GUDHJEMS ENMANDSHÆR MOD DE ULOVLIGE PIRAT-BOLIGER LEVERER DENNE SEPTEMBER-OPSANG

Lucas Schmidt mens hans endnu var ejer af den populære Provianten på havnen i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

SKABEREN AF Gudhjems Havnebar Provianten Lucas Schmidt har, som det vil være mange bekendt, på egen hånd­ taget kampen op mod de omkring 50 helårshus-ejere, som i Gudhjem og Melsted ulovligt bruger deres huse som feriebolig. Her er hans september-kommentar efterfulgt af listen med de mennesker, der søger en bolig i Gudhjem på: boigudhjem@gmail.com.

HVAD DER STARTEDE med en opringning fra Bornholms Tidende og ’et par spørgsmål til initiativet med flere tilflyttere til Gudhjem’ endte med en avisforside og opfølgning i næste dags avis med selveste kommunaldirektøren ­– så må vi håbe, at han holder, hvad han lovede.

Så tak til Bornholms Tidende for at sætte lys på en overordentlig vigtig problemstilling, som står i vejen for mere liv og flere børn i gaderne i de små pittoreske kystbyer hele året.

Endvidere en stor tak for de utallige søde kommentarer fra Gudhjem-boere, som gerne vil have turisterne ud af de bopælspligtige helårshuse og børnefamilierne ind.

Hvis vi alle rejste os i flok og sagde stop til den ødelæggende udvikling, så var det problem hurtigt løst ­– det er faktisk slet ikke så farligt, selv om vi sikkert alle kender folk, som udlejer bopælspligtige helårshuse til turister.

Synderne har en dårlig sag, og måske står dine børn og børnebørn og vil flytte tilbage til Gudhjem en dag. Vandkants-Danmark er ved at blive moderne igen.

JAMEN, HVAD MED MIN INVESTERING?

Desuden tak til ham som belærte mig om, “at (han eller man – uklart) ikke kunne udleje til børnefamilier til 4.000 kr om måneden, når investeringen på en 1-1,5 mio. kr. skulle forrentes med 4 %”, men i øvrigt “ville han gerne have tilflyttere til Gudhjem”. Det var lærerigt.

Hvis man skal bryde loven, forhindre børnefamilier i at bosætte sig og stoppe en positiv udvikling i et lokalsamfund for at få sin investering forrentet tilfredsstillende, så bør man måske finde et andet investeringsaktiv eller jonglere på børsen.

FIND DE KRIMINELLE

Man skal ikke bruge mange minutter på bornholmtours.dk, airbnb.dk med flere for at finde en del bopælspligtige helårshuse, som er opdelt i mindre lejligheder og bruges til professionel ferieudlejning, men som sagtens ville kunne huse flere af nedenstående venlige og spændende personager.

Den aktuelle liste af boligsøgende pr. 4/9/18:

  1. Mor med 3 børn leder efter et hus med minimum 3 værelser. Kan betale op til 6.000 pr. måned plus el og varme. Er handy-woman og kan snildt bygge en skillevæg. Kun lejemål som ikke er tidsbegrænset, alternativt en lang lejeperiode.
  2. Familie på 2 voksne og en pige på 15 år, som gerne vil flytte til Gudhjem. Ca. 5.000 kr ex. forbrug og kun lejemål som ikke er tidsbegrænset, alternativt en lang lejeperiode.
  3. Vi er to unge mennesker, begge under uddannelse, der forsat leder efter fast bolig i Gudhjem. Vi har ikke brug for meget ­– køkken, badeværelse og 2 værelser ville være perfekt. Vi har budget på ca 5.000 kr., og selvfølgelig til en varmeregning, der er til at betale. Med et stærkt håb om, fortsat at kunne bo i ønskebyen Gudhjem – Darta og Toke.
  4. Jeg søger et sted at bo !!! ( til leje). For tiden bor jeg hos min mor i Løkkegade – og det bliver hun jo nok træt af i længden. Jeg har ikke brug for så meget plads , 1-2 værelser, køkken og bad. Bare lige plads til mig og Svend (lille og helt utrolig lækker, rolig og sød hund) – aller helst ’her’ i byen. Kærligst Rikke.
  5. John Murer er blevet opsagt i sit nuværende hus og leder efter en lille bolig i Gudhjem fra. 1. december
  6. Byens økologiske bager leder efter et lille hjem, som kan varmes op om vinteren.
  7. Bjarne med mundharmonikaen leder efter et hjem i Gudhjem eller omegn.

BLOGGEN VIL SIDST PÅ ÅRET – sammen med Lucas – lave en foto-liste over de huse, som i folkemunde kaldes PIRAT-HUSE.