GUDHJEM KORT&GODT [35] – DET SORTE HUS, UHYGGE, KOR-SLUT OG STORMFLODSHULLER MED MERE

DET SORTE HUS OG 111 STEDER

Alle ville tale med Gudhjems super produktive forfatter. I dag udkom hendes bog nummer 139 og 140. Bare 24 bøger mere og Kirsten overhaler Klaus Rifbjergs svimlende antal udgivelser.  Foto©JørgenKoefoed.

HVIS DU ER TIL RECEPTIONER med hvidvin og hapsere, har du rigeligt at gøre året rundt. Hver eneste fredag eller lørdag åbner der en udstilling et eller andet sted på øen. I Gudhjem gik det rimelig hot for sig i oktober.

Fredag den sjette strømmede byens borgere til Gudhjem Banken. Forfatteren Kirsten Sonne udgav sin bornholmer-krimi nummer to i serien med politimakkerparret Funk & Kjøller. ’Det Sorte Hus’ kom den til at hedde. Bloggen foreslog ’Mord i Gudhjem’, men ingen lyttede. Nu kan Sonnes roman forveksles med Stephens Kings krimi med sammen navn fra 2002. Den handler også om en politimand – dog ikke fra Bornholm, men fra Los Angeles.

Kirsten bød på oplæsning af to kapitler, og svor på at der var ingen fra Gudhjem, der optrådte i bogen – undtagen Murer-Jan, som er kendt for at kører meget hurtigt omkring hjørnet, hvor Åbogade møder havnen.

Men forfatteren havde også en anden nyudgivelse med. ’111 steder på Bornholm som du skal se’, som hun har lavet sammen med Melsted-fotografen Justine Høegh. Pudsigt nok benytter forfatteren her sit fulde navn: Kirsten Sonne Harild.

Kirsten Sonne bedyrede, at der absolut ikke var købetvang, men tvang var heller ikke nødvendigt. På få øjeblikke havde der dannet sig en flere meter lang kø af bogkøbere, som ville have en dedikation i den ene eller begge bøger.

Det var William Dams Boghandel i Rønne, der stod bag den succesfulde reception, og jeg tror ikke, at de tidligere har solgt så mange eksemplarer af én – eller to – bøger på så kort tid.

KKK MED MERE

Marianne Ring i koncentreret samtale med Gudhjems Portrætmaler Lisa Høyrup. Foto©JørgenKoefoed.

En mand med visse dele amputeret. Meget smuk og meget udtryksfuld. Den burde man eje! Foto©JørgenKoefoed.

Gudhjemmerne er glade for deres klipper – men også for Køies klipper … flere af dem blev solgt.

DAGEN EFTER var der atter kaldt til samling i Gudhjem Banken. Der var fernisage på de 3 K’er: Kasper Køies Klippemalerier. Denne gang havde Køie sneget nogle meget lette blyantstegninger af fugle med mere ind i mellem de robust klippe-billeder … hmmm. Inde i det mindre rum supplerede Gudhjems tidligere præst, Marianne Leonhardt Ring, med en række mindre skulpturer af især kvinder uden tøj på med rigtig meget til både gården og gaden. Konen er en dygtig billedhugger og ærgerligt, at disse bronzeting ikke blev blandet med Køies Klipper. Nøgne, hårde klipper passer meget smukt til nøgne, bløde mennesker. Det havde gjort begge udstillinger dobbelt så spændende.

GYS OVER GUDHJEM

HALLOWEEN er kommet til Bornholm. Oprindelig kommer den fra kelterne, der hver den 31. oktober fejrer ’ Samhain’. Udover at være en festdag, hvor man sagde farvel til det gamle år og fejrede det nye, var man også af den overbevisning, at de døde på denne dag, rejste sig fra graven for at hjemsøge de levende og finde vej til dødsriget … men før i tiden har vores egen folkekirke gennem århundrede også fejret Halloween blot under navnet Allehelgen, hvor man med lys og gudstjenester hædrede de døde helgener.

Lige meget hvad, så gør Gudhjem Erhvervsforening et stort nummer ud af Samhain. Byens udsmykkes med spøgelser, onde troldkvinder og hø og halm … og så blev der skåret græskar-hoveder i alle versioner.

Men det er især den berømte ’Halm-labyrint’, der tager kegler blandt børn. Her ses noget så sjældent som legende børn – uden mobiler og iPads. Hvor var vidunderligt syn. Det hele løb af stablen i efterårsferien, som i år blev afkortet med en dag eller to, da ’Orkanen Uden Navn’ sendte de levende indendørs og sjælene til himmels – endnu en gang! Fotos©JørgenKoefoed.

OM LIDT BLIVER DER STILLE

Vejret var fint. Det hverken regnede eller blæste, men alligevel måtte Havnekoret undvære Ertholm på denne sidste sang-dag. Christiansøfarten turde ikke løbe an på, at havnekajen kunne klare vægten af turister grundet den underminering, der var sket lidt længere nede af kajen under stormfloden. Foto©JørgenKoefoed.

