GUDHJEM KORT&GODT [34] – NOGET OM NATTEN OG OM FLAGISTER MED MERE
FØRST SKAL SOLEN FREM …
NATTEN EN KVINDE
EN SØNDAG I SEPTEMBER var der tidlig gudstjeneste i Gudhjem Kirke anført af Tina Ravnsbjerg Damholt. Alt gik som det skulle. Der var naturligvis salmesang og selvfølgelig de fleste salmer skrevet af Grundtvig.
I salme nummer 349 lød de to første linjer sådan her: ” Herren har besøgt sit folk, / natten hun blev til morgen”. Det er vist ikke hverdagskost i Danmark, at natten bliver betegnet som en kvinde. Hvis det er korrekt, så må dagen vist være en mand! Gad vide om sådan en påstand kunne bringe woke-kvinderne på barrikaderne?
Nuvel … i Frankrig ligger landet lidt anderledes. Her har alle substantiver et køn – altså maximum to – også nat og dag. Sådan her: La Nuit [hunkøn] – Le Jour [hankøn]. Så det må være herfra Niels Frederik Severin har givet Danmarks nat et køn. Alors … som man siger hos de franske. Foto©JørgenKoefoed.
VIL DU VÆRE MED I ELITEN?
DER ER MANGE forskellige eliter. I Gudhjem findes en absolut elite, og det er dem, der hver sommer sætter Dannebrog på Bokul. Det sker i ikke mindre end 24 uger, startende Store Bededag 5. maj til og med søndagen i efterårsferien 22. oktober. Selv om det er en con-amore-gerning er Gudhjem Handel- og Erhvervsforening så generøse, at de honorerer med en middag hos Martin på Restaurant Venezia. Der var Svineskank og Tiramisu og Børneis på menuen. Dertil rød Barolo-vin fra Italien og Classic-øl fra Svaneke Bryghus.
Men mørke skyer hænger over denne flag-elite. Den skrumper! Normalt har der gennem alle årene været otte flagister. I år startede det med syv, som hurtigt blev til seks, da Kim Fønss-Lundberg måtte smide håndklædet i ringen på grund af nyt fuldtidsarbejde ovre. Og værre blev det, da det mangeårige medlem Hans-Martin Bloch meddelte, at han også trækker sig som flagist. Så i skrivende stund mangler der tre nye flag-elite-medlemmer. Hvis du har lyst til at være med til næste år, ringer du flux til flagformand Erik Høst på 2682 0689.
KUNSTNER OVERFRA SKAL UDSTILLE PÅ CHRISTIANSØ
NÆSTE ÅR bliver det heller ikke en lokal kunstner, der kommer til at have en udstilling i Store Tårn på Christiansø. Den kommende blev spottet på Ertholm 30. september, hvor han skulle over at inspicere udstillingsmulighederne. Det drejer sig om billedkustneren og fotografen Nicolai Howalt. Man kan måske sige, at han er kvart-bornholmer. Hans mor har i mange år boet i sit sommerhus i Melsted. Hun blev kaldt ’Sorte’ med fødenavnet Henriette Howalt. Hun døde i maj 2022 næsten 89 år gammel. Nu har Nicolai sammen med sin fotograf-hustru Tine Søndergaard overtaget huset i Melsted. Ellers bor familien i et kolonihavehus på Slusevej på Amager. Og måske burde det tilføjes, at de begge var med som gæsteudstillere på årets Holkahesten-udstilling på Gudhjem Museum. Foto©JørgenKoefoed.
PS: Er du i Paris i oktober, kan du møde Nicolai dels på Bibliothèque François Mitterand, hvor han udstiller sammen med en række andre fotografer fra 10. oktober til 21. januar 2024. Der er fernisage 16. oktober. Og du kan også få en snak med ham i hans faste galleri i Paris: Galerie Maria Lund, hvor han søndag 15. oktober 16:00 – 17:30 signerer sine to ny bøger ’Old Tjikko’ og ’A journey: The Next Future’.