GUDHJEM MUSEUM ÅBNER LØRDAG

Stenen er fra den bornholmsk-japanake kunstner Jun-Ichi Inoues dødsbo, som nu står som reklameskilt for Gudhjem Museum. I øvrigt hævet op på stykker af de gamle jernbaneskinner fra Gudhjembanen. Foto©JørgenKoefoed.

Foto©GerdAltman/Pixabay.

DEN STÅR IKKE på oliefarver og indrammede lærreder, når Gudhjem Museum i morgen slår portene op for første gang i år. Men til gengæld på masser af foto og film af bornholmske fotografer.

De kalder udstillingen for

– dokumentar i lydskrift og det kunne tyde på, at det ikke handler om fiktion, men om noget der foregår eller er foregået.

I hvert fald belyser tre lokale kunstnere, Anne Lass, Rune Schytte og Johnny Carlsen, hvordan enkelte individers kulturelle fodaftryk i et samlet hele udgør en beretning til eftertiden.

ØSTERMARIE OG TWIN PEAKS
Anne Lass undersøger med dokumentariske portrætter, blandet med stills af omgivelserne, miljøet i Østermarie i starten af det 21. Ârhundrede. Projektet er en hyldest til byen, der som så mange andre småbyer må kæmpe med butikslukninger og landflugt. For Anne Lass har Østermarie en helt unik Twin Peaks-agtig atmosfære.

Anne Lass er uddannet på Folkwang Universität der Künste i Essen, Tyskland, hvor hun tog sit diplom i dokumentarfotografi i 2007. Hendes værker har været udstillet i Europa, Australien og USA. Efter en del rejser, et længere ophold i USA og flere år i Berlin, bor hun nu på Bornholm.

OM EMIL WESTMAN HERTZ
Filmen om Emil Westman Hertz viser hvordan den unge kunstner bearbejdede døden gennem kunstneriske processer. Som kunstner formåede Emil Westman Hertz at forbinde nære og fjerne verdener. Vi får en fornemmelse for, hvor følsomt, intuitivt og dybtgående Emil Westman Hertz arbejdede. Samtidig bliver vi ført ind i et blidt mørke, for filmen beskuer sideløbende en ung kunstner, der levede med døden ved sin side. Emil døde som 36-årig af leukemi Udover filmen viser Rune Schytte også en serie af drømmebilleder, der tilsammen udgør et større hele.

Rune Schytte bor lidt uden for Gudhjem og har 12 års erfaring som regissør, producent og filmfotograf i sit eget produktionsselskab Baldur Film, der fokuserer på menneskers historie og udfordringer. Rune har bl.a. skabt flere dokumentarfilm med temaer fra fængsler rundt omkring i verden. Desuden har Rune undervist i film/foto for hjemløse i regi af Røde Kors.

DEN BORNHOLMSKE NATUR
Johnny Carlsens bidrag til udstillingen består også af både en film og en række fotos. Med sin film bevæger han sig ud i den bornholmske natur for at vise det rum, hvor natur og menneske mødes og skilles i et kontinuum af levet liv og mangeartet død. Sporet fra den menneskelige eksistens fortsætter i Johnny Carlsens serie af fotografier, hvor vrangsiden af ferie-destinationen Bornholm dokumenteres, så det maner til eftertanke.

Johnny Carlsen, bosiddende i Aarsballe, er antropolog og dokumentarist hos CARLSENFILM. Johnny har specialiseret sig i at visualisere kunst og skabelsen af kunst med flere dokumentarfilm fra Italien, Holland og Danmark. Sideløbende med kunstfilmene har Johnny i rollen som kritisk antropolog produceret film og billeder om samfundets bagside, hvor han viser vrangsiden og påpeger blinde vinkler og alternative modeller.

EXTRA UDSTILLING I STATIONSBYGNINGEN:
NORDISKE REFLEKTIONER

DEN BORNHOLMSK FØDTE kunstner – Claus Lind – reflekterer over rejser i de tidligere danske kolonier Island og Færøerne, hvor sne og bjerges rytmiske gentagelser har givet inspiration til en registrering af naturens strukturer i blæk og akvarel. Refleksioner over geotermiske organismer i Island er blevet til skulpturer lavet som papirrelieffer. Rejsefællerne er heller ikke gået ubemærket hen. De er også en del af udstillingen. Fælles for alle værkerne er, at de er i og på bomuldspapir, som med sin sarte renhed og styrke bliver en forlængelse den natur, der findes på de nordlige øer.

Claus Robert Mynster Lind, født i Rønne 1969, er autodidakt, bor i København, hvor arbejder som skulptør, kunstner og arkitekt.Han har været i kunstverdenen både som konservator og som galleriejer [Agallery Esplanaden, Lind’s Kunst og Antikvitshandel med flere]. Igangværende projekt: Siden januar 2018 har Claus arbejdet med Gjersholt Ny Herregårds visuelle identitet, herunder totalinstallationer, skulpturer, interiør og eksteriør af park med mere. Derudover arbejder han på et udkast til en arkitektonisk park under Obdrupgård Herregård på Djursland. Claus kom med på Bornholms Censurerede Forårsudstilling på Svanekegaarden i 2019 og er med igen i 2020.

FAKTA OM UDSTILLINGERNE
DOKUMENTAR + NORDISKE REFLEKTIONER
Der er ingen fernisage så blot almindelig åbning 13. juni 13:00-17:00
Åben torsdage, fredage, lørdage og søndage 13:00-17:00
Sidste dag 26. juli
Entré 50 kroner.

TO AFLYSTE UDSTILLINGER
HVIS DU HAR savnet de to faste årlige udstillinger TEXTILMESSEN og KUNSTRUNDEN, der skulle være vist i maj-juni, har man sprunget dem over i år grundet en virus. Dog kan det oplyses, at KUNSTRUNDEN i år kommer til at åbne på Svanekegården 22. juli til 23. august, fordi der på dette tidspunkt allerede var planlagt udstilling på Museet i Gudhjem.

DE PERMANENTE UDSTILLINGER
Der er opstået en lille SKULPTURPARK foran museet. Få materiale hos billettøren inden du går ud i mellem granitterne.

OLUF HØS SKITSESAMLING befinder sig på førstesalen. Her kan du også nyde kunstnerens meget store maleri-skitse af Gudhjem set en vintedag fra Bokul.

HANDEL OG HÅNDVÆRK i Gudhjems lange, stejle Brøddegade gennem 100 år. Du finder udstillingen i Stationsbygningens ankomsthal.

GUDHJEMBANEN eksisterede fra 1916 til 1952. Se udstillingen i Stationsbygningens Bagagerum. I Venteværelset, som står fra den gang toget kørte, vises en dronefilm, der følger togets vej fra Aakirkeby til Gudhjem.

GUDHJEM I GAMLE DAGE. En lokalhistorisk udstilling med rariteter fra det gamle Gudhjem, da det var fiskeriet, der gav arbejde til byens borgere. Her vises også en film med klip fra fiskeriet omkring Gudhjem Havn.