Yrsa og Oles dagligstue ser sådan ud, når seks af havnekorets medlemmer slår sig ned i de bløde møbler. Foto©JørgenKoefoed.

Der var tætpakket i spisestuen … og med fuld gang i brændeovnen nåede stuetemperaturen uanede højder. Foto©JørgenKoefoed.

Yrsa blev hyldet på behørig vis for hendes mange kagedonationer i løbet af sangsæsonen. Foto©JørgenKoefoed.

MED HIV OG SVING og gummihjul lykkedes det Gudhjem Havnekor, at holde sang-traditionen i live hele sæsonen. En ledende musikant som 1. Violinisten Jens Riis mangler stadig. Men takket været Poul-Erik Salomonsens, Allan Hallins og fru Svenningsens vedholdenhed var der ikke en eneste dag, hvor Ertholm ikke blev sunget ud af havnen – undtagen de dage, hvor det gode skib på grund af en stærk østenvind måtte sejle fra Tejn.

Det gjorde Ertholm også ved årets allersidste morgensang. Vejret var fint i søndags, men da Ejnar Mikkelsensvej var blevet undermineret visse steder, turde man ikke afgå fra Gudhjem.

Meget rørende blev den sidste sang Kim Larsens ’Om Lidt Bliver Der Stille’.

Efter sangene bød Yrsa og Ole på morgenbord i privaten på Kirkestien med friskbagte og meget velsmagende boller og sønderjysk spegepølse [den var god!].

Om aftenen mødtes 22 af korets sangere til Flæskesteg og Citronfromage i Hotel Klippens restaurant. Normalt serverer værtsparret kun højt belagt smørrebrød til frokost, men ville gerne kaste sig ud i dette eksperiment. Lad mig sige det sådan: Citronfromagen var rigtig god!

Men hvad med næste år?

Fru Svenningsen har meldt fra, så hvis der ikke dukker mindst én op, der vil indgå i en trekløver-sangbestyrelse, kan det blive tvivlsomt om den efterhånden verdenskendte tradition kan overleve. Vil DU være med, så kontakt Poul-Erik på 2868 1746 eller mød op en fredag klokken 10 på vinbaren Provianten. Her mødes Havnekoret vinteren igennem. De drikker vist nok kun kaffe … med en lille sang hist og pist.

DE VAR MED PÅ UDSTILLINGEN

I et par af lokalerne i den gamle stationsbygning viser Gudhjem Museum en meget informativ udstilling om alle de skibe, der gennem tiderne har fragtet gæster fra Gudhjem til Christiansø. På denne planche fortælles historien om Ertholm plus en omtale af Havnekoret. Foto©JørgenKoefoed.

Nederst på planchen om Ertholm vises et foto, da skibet sejlede ud ved fejring af sang-dag nummer 1.000. Foto©JørgenKoefoed.

Her er de to museumsgæster, der spottede sig selv på udstillingen. Foto©JørgenKoefoed.

DA DIN BLOGGER sidste fredag havde billettørvagten på Gudhjem Museum, skete der noget meget pudseløjerligt. Et ægtepar overfra kom ind. Mens jeg stod og talte med konen, var manden gået ind i den gamle stationsbygning. Han var begyndt, at studere udstillingen om de skibe, der gennem tiderne har sejlet med gæster fra Gudhjem til Christiansø. Pludselig råber manden til konen: ”Du er med på udstillingen … vi er sørme med på udstillingen”.

Det måtte vi begge ind og se.

Manden var standset ved den planche, som viste et foto fra Ertholms afgang fra Gudhjem, da Havnekoret fejrede deres sang-dag nummer 1.000. ”Prøv at se”. Han pegede på to personer, der stod på overdækket og vinkede farvel til koret. ”Det er os! Vi var jo med da sang-dag 1.000 blev fejret”.

Konen bøjede sig ned og nikkede bekræftende: ”Jamen, det er jo os!”

Desværre glemte Din Blogger at få et billede af ægteparret, da de var ved at falde i svime over, at de ganske ufrivilligt var med på udstillingen. De burde været kommet gratis ind. Fotos©JørgenKoefoed.

STORMFLODSHULLERNE

STORMFLODEN over Gudhjem skabte et pænt hul i Ejnar Mikkelsensvej. Årsagen var, at der var gået hul på kajsiden og her fossede sand og sten ud, så en del af vejen blev undermineret. Nu er hullet i kajen blevet lukket. Til gengæld viste det sig, at undermineringen var langt større end antaget. Et pænt stort hul, der nu ‘bare’ skal fyldes op med sten og cement. Der går lidt tid inden Ejnar Mikkelsensvej igen bliver farbar for motordrevne køretøjer.

Det var dette hul i kajsiden, der var årsag til, at vejen blev undermineret. Foto©JørgenKoefoed.

Hullet er nu blev muret til. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan så hullet ud lige efter at stormfloden havde lagt sig. Foto©JørgenKoefoed.

Så stort er hullet i dag. Undermineringen var langt større end først antaget. Foto©JørgenKoefoed.