GUDHJEM KORT&GODT [36] – ER DER VILD NATUR? – BYKONGEN FRA NEXØ – SKAL BIBLIOTEKET LUKKES? … MED MERE
HVEM GØR NOGET FOR VORES NATUR?
I AFTEN kl. 19:00 giver den bornholmske biolog og forfatter Michael Stoltze status på den bornholmske natur lige nu. Han vil fortælle om de tiltag, der allerede er i gang og dem, der er i støbeskeen, når det gælder biodiversitet og reetablering af vild natur. Hvad gør regionskommunen? Hvad gør Naturstyrelsen og hvilke foreningsdrevne og private initiativer findes der. Er vi på rette spor? Hvor er der initiativer, der batter noget og hvem kan vi lære af? Danmark er et af de lande i Europa, som har mindst ’vild natur’! Kan Bornholm blive et sted, der viser vejen?
Det sker som sagt i aften – onsdag 8. november – kl. 19:00 på Gudhjem Museum. Der er gratis adgang for alle – medlemmer som ikke-medlemmer af Gudhjem By- og Museumsforening.
OM EN NEXØSK BYKONGE
VIBEKE MUNCH BOR i Melsted og er mor til blandt andet Hans Frederik Munch. Hans far var den navnkundige verdensomsejler og manden bag blandt Nexø-restauranten ’De Tre Søstre’: Afdøde Hans Jørn Munch var medlem af ’Eventyrernes Klub’ og forfatter til bogen ’Ad havets blå stier’, om sin fem år lange sejltur jorden rundt med Vibeke – og Hans Frederik, der blev produceret undervejs og født i Sydafrika.
Sønnen er gået i sin fars fodspor. Ikke ved at sejle verdenshavene tynde, men som forfatter. Hans roman nummer fire udkommer fredag 10. november på forlaget Brændpunkt. Titlen er KULLEMUNKEN og nummer to i serien ’Fantaster og Tyranner’. Den første var MUTTI, og havde hans Nexø-farmor i fokus. Den nye handler om hans farfar, som forlaget omtaler således:
”Hans Peter Munch er af gammel købmandsslægt og bykonge i Nexø. Hans levebrød er kul og olie, og derfor kaldes han Kullemunken. Han sidder i bestyrelser og udvalg og er en indflydelsesrig mand. Men der et mørke i ham, som er destruktivt og ophav til en frygtelig vrede. Så er der Mutti, Kullemunkens hustru, der ubetinget er hans største glæde i tilværelsen. Hun er lyset og varmen, og i hendes nærhed føler han en ufortjent lykke, der er så stor, at han ikke helt tør tro på den. Kullemunken er en lille roman om en stor mands fald og jagt på kærlighed. Og en tidsrejse igennem Nexø.”
Hans Frederik Munch har tidligere udgivet romanerne ’Under kondoren’ i 2009 og ’Pupiller udvider sig i mørke’ i 2019. Han bor og arbejder i København som fotograf, filmklipper og filmmanuskriptforfatter.
Forfatteren og hans bøger var med på BOGFORUM 3., 4, og 5. november i BellaCentret på Amager.
KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT
ENDNU ENGANG figurerede Gudhjem Bibliotek i det sparekatalog, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til for 2024-budgettet. Gudhjem By- og Museumsforening har indsendt et høringssvar med opfordring til at tænke nyt. Men måske er det klogere, hvis beboerne selv tænker nyt og kommer med forslag til flere anvendelsesmuligheder af huset. Ud over biblioteket i stue-etagen, befinder Gudhjem Universitet sig på førstesalen og i kælderen har de gæstende lystsejlere adgang til bad og vaskemaskiner. Hvis du vil være med i denne nye kampgruppe, kontakter du Hans Jørgen Jensen på 2042 3370.
NYE RUDER
BORNHOLMS KUNSTMUSEUM har lukket ned for i hvert fald de næste to år. Årsagen er, at museet skal have tilføjet en ny, kæmpestor udstillingshal i glas. Ja, mærkelig nok glas – for det kræver store gardiner eller spånplader, når sommersolen skinner indenfor. Men Gudhjem Museum skal også have glas i museets mellemgang. Men det er der faktisk i forvejen. De skal bare udskiftes, da flere af de gamle termoruder er punkteret.
SANG, DER RYKKEDE
DET VAR SANG fra øverste hylde, da fire sangere havde sat hinanden i stævne til en Allehelgens-koncert i Gudhjem Kirke 2. november. Kirken var ikke stuvende fuld, men det drejede sig kun om få pladser, der stod ledige, da koncertren gik i gang kl. 19:30. Simon Oberst sang solo: Gabbriel Faurés ’Fra Requiem: Libera Me’ solo. Det samme gjorde Tobias Aabye Dam med John Rutters ’Pie Jesu’ og Richard Straus’ ’Allerseele’. Gæsterne blev forsynet med oversættelser af sangene. Det var en rigtig god idé. Den oversatte text til sidstnævnte, var meget rørende om en mand, der synger ved sin kærligheds grav:
Sæt de duftende resedaer på bordet,
medbring de sidste røde asters,
og lad os tale om kærlighed igen,
som engang i maj.
Giv mig din hånd, så jeg kan klemme den i hemmelighed,
Og når du ser det, er det lige meget for mig.
Bare giv mig et af dine søde smil,
som engang i maj.
Det blomstrer og dufter på hver grav i dag.
En dag om året er de døde fri.
Kom til mit hjerte, så jeg kan få dig igen,
som engang i maj.
Derudover blev der sunget Mozart, César Franck og Maurice Duruflé. Og for ikke at forglemme fik tilhørerne også lov til at røre stemmebåndene med ’Se, nu stiger solen’ og ’Den store hvide flok’.
Koncerten sluttede af med stående klapsalver. I sandhed en aften at mindes. Koncerten blev i øvrigt gentaget i Østerlars Kirke dagen efter.
ET FARVEL TIL DE DØDE
I SØNDAGS sent om eftermiddagen holdt Gudhjem Kirke Allenhelgen-gudstjeneste. Her kunne man mindes dem, der var gået bort siden sidste Allehelgen. Kirkebænkene var pænt besat. Mikael Hammarlund spillede smukke obo-soloer. Kirkesanger Kristin Schmidt sang mere end smukt. Det var meget stemningsfuldt, da de efterladte kom frem til døbefonden og tændte et lys. Der var over tyve blafrende flammer – ét af dem var de for de omkring 1400 gennempryglede, voldtagne og myrdede israelere 7. oktober. Foto©JørgenKoefoed.
ALLIGEVEL IKKE BILFRI BY 2024
UNDER DEN voldsomme stormflod i sidste måned, skete der forskellige skader på gader og stræder. Den værste var nok det store hul midt på Ejnar Mikkelsensvej, da der opstod en stor åbning på siden af havnekajen, så sand og sten blev trukket ud i havnen. Det meste af gaden blev afspærret. Bloggen håbede på at kommunen første kunne reparere skaden om et års tid. Det ville betyde, at motorcykler, biler, varevogn og turistbusser måtte opgive, at køre gennem Gudhjem. Men,nej! For en gangs skyld har kommunen rykket.
PAS PÅ … JULEN NÆRMER SIG!
DER ER lang tid til jul … men ikke ifølge vores Dagli’Brugs. Her har der huseret nisser i adskillige dage i deres nissehus i supermarkedets forrum. Men måske er julen så alligevel lige om hjørnet? Fx starter byens berømte kalenderlåge-åbninger allerede om 23 dage. Den første sker i øvrige hos Havnekorets Hjemmebager – Yrsa og hendes mand Ole i Åbogade 6 den første dag i december. Ellers fortæller Birgit Andersen, der styrer kalenderen, at der nu kun mangler fire vinduer. Det drejer sig om datoerne 9., 12., 14. og 23. december. Er du interesseret i at være med til at videreføre den gode tradition, ringer du strax til Birgit på 2386 4456, og snupper en af de fire ledige datoer. Foto©JørgenKoefoed.