GUDHJEM KORT&GODT [8]

FARVEL, ELNA

OMKRING 100 MENNESKER sagde farvel til Elna Juellund, da hun blev bisat fra Gudhjem Kirke 10. juni. Det var vores egen præst – Tina Ravnsbjerg Damholt – der forrettede bisættelsen med en sød tale om afdøde og hendes store kærlighed til børn. Der blev sunget ’Det dufter lysegrønt af græs’, Hil dig, frelser og forsoner! og ’I skovens dybe, stille ro’. Elna døde på Bornholms Hospital af kræft 87 år gammel. Efterfølgende var der gravøl på Brøddan med hele den store frokostbuffet. God afslutning på et levet liv. Fotos©JørgenKoefoed.

DER HØSTES HØ

OPLEV HVORDAN man høstede hø i gamle dage. Det kan du se på SOMMERFUGLEMARKEN foran Gudhjem Museum tirsdag 21. juni og onsdag 22. juni begge dage klokken 11:00-13:00. Ingen tilmelding – kom bare!
Tirsdag den 21. juni: Mens der slås græs på gammeldags maner, fortæller Michael Stoltze om metoden – og hvordan den gavner de vilde planter og dermed også levemulighederne for sommerfugle og andre insekter.
Onsdag den 22. juni: Kommunens grønne mand – Morten Bach Jørgensen – viser, hvordan man bruger en le, og du kan også selv få lov til at prøve det. Høet samles sammen med hesterive, og vi hjælpes ad med at sætte det i gammeldags høstakke.
Det sker på Sommerfuglemarken foran Gudhjem Museum, Stationsvej 1. Der er gratis adgang, og der kan parkeres – ligeledes gratis – på P-pladen foran museet. Høstdagene i Gudhjem er arrangeret af Gudhjem Museum og Melstedgård. Foto©Melstedgård.

TALER – INGEN BILLEDER

Kirsten Sonne Harild fotograferet foran sit hjem i Løkkegade. Foto©JørgenKoefoed.

DER VISES ingen film i Scala Gudhjem Sankt Hans Aften, som i år falder på en torsdag – 23. juni. Til gengæld holder Gudhjembo og viceborgmester Morten Riis båltalen i Gudhjem. Hvis du hellere vil høre Gudhjemboen og forfatteren Kirsten Sonne Harild skal du tage til bålfesten i Nexø. Foto©JørgenKoefoed.

VOLDSOM HYGGELIG FEST I HOLKADALEN

Kage nummer 1 – den smagte godt, men den vandt ikke. Foto©JørgenKoefoed.

Kage nummer 2 – den smagte godt, men den vandt ikke. Foto©JørgenKoefoed.

Kage nummer 3 – den smagte godt, men den vandt ikke. Foto©JørgenKoefoed.

Kage nummer 4 – den smagte godt, men den vandt ikke. Foto©JørgenKoefoed.

Kage nummer 5 – den smagte godt, men den vandt ikke. Foto©JørgenKoefoed.

Kage nummer 6 – den smagte lidt bedre end alle de andre fem, derfor vandt den. Det er Noa Møller Andersen, der er mesteren bag kagen. Bloggen håber, at kunne bringe opskriften i løbet af juli måned. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER VED AT BLIVE en tradition, at Gudhjem holder sommerfest i Holkadalen. Dem var der masser af i forne tider, men er nu atter dukket op de sidste par år. Kokken Truberg havde creeret en to-rettes-menu: KANO-REJER I ANORAK, hertil de 1000 øers dressing, citron med fuldkornsbolle på koldhævet surdej efterfulgt af CANETTTE, en lille jomfruelig dame-and. Saltsprængt og porcheret i æblesaft og urter ledsaget af nye kartofler, nye ærter, nye sprøde asperges, rucola citron, olivenolie og persille ledsaget af BROCCOLISALAT med Fejø-æbler, nye rødløg, bacon, rosiner og nødder. For ikke at glemme den meget velsmagende sauce brygget på piskefløde, sennep og ande-boullion. 132 voksen og 14 børn have købt en spisebillet til 200 kroner. Der var næsten fyldt ved bordene i det meget store telt. Inden da var der DEN STORE BAGEDYST. Seks Gudhjem-boere deltog med deres hjemmebagte kager. Dommerpanelet gumlede længe inden de kårede en vinder. Under middagen var der fælles-sang for fuld udblæsning: ’Kom og syng en enkelt sang om frihed’, Benny Andersens ’Barndommens Land’ og ’Kringsat af Fjender’ som en hilsen til vores krigshærgede venner i Ukraine. Der blev sunget for fuld udblæsning, så teltdugen blafrede faretruende. Det hele understøttet af Høst-kvartetten: Erik Høst på banjo, Ia Klindt på harmonika, Karen Elisabeth på sav og viceborgmesteren med egen stemme.
Senere startede diskoteket. Kunstneren Jo Dam Kjærgaard og Hanne Strøby fra Destinationen var først på danse-græsset. Fadøllerne var kolde og kostede kun 30 kroner, så ALT var godt, men det var jo også arrangeret af to meget aktive kvinder: Pernille fra Café Nørresand og Maria fra Provianten. Det bør nævnes, at Jakob Lund og Murer-Jan efter middagen bød på Skjærve-Banko. Det er noget meget specielt gudhjemsk og makkerparret var så morsomme, at flere fik latterkrampe. Så banko behøver ikke at være kedeligt!
Nævnes skal også Gudhjems helt egen klovn – Bjarne Steen Nielsen – som spredte glæde – især hos den yngre årgang – med alle sine finurlige balloner. Det kunne ikke blive bedre … selv vejrguderne var med sommerfesten. Dæmmerso!!!

