GUDHJEM KORT&GODT [46]: BYENS ENESTE BUS-SKUR FJERNET – ET NUMMER I KØEN – HILSEN FRA Å – TYVSTART – BESPISNING AF DE FRIVILLIGE

FØRST RØG BUSSERNE – SÅ BUS-SKURET

FOR NOGLE ÅR siden, besluttede BATs daværende chef, at det skulle være slut med, at rutebusserne skulle køre ned gennem Gudhjem, hvor der var stoppested dels ved Petanque-banerne og dels ved Nørresand. Begrundelsen var, at der ikke var tid under den nye timedrift – især ikke om sommeren, hvor busserne nogen gange havde svært ved at komme igennem Brøddegade, Åbogade og Ejnar Mikkelsensvej.

Men selv om BAT-busserne i flere år ikke har været nede i Gudhjem, har man bibeholdt bus-skuret ved havnen. Det gjorde, at mange turister forgæves har stået og ventet på de busser, der aldrig ankom.

Behjertede naboer henvendte sig i sidste uge til BAT om sagen. Her kunne de godt se logikken – og lige pludselig blev der taget affære. 16. april om formiddagen var Gudhjems eneste bus-skur fjernet.

Skuret kom væk, men det gjorde busstanderne ikke … fordi der hver morgen kører én BAT-bus ned gennem byen. Bus 3 kommer på hverdage klokken 5:15 og Bus 1 på lørdage, søndage og helligdage klokken 4:57. Begge busser har connection med morgenens første færge-afgang fra Rønne.

Nu er skuret væk. Godt nok! Men hvad nu hvis det regner ved 5-tiden om morgen, så er der nogen ventende buspassagerer, der bliver våde! Ak du lieber Augustin! Lige meget hvad man gør, er det godt for nogle og dårligt for andre. Foto©EnAf BloggensLæsere.

KØ-DANNELSER

DER ER OFTE kø-dannelser gennem Gudhjem i turistsæsonen. Så må man vente, men det er man efterhånden blevet så vant til, hvis man fx ringer til sin tandlæge, hudlæge, næselæge eller praktiserende læge. Så er det rart, at holde bag denne mobil-home. Foto©JørgenKoefoed.

BOLLE-Å VAR HER

DET ER SLET ikke spor for tidligt, at indlede valgkampen til næste kommune- og regionsvalg. Det er ganske vist ikke før 18. november til næste år – men det bliver det jo lige pludselig. I hvert fald var Liste Å på Nordre Brygge i forrige uge med et lille rødt valg-telt. Ganske vist var der ikke nogle potentielle vælgere i sigte, men alt skal afprøves, hvis Alternativet skal kapre sig en plads i den 23 mand store kommunalbestyrelse. Som en hilsen og en reminder om, at Alternativet også havde været her, efterlod Bolle-Å’erne denne sten. Som du måske ved, fik partiet ikke stemmer nok til at få en plads i ’De Hellige Haller’ … Det gjorde til gengæld Enhedslisten med 7 mandater, Konservative med 5 mandater, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet med hver 3 mandater og 1 mandat til både Moderaterne og Kristendemokraterne. Men et par af disse partier havde nu flere fra starten, da ikke mindre end 3 er sprunget ud som løsgængere eller har skiftet partifarve. Foto©JørgenKoefoed.

CHRISTIANSØFARTEN TYVSTARTEDE

HOVSA – det var en dag for tidligt. Foto©JørgenKoefoed.

DAGEN DERPÅ kunne Gudhjem Havnekor starte sin sæson. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER JO SÅDAN, at ved Ertholms første forårstur begynder det berømte Gudhjem Havnekor også sin sæson. Men færgen snød. Ifølge fartplanen skulle der startes 13. april, men det blev en aprilsnar. For dagen før kunne det gode skib fotograferes lidt over klokken 10 med kurs mod Christiansø. Skaden er uoprettelig. 12-april-passagererne måtte forlade havnen UDEN sprøde toner fra koret. Man må håbe, at de overlever denne fadæse.

TRUBERG GAV DEN GAS

SCALA GUDHJEM har rigtig mange frivillige. Det er derfor, at biografen kan vise film hver dag året rundt – dog undtaget Lille Juleaften, Juleaften, Nytårsaften, 1. januar og Sankt Hans Aften. De frivillige arbejder næsten gratis. Næsten, fordi man faktisk belønnes med en fribillet pr. vagt. Men der er også et par arrangementer om året for de gæve frivilister. Som her søndag 14. april, hvor bestyrelsen bød på et overdådigt brunch-bord leveret af Truberg – byens superkok som altid leverer i så rigelige mængder, at de fleste kan gå hjem med en fyldt doggy-bag. Foto©JørgenKoefoed.