men der er også blevet sat folk til at udskifte de sidste ’hamre’ langs havnekajen. Så er der sikkerhed for, at de kække sejlere ikke styrter i havet, når de træder fra skibsdækket over på en ’hammer’. Så en masse sker, selvom kommunekassen har lavvande. Dejligt – og fornuftigt! Fotos©JørgenKoefoed.
SÅ E DEJN KLARAD’
FUGATO HAR et udmærket slogan, som mange bornholmere også er begyndt at bruge, når de har gjort et eller andet stykke arbejde færdigt. På fotoet har Fugato ikke været for snilde, da de parkerede deres mega-gravko foran kirkepersonalets faste P-pladser uden for Gudhjem Kirke: ”Blokering af P-plads … så e dejn klarad”. Foto©JørgenKoefoed.
LEJ SAMMEN MED CHRISTIANSØFARTEN
CHRISTIANSØFARTEN ApS har to skibe i fart. Derudover ejer de også Tejn Værft, som de selv bruger en del af. Resten bliver lejet ud. Lige nu søger firmaet en ny lejer – og nabo – til den store hal på Tejn Havn.
Det meddeler den nye medejer af rederiet Simon Damkilde Christensen på Linked, og skriver:
”Der er uanede muligheder for den rette virksomhed, eventuelt som lager-kapacitet eller til kommende aktiviter som arbejder i den maritime sektor. Der forefindes kantine/møde faciliteter med et lille the køkken samt badefaciliteter med toiletter og omklædning. Værftet har tidligere fungeret med marine aktiviteter, så der forefindes bl.a. flere taljer under loftet, samt dørene i gavlene kan åbnes op helt i kip. Vi venter gerne på den rette lejer. Er du interesseret eller ønsker flere oplysninger kan du henvende dig til Christiansøfarten.”
EN SJÆLDEN GÆST
FORLEDEN DAG lykkedes det Din Blogger at få fingrene i nogle Botter – uden for Bornholm kendt som Pighvar … eller på fransk TurBOT! Som der står i Den Store Danske Encyklopædi: Den findes i Middelhavet og i det østlig Atlanterhav fra Vestafrika til Nordnorge og ind i Østersøen. Normalt kan sådan en fætter blive op til 1 meter lang og veje 25 kg. Disse fire var ganske små, men alligevel meget velsmagende og meget faste i kødet. De blev pakket ind i staniol med friske krydderurter, citronskiver plus lidt hvidvin og så ind i ovnen i en halv times tid på 180 grader … Voila, hvilket herremåltid! Kommer du så Anne de Bourg Chardonnay fra Pierre Chavin i glassetkan det vist ikke blive bedre. Foto©JørgenKoefoed.
… OG SÅ SKAL SOLEN VÆK