MARIA KAN OGSÅ SKRIVE SANGE

Maria Gill har mange talenter. Ud over at skrive sange kan hun også lave mad, servere, trække vinpropper op, arrangerer fester, kysse og kramme. Her går det ud over hendes Thomas, da de blev gift 5. september 2020. Foto©JørgenKoefoed.

MARIA FRA PROVIANTEN var ud over at være med-arrangør af Gudhjem Sommerfest også digteren bag Sommerfest-sangen. Den gik på melodien ’Jeg ved en lærkerede’ og blev afsunget under middagen og gik således:

Vi er et fiskerleje,
ved havet har vi bo.
Nu spiser jeg en rejse,
og klapper Mayas ko.

I Gudhjem er vi sjove,
og vi gi’r den gerne plads.
Nu skal du ikke sove,
for nu skal den ha’ gas.

For unge og for gamle,
og alle derimellem
i hånden skal du samle
dit glas til fælles SKÅL.

Med udsyn og med glæde
vi træder livets vej,
og er der noget at æde,
så si’r vi ikke nej.

Vi sejler ud i verden
og åbner vores by.
Hvad bringer mon din færden?
I Gudhjem gi’r vi ly.

Igen vi rejser glasset
og siger til hinand’,
nu følger vi kompasset,
og giver bare f… SKÅL!

SÅ STEG BIOGRAFBILLETTERNE OGSÅ I GUDHJEM

DE SIDSTE TI ÅR har Scala Gudhjem kørt med den samme billetpris. 85 kroner har den kostet, men nu er prisen fra 1. juni hævet til 95 kroner. Det har ikke noget med hverken inflation eller vareknaphed at gøre, men blot en forsinket pris-forøgelse. Flere gæster ovrefra har været – glædelig – overrasket over den lave pris. I København og andre større byer i Danmark får man ingen pladser for under 100 kroner. I Grand Teatret i København koster en aftenbillet 105 kroner og i Rønne Bio her på Bornholm er aftenprisen 110 kroner. Foto©JørgenKoefoed.

GINTBERG VÆLTEDE GUDHJEM

Nogen synes, det var fantastisk, at Gintberg kunne huske alt det, han skulle sige, men … der var ganske vist ingen sluffør, men manuskriptet med store bogstaver var spredt ud på scenen. Det må også være begrænset, hvad en 58-årig Gintberg fra Lynge kan rumme i sit hoved. Foto©JørgenKoefoed.

STAND-UPPEREN Jan Gintberg huserer i øjeblikket på DR2 med en serien DE SIDSTE PATRIARKER. Men han er allerede i gang med nye løjer. De handler om, at han denne gang undersøger, hvad kunsthåndværkere sidder og producerer rundt om i de små flækker i landet. Denne gang gjaldt det Gudhjem med sidespring til træskæreren i Allinge og Stenbrudsmuseet på Hammerknuden. Han fik også besøgt viceborgmesterens hustru – May Bjørn Riis – som gennem flere år har haft egen butik i Gudhjem, hvor hun producerer glaskugler med noget inden i, der senere bliver til hals- og håndkæder. Gintberg havde forinden været ude og lave interviews med de pågældende. På scenen gjorde han på finurlig vis tykt grin med de gode kunstnere. Der blev grinet meget – også af ofrene. Disse optagelser kommer man først til at se, når udsendelsen bliver bragt. Det komme til at ske en gang i september. Bloggen holder øje og fortæller om tidspunktet, når det sker. Fotos©JørgenKoefoed.

ORGANISK INDRAMNING

PÅ KIRKESTIEN i Gudhjem er der meget grønt. Det vokser vildt og voldsomt, men nogen gange danner de smukke rammer, som er velegnede til dekorative fotos. Her er det Gudhjems Portrætmaler – Lisa Høyrup – der så nydeligt er indrammet af en vildtvoksende rosengren. Foto©JørgenKoefoed.

GUDHJEM KORT OG GODT [1]
14. januar 2022

GUDHJEM KORT&GODT [2]
24. januar 2022

GUDHJEM KORT&GODT [3]
21. februar 2022

GUDHJEM KORT&GODT [4]
9. marts 2022

GUDHJEM KORT & GODT [5]
28. marts 2022

GUDHJEM KORT&GODT [6]
9. maj 2022

GUDHJEM KORT&GODT [7]
11.juni 